Tre af mine kolleger har for Copenhagen Consensus Center udarbejdet En analyse af det danske sundhedsvæsen og 10 løsningsforslag. Analysen, og især de ti løsningsforslag, er blevet brugt i DRs sundhedssatsning de sidste par uger, og i lørdags satte DR landets førende sundhedspolitikere på den ret umulige opgave at prioritere på et grundlag, som ikke er det danske sundhedsvæsen værdig.

DRs sundhedssatsning har været længe ventet med spænding og en vis forventning - det er jo landets største kulturinstitution.

Det har derfor skuffet mig, at de har kørt frem med en journalistik, som er engelske formiddagsblade værdig, hvor de har jagtet sensationer om et sundhedsvæsen på kanten til kollaps og fremmanet billeder af brændende platforme, hvor den mest vulgære form for prioritering skal redde ikke bare sundhedsvæsenet, men hele det danske kongerige.

Den store kulturinstitution har brugt enkeltstående eksempler om for eksempel liggesår sammenkoblet med nogle grove omkostningsberegninger til angiveligt at dokumentere klinisk slendrian og løsagtig omgang med skatteborgernes penge.

Jeg er ikke enig i billedet af en økonomisk brændende platform. Jeg er heller ikke blind, og vi er nødt til at forholde os til behovet for på sigt at knække den stigende sundhedsudgiftskurve - også i Danmark.

Jes Søgaard
Direktør, Dansk Sundhedsinstitut

Det er ikke et billede, jeg genkender fra mine over 30 år i dansk sundhedstjenesteforskning.

Man skal da ikke prioritere ved at gøre danske borgere, der, som jeg, er ved at nærme sig de 60 år urolige for, om de vil modtage den fagligt rigtige behandling for de sygdomme, de måtte pådrage sig og søge hjælp til i det offentlige danske sundhedsvæsen.

Det glædede og beroligede mig, at landets førende 11 sundhedspolitikere i lørdags enigt afviste disse præmisser og fastholdt, at det er danske læger, der på forskellige niveauer afgør, hvad den fagligt rigtige behandling er.

Den brændende platform stærkt overdrevet
Jeg kan godt genkende de økonomiske og finansielle udfordringer, som tegner nogle sorte skyer ude i fremtiden. På kort sigt er der her og nu også nogle udfordringer grundet en aktuel krise og nogle politiske beslutninger, som det ikke er formålet at kommentere her.

Men med risiko for, at mine sundhedsøkonomiske kolleger vil beskylde mig for strudseadfærd (en grim risiko, da strudsen efter sigende er temmelig ubegavet), så er den brændende platform som sundhedsøkonomisk fænomen stærkt overdrevet.

De danske sundhedsudgifter er bestemt ikke høje i international sammenhæng, og om end de er vokset noget de sidste 10 år, så brænder platformen ikke - i hvert ikke i økonomisk henseende.

Jeg synes sådan set, at mange af de 10 såkaldte løsningsforslag giver god mening at overveje i det danske sundhedsvæsen. Som fornuftige interventioner, ikke som 'løsninger' og trods min økonomiske baggrund, tror jeg ikke på den form for cost-benefit analyse som løsningsanvisende.

Ebeltoft-modellen
Lad mig give et eksempel. Forebyggende helbredssamtaler fulgt op af en lang sundhedssamtale med din egen læge er topscorer med en CBA-brøk på 1:26. Det vil sige, at pengene kommer 26 fold tilbage!

Selv min farfar, som var bonde, ville være imponeret. Og jeg synes faktisk også, at Ebeltoft-projektet er rigtigt godt, og medarbejdere og jeg på DSI hjalp professor Thorsten Laurtizen i Århus og hans team, som udviklede og evaluerede interventionen, med at udarbejde en såkaldt cost-effectiveness analyse, som er publiceret.

Vi konkluderede, at Ebeltoft-modellen over en seks-årig tidshorisont med rimelig sandsynlighed er udgiftsneutral, da interventionens udgifter kompenseres af et mindre-forbrug i sygehusvæsenet. (Vi er lige nu i gang med en 15 års sundhedsøkonomisk opfølgning). Og vi kunne også konkludere en signifikant om end relativ beskeden meroverlevelse. Kjeld og Co får det her til en CBA-brøk på 1:26!

En anden af mine kolleger, Mette Wier fra AKF, var mindre optimistisk, da hun for nogle år siden som formand for forebyggelseskommissionen konkluderede, at Ebeltoft-projektet som forebyggelse gav mere sundhed, men til gengæld højere udgifter. Hun havde fratrukket sygehusbesparelsen!

