DF på tilbagetog: Sparekrav til sygehuse kan fortsætte i 2018

ØKONOMI: Dansk Folkeparti kræver nu et alternativ til sygehusenes produktivitetskrav, førend det kan droppes. Dermed er der usikkerhed om, der er folketingsflertal for at fjerne kravet i 2018.

Regionerne og landets sygehuspersonale kan have glædet sig for tidligt. Tirsdag kunne de i Altinget læse, at Dansk Folkeparti nu sammen med oppositionen ønskede at fjerne sygehusenes produktivitetskrav på to procent allerede i 2018.

LÆS: DF i kovending: Vil fjerne sparekrav på sygehuse allerede i 2018

Men Dansk Folkepartis finansordfører præciserer nu, at produktivitetskravet skal erstattes med et alternativ, før en skrotning kan finde sted.

“Hvis det er muligt at afskaffe, så vil vi gøre alt, hvad der er muligt. Men det afhænger af, om vi kan finde et nyt styringsredskab at erstatte det med. Jeg tror, det er muligt,” siger René Christensen, der dog ikke vil udelukke at afskaffelsen først sker i 2019.

Debatten tog mandag en drejning, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vendte på en tallerken og pludselig støttede en afskaffelse af produktivitetskravet, selvom der ikke ligger et færdigt alternativ klar.  

Regeringen: En aftale er en aftale
Danske Regioner sagde tidligere på ugen, at en skrotning er mulig, hvis blot regionerne får en ekstra måned til at få deres budgetter på plads.

”Hvis et flertal i Folketinget er enige om, at produktivitetskravet skal fjernes, så vil vi godt kunne indrette os efter det,” sagde Bent Hansen, formand for Danske Regioner, tirsdag til Altinget.

På Twitter skrev Danske Regioner, at bolden så lå hos regeringen. Men ved præsentationen af finanslovsudspillet torsdag afviste finansminister Kristian Jensen (V) at droppe produktivitetskravet i 2018.

“Jeg har indgået en aftale med Bent Hansen og Danske Regioner for økonomien i 2018 - den aftale står jeg ved. Og jeg forventer, at de, jeg indgår aftaler med, også står ved deres del af aftalen,” siger han.

Regeringen er først klar i 2019
Kristian Jensen fortæller som noget nyt, at han er klar til at skrotte to procents-produktivitetskravet i 2019.

“Men det afgørende er, om man har noget andet at sætte i stedet for. Altså hvad er det for en styringsmekanisme, som vi i givet fald vil have. Og der er ikke i øjeblikket udviklet nogen anden styringsmekanisme,” siger Kristian Jensen.

I samarbejde med Danske Regioner og Sundhedsministeriet er finansministeren dog i gang med at finde et nyt styringsredskab, der skal erstatte produktivitetskravet.

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, synes, at det er uklart, hvad Dansk Folkeparti helt præcist mener, og han vil derfor undersøge det nærmere. Den nye melding ændrer dog ikke på Socialdemokratiets holdning, fortæller han. 

,

Forrige artikel Kriseramt Serum Institut får nye opgaver Kriseramt Serum Institut får nye opgaver Næste artikel Sundhedsvæsenet i intern kamp om øgede bevillinger Sundhedsvæsenet i intern kamp om øgede bevillinger