SVM-regeringen er i fuld gang med at brygge en dødelig cocktail sammen til det offentlige sundhedsvæsen med lige og fri adgang. Det varsler et opgør med det velfærdssamfund, der er bygget op gennem generationer.

DR kunne for nylig referere en undersøgelse fra Videns- og Forskningscenter for Multisygdom og Kronisk Sygdom i Region Sjælland, der forventer en stigning i antallet af multisyge patienter på 25 procent frem mod 2050.

Det sker samtidig med, at vi oplever en kraftig reduktion i antallet af sengepladser, hvor der i perioden fra 2007-2020 er blevet 27 procent færre sengepladser. Det har betydet en kraftig stigning i antallet af overbelægningsdage.

Det skaber ikke mere kapacitet at flytte opgaver fra det offentlige til det private. Der er stadig kun det samme personale til at løse opgaverne

Peder Hvelplund (EL)
Gruppeformand og sundhedsordfører

Særligt på de medicinske afdelinger, som behandler de kronisk syge og multisyge og på de psykiatriske afdelinger og akutmodtagelser, er problemet udtalt. Flere hospitalsafdelinger har haft overbelægning over 200 dage om året.

En dødelig cocktail
Oveni har vi på grund af de pressede arbejdsvilkår og uligelønnen i de kvindedominerede velfærdsfærd svært ved at tiltrække personale og få dem til at blive i fagene. Halvdelen af stillingerne som SOSU og sygeplejerske står ubesatte hen. Det betyder et yderligere pres på arbejdsvilkår og har katastrofale konsekvenser for kapaciteten i sundhedsvæsenet.

Kombinationen af flere multisyge og kroniske patienter, overbelægning på især medicinske afdelinger og en reduceret kapacitet på grund af personale- og ressourcemangel er opskriften på en eksplosion i både den geografiske og sociale ulighed i sundhed og en dødsensfarlig bermudatrekant for hele sundhedsvæsenet.

Hvad er svaret så fra SVM-regeringen, som under valgkampen højstemt talte om, at nu skulle krisen i sundhedsvæsenet løses? Regeringsgrundlaget giver ingen konkrete svar, men akutpakken udstak en meget klar retning. Privathospitalerne skal spille en langt større rolle.

Men det er en dødelig cocktail at sprøjte ind i et plaget sundhedsvæsen. Det skaber ikke mere kapacitet at flytte opgaver fra det offentlige til det private. Der er stadig kun det samme personale til at løse opgaverne.

Den kroniske patient på kontanthjælp med hoftedysplasi, sukkersyge og psykisk sygdom bliver skubbet bagerst i køen, mens direktøren med en nedslidt hofte ryger forrest

Peder Hvelplund (EL)
Gruppeformand og sundhedsordfører

Tværtimod betyder det, at den nødvendige prioritering, der foregår i sundhedsvæsenet, kommer til at blive defineret af, hvilke opgaver privathospitalerne finder mest lukrative at levere. Det er ikke kronikere og multisyge, som ofte oplever komplicerede sygdoms-og behandlingsforløb.

Direktøren rykkes forrest i køen
Det er klart, at privathospitaler, som i sagens natur har en bundlinje at pleje, altid vil prioritere de mest ukomplicerede opgaver samt de forsikringskunder, som de har en forpligtigelse til at behandle hurtigt, uanset kompleksitet.

Det betyder at den begrænsede kapacitet, der er til rådighed, ikke bliver brugt på de mest behandlingskrævende, men i stedet på de, der er lettest at behandle.

Som en repræsentant for privathospitalerne udtalte på TV 2 News ved præsentationen af akutpakken: ”Det er klart, vi tager forsikringskunder først. Dem vi tjener mest på – det kan ikke betale sig at tage offentlige kunder, når vi skal give 15 procent i rabat.”

Den kroniske patient på kontanthjælp med hoftedysplasi, sukkersyge, psykisk sygdom og med 35 kilometer til hospitalet bliver skubbet bagerst i køen, mens direktøren med en nedslidt hofte ryger forrest.

En omkalfatring, der begunstiger den tykke pengepung
Jeg frygter, at SVM-regeringen reelt har opgivet at investere i vores fælles sundhedsvæsen og i rimelige løn- og arbejdsvilkår og i stedet ønsker at omkalfatre sundhedsvæsenet, så den begrænsede kapacitet skal bruges på de 2,3 millioner borgere, der har en sundhedsforsikring, og de, der er begunstiget af den rette tykkelse på pengepungen og det rigtige postnummer. Resten må så sejle sin egen sø.

Jeg frygter, at SVM-regeringen reelt har opgivet at investere i vores fælles sundhedsvæsen og i rimelige løn- og arbejdsvilkår og i stedet ønsker at omkalfatre sundhedsvæsenet

Peder Hvelplund (EL)
Gruppeformand og sundhedsordfører

Hvis vi skal bevare et sundhedsvæsen med reelt lige og fri adgang, er der i stedet brug for, at vi investerer i både bedre løn- og arbejdsvilkår, så vi kan tiltrække det sundhedspersonale, vi har så desperat brug for, hvis kapaciteten skal øges.

Men der er også brug for, at vi reelt begynder at betale for de opgaver, vi bestiller, fremfor at fortsætte en kurs, hvor vi forventer at kunne få det dobbelte for det halve. At de nødvendige prioriteringer sker ud fra sundhedsfaglige kriterier, fremfor hvor bundlinjen gavnes mest.

Det vil også sikre de patienter med de mest komplekse forløb med samtidige udfordringer på eksempelvis social udsathed, sprogbarrierer, eller psykisk sygdom. Det vil skabe reel lighed i sundhed.

Regeringens kurs er den stik modsatte. Øget privatisering uden reelle svar på, hvordan vi sikrer tilstrækkelig kapacitet. Det vil være et grundlæggende brud på princippet om et offentligt sundhedsvæsen med lige og fri adgang. Det vil betyde en eksplosion i den geografiske og sociale ulighed i sundhed. Det vil være en dødelig cocktail for hele vores velfærdssamfund.