Forbrugerstyrelsen blåstempler apotekernes rådgivning

NOTE: Forbrugerstyrelsens test af apotekerne viser, at kunderne i de fleste tilfælde får en god rådgivning, når de går på apoteket for at købe håndkøbslægemidler.

Selvom testen af apotekernes rådgivning viser et positivt resultat, råder direktør i Forbrugerstyrelsen Louise Holck apotekskunder til selv at gøre en indsats for at få den bedste rådgivning:

"Undersøgelsen viser jo heldigvis, at apotekerne oftest er gode til at spørge, hvem der skal bruge medicinen, og til at fortælle om bivirkninger og risici. Men jeg vil alligevel opfordre forbrugerne til selv at gøre apotekerne tydeligt opmærksomme på særlige forhold som for eksempel allergi og graviditet," siger hun i en pressemeddelelse.

Forbrugerstyrelsen har testet rådgivningen af fire produkter som næsespray, svampemidler, gigtmedicin og smertestillende lægemidler. Kun i få tilfælde viser det sig, at kunden ikke får tilstrækkelig rådgivning.

Eksempelvis fik en gravid ikke tilstrækkelig rådgivning, da hun købte det smertestillende håndkøbslægemiddel Ipren.
  
"Det er ikke godt nok," siger Apotekerforeningens formand Niels Kristensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Siden Forbrugerstyrelsen lavede testen i maj måned, har vi taget fat i at forbedre rådgivningen af håndkøbsmedicin. På apoteket skal vi sikre kunden en god rådgivning. Så snart vi kendte resultatet af testen, indskærpede vi overfor samtlige apoteker, at de skal være opmærksomme på ikke at udlevere Ipren til gravide." 

I nær fremtid får alle apoteker besøg af Apotekerforeningens konsulenter, der vil lægge særlig vægt på at optimere rådgivningen ved køb af håndkøbslægemidler.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00