Da vi for et par år siden skulle give et ædrueligt bud på, hvad det ville koste Københavns Kommune at indføre Ebeltoft-modellen på deres nye sundhedscenter på Amager, så nåede vi frem til en udgift over en 10-årig periode på næsten 100 millioner kroner.

For Københavns Kommune kan 1) ikke være sikker på, at sygehusbesparelsen realiseres, og 2) at de i givet fald får besparelsen fra Region Hovedstaden!

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke modstander af sundhedsøkonomiske analyser, som jeg jo i en vis forstand har levet af de sidste 30 år, men 1) de er, som alle forskningsanalyser, fejlbehæftede (selvom mine kollegers cost-benefit brøker åbenbart ikke kender begrebet konfidensintervaller), 2) de kan absolut ikke stå alene (det var derfor det nu glemte MTV-begreb var så enestående), og 3) det er efter min bedste mening ikke den rigtige approach til løsningsforslag.

Det ville være rigtigt dejligt at kunne afslutte med det helt rigtige løsningsforslag. Det kan jeg desværre ikke. Det tætteste jeg kan komme er følgende:

For det første skal man definere de problemer (udfordringer på nudansk), som man vil løse. Jeg er ikke enig i billedet af en økonomisk brændende platform. Jeg er heller ikke blind, og vi er nødt til at forholde os til behovet for på sigt at knække den stigende sundhedsudgiftskurve - også i Danmark.

Fokus på kvalitet og allokativ efficiens
Jeg tror, at vi skal se på to svære fænomener, der hedder 'kvalitet' og 'allokativ efficiens'.

Kvalitet i sundhedsvæsenet er en mangesidet størrelse, men det er dårlig kvalitet, når vi har så megen ulighed i sundhed og adgang til sundhed, og når vi halter bagud på kræftoverlevelse, og når der åbenbart fortsat er mange 'utilsigtede hændelser' i forskellige dele af sundhedsvæsen.

Det er også dårlig kvalitet når mange danskere med en kronisk sygdom måske kun i sin opståen, og før man kan tale om en sygdom i gammeldags forstand, ikke opdages og tilbydes om ikke behandling så rådgivning, som giver borgeren mulighed for at hjælpe sig selv.

Det er dårlig kvalitet, når danske patienter ikke synes, at de bliver taget med på råd, at de ikke får tilstrækkelig information om egenomsorg, når de får og har en langvarig sygdom. Det er dårlig kvalitet, når danske praktiserende læger ikke ved, hvor deres ansvar starter og slutter i behandlingen af deres patienter. Og så videre.

Og hvad er så 'allokativ efficiens' - ja det er at fokusere på ovenstående udfordringer. De sidste mange år har der været stort fokus på 'teknisk efficiens' eller høj produktivitet. Sat lidt polemisk på spidsen kan høj produktivitet være at gøre det forkerte rigtigt, og det kan være rigtigt forkert!

Verdens bedste sundhedsvæsen
Jeg tror, at der var behov for at sætte fokus på teknisk efficiens for ti år siden - i dansk sundhedsvæsen og i mange andre lande. Nu er tiden kommet til at flytte kikkerten over til det andet øje: Allokativ efficiens: Hvad er det rigtige? Hvordan skaber vi mest sundhed for pengene? Hvad er det, vi vil med dansk sundhedsvæsen?

Det tror jeg ikke, vi kan finde svaret på ved cost-benefit analyser. Det er heller ikke nødvendigvis så mange operationer som muligt?

"Allokativ efficiens" er et nationaløkonomisk begreb, indført midt i tredje semester på oecon-bachelor, men det vanskelige er, at det også er politisk. For hvad er det, vi vil med dansk sundhedsvæsen?

Anders Fogh Rasmussen sagde, inden han tog til Bruxelles, at vi skal have verdens bedste sundhedsvæsen! Og selv om han er cand.oecon., så handler den vision jo ikke bare om penge i en cost-benefit analyse.

Men hvad er verdens bedste sundhedsvæsen? Og det samme spørgsmål kunne man stille til "allokativ efficiens": Hvad er det rigtige at gøre i det - på dansk - bedste sundhedsvæsen?

Jeg var i forgårs med til at udgive en bog om Kaiser Permanente, en stor privat sundhedsvirksomhed i USA. I min optik er de tæt på et bud på verdens bedste sundhedsvæsen. Men der er nok mange andre bud.