Hjerteforeningen: Sundhedsvæsenet skal sikre sammenhæng i behandling
DEBAT: Sundhedsvæsenet i dag er tilpasset systemets logik frem for patienternes, og det går særligt ud over kroniske patienter, der oplever problematiske overgange mellem udbud og svingende kvalitet, skriver direktør for Hjerteforeningen Anne Kaltoft.
Af Anne Kaltoft
Administrerende direktør i Hjerteforeningen
I dag har vi et sundhedsvæsen, hvor udgangspunktet er systemets logik og ikke patienternes, hvor patienterne oplever problematiske overgange, hvor der mangler systematik i samarbejdet mellem hospitaler og kommuner, hvor vi mangler kommunale sundhedsdata, og hvor vi ikke i tilstrækkelig grad formår at fastholde de mest sårbare patienter.
Vi har brug for et sundhedsvæsen, der også er indrettet til kronisk syge patienter, der skal lære at leve med deres sygdom, og som har behov for løbende kontakt med sundhedsvæsenet.
Fra systemlogik til patientlogik
Set fra en hjerte-kar-patients perspektiv er deres sygdom ét forløb! Lige meget om patienterne har brug for kirurgisk eller medicinsk behandling. Uanset om det foregår som behandling på hospitalet, konsultationer hos egen læge eller rehabilitering i kommunen. Systemets specialekasser interesserer kun i mindre grad patienterne.
Skriv til os på [email protected]
Næsten 470.000 danskere lever i dag med en hjerte-kar-sygdom, og det er for de flestes vedkommende en sygdom for livet. Det udfordrer logikken i sundhedsvæsenets struktur, der ikke understøtter sammenhæng i patienternes forløb.
Sundhedsvæsenet er lidt forenklet sagt indrettet med den forudsætning, at når vi bliver syge, modtager vi behandling og bliver raske, og derefter har vi ikke længere behov for kontakt til sundhedsvæsenet, medmindre vi bliver syge igen. Men sådan ser virkeligheden slet ikke ud for kronisk syge patienter.
Sundhedsvæsenet er lidt forenklet sagt indrettet med den forudsætning, at når vi bliver syge, modtager vi behandling og bliver raske, og derefter har vi ikke længere behov for kontakt til sundhedsvæsenet, medmindre vi bliver syge igen. Men sådan ser virkeligheden slet ikke ud for kronisk syge patienter.
Anne Kaltoft
Adm. direktør i Hjerteforeningen
Problematiske overgange
Alt for mange patienter oplever problematiske overgange. Der mangler sammenhæng mellem hospital, egen læge og kommune. Det er blandt andet overgangen fra rehabilitering i hospitalsregi til kommunal rehabilitering, der er en udfordring.
Det skyldes, at der er forskellig henvisningspraksis på hospitalerne til rehabiliteringstilbud. Det er forskelligt, hvilke tilbud der findes i kommunerne, og der er ikke en ensartet kvalitet på tværs af rehabiliteringstilbuddene.
I dag er det i alt for høj grad op til hver enkelt kommune at skabe gode relationer til almen praksis og de enkelte hospitalsafdelinger for at overbevise dem om, at de bør henvise til de kommunale tilbud, hjælpe borgeren med at finde rundt og få den bedst mulige hjælp. Det er ikke hensigtsmæssigt, at henvisning og samarbejde afhænger af, hvilke relationer der (tilfældigvis) er blevet opbygget mellem den enkelte kommune og hospital. Kan vi dog ikke gøre det mere systematisk?
Kommunerne kan tage større ansvar
Det er en stor udfordring, at kommunerne ikke kan dokumentere betydningen af de aktiviteter, de sætter i gang for patienterne. Aktivitet og kvalitet af den kommunale indsats bør være tilgængelig, så det er muligt at sammenligne på tværs af kommuner, så best practice kan danne udgangspunkt for læring.
Regionerne har på en række områder opbygget kvalitetsdatabaser, som kan sammenligne aktiviteter, og om de lever op til den viden, man har om, hvad der virker. Hvorfor har kommunerne ikke et tilsvarende dokumentionssystem?
Kommunernes voksende ansvar og mere betydningsfulde rolle i sundhedsvæsenet kalder på markant opprioritering af dokumentation og datadeling, på linje med sundhedsvæsenets øvrige aktører.
Hjerterehabilitering skal tilpasses sårbare patienter
De mest sårbare patienter har svært ved at finde sig til rette i de eksisterende rehabiliteringstilbud. Det skal nytænkes. Sårbare patienter passer ikke altid ind i standardiserede forløb, der er behov for individuelt tilpassede forløb.
Vi ved, at det fremmer deltagelse, hvis rekrutteringen foretages mundtligt af læger, at tilbuddet foregår geografisk tæt på patienten, at arbejdsdelingen og overgang mellem hospital og kommune er tydelig, koordineret og velformidlet, samt at tilbuddene tilrettelægges fleksibelt og tilpasses undervejs. Derfor bør kommuner og regioner implementere den tilgængelige viden om, hvad der fremmer deltagelse i hjerterehabiliteringsindsatsen.
Lad os få en sundhedsreform, der sikrer sammenhæng, kvalitet og systematik, så vi kan få udlignet de store sociale og geografiske forskelle. Det vil være til gavn for patienterne og dermed til gavn for Danmark.