Debat

Ny alliance: Antibiotikaresistens kan trække tæppet væk under sundhedsvæsenet

Antibiotika er det medicinske fundament i vores sundhedsvæsen, men den konstante fremmarch af resistente bakterier truer fundamentet – og det kan få alvorlige følger, skriver tre stiftere af ny, dansk alliance mod antibiotikaresistens. 

Der er meget at vinde ved at sætte ind over for udviklingen af antibiotikaresistens. Alligevel er det som om, at truslen fra resistente bakterier ikke rigtig bliver taget alvorligt, skriver tre stiftere af ny, dansk alliance mod antibiotikaresistens.
Der er meget at vinde ved at sætte ind over for udviklingen af antibiotikaresistens. Alligevel er det som om, at truslen fra resistente bakterier ikke rigtig bliver taget alvorligt, skriver tre stiftere af ny, dansk alliance mod antibiotikaresistens.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2020 fik 1,2 millioner danskere antibiotika.

Nogle mod urinvejsinfektion eller mellemørebetændelse. Andre til behandling af en infektion i forbindelse med deres kræftbehandling. Igen andre til forebyggende behandling i forbindelse med et kirurgisk indgreb.

Antibiotika er det medicinske fundament i vores sundhedsvæsen, men den konstante fremmarch af resistente bakterier truer fundamentet – og det kan få alvorlige følger. 

Uden effektiv antibiotika risikerer vi, at det bliver svært eller umuligt at behandle kræft eller udskifte et knæ, fordi risikoen for infektioner bliver for stor.

Anne Bloch Thomsen, Stine Hasling Mogensen og Steffen Pierini Lüders

Uden effektiv antibiotika risikerer vi, at det bliver svært eller umuligt at behandle kræft eller udskifte et knæ, fordi risikoen for infektioner bliver for stor, og resistente bakterier spås at overhale kræft som den største dræber allerede i år 2050. 

Samtidig er resistente bakterier ensbetydende med betragtelige omkostninger for sundhedsvæsenet og for samfundsøkonomien: Ifølge OECD vil resistente bakterier pålægge sundhedssystemerne på tværs af 34 OECD og EU/EØS-lande, herunder Danmark, en årlig omkostning på cirka 200 milliarder kroner (eller 28,9 milliarder dollars) hvert år frem til 2050.

Dertil kommer 32,5 millioner flere indlæggelsesdage på sygehusene i samme gruppe af lande. 

Det er med andre ord en udfordring, der vedrører og bør bekymre os alle – borgere, sundhedsprofessionelle og myndigheder.

Den største trussel mod sundheden

Der er meget at vinde ved at sætte resolut ind over for udviklingen af resistens, både lokalt og globalt. 

Alligevel er det som om, at truslen fra resistente bakterier – som WHO kalder en af de største trusler mod menneskers sundhed – ikke rigtig bliver taget alvorligt. Det skyldes måske, at vi ikke mærker konsekvenserne endnu – og selvom FN’s prognose om ti millioner dødsfald om året i 2050 lyder af meget, så føles 2050 stadig langt væk. 

Læs også

Men der er allerede nu mennesker, som oplever konsekvenserne på egen krop: Allerede i 2020 døde hundrede mennesker om dagen i EU på grund af resistente bakterier, og i 2019 døde 1,27 millioner mennesker globalt af resistente infektioner.

Vi må og skal skrue op for indsatsen, hvis vi skal løse krisen inden den får så store konsekvenser, at det vil påvirke os alle. Heldigvis findes der løsninger. 

Først og fremmest skal vi:

  • Begrænse og målrette anvendelsen af antibiotika, så det bruges med omtanke – såkaldt stewardship.
  • Forebygge infektioner, blandt andet ved at bruge vacciner mere strategisk, og begrænse spredningen af infektioner gennem hygiejne-foranstaltninger og målrettet testning.
  • Og så skal vi skabe incitamenter til udvikling, produktion og markedsføring af ny antibiotika, så vi har nye våben at tage i brug mod de resistente bakterier, når de gamle fejler.

Foruden de betragtelige gevinster, der er at hente for den enkelte borgers sundhed - og overlevelse -  er det tilmed en god forretning at investere i bekæmpelsen af resistente bakterier.

OECD vurderer, at hver krone investeret i policy-initiativer mod antibiotikaresistens i gennemsnit giver fem kroner igen. 

Læs også

Danmark kan mere

”Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen, og det forudsætter, at vi forbedrer og ruster det til fremtiden,” skrev regeringen, da de i maj introducerede en sundhedspakke med en ekstraordinær indsats på kræftområdet.

Vores budskab i dag er, at vi som en del af fremtidssikringen af vores sundhedsvæsen (og dermed vores samfund) også er nødt til at sikre det fundament, som kræftbehandlingen – og moderne medicin – står på. 

Vi ønsker at øge opmærksomheden på antibiotikaresistens og de afledte konsekvenser, og vi vil være med til at udvikle løsningerne.   

Anne Bloch Thomsen, Stine Hasling Mogensen og Steffen Pierini Lüders

Vi har derfor etableret en dansk alliance mod antibiotikaresistens med foreløbigt tyve medlemmer, der repræsenterer det danske sundhedsvæsen og civilsamfund bredt, som skal bidrage til den fremtidssikring.

Vi ønsker at øge opmærksomheden på antibiotikaresistens og de afledte konsekvenser, og vi vil være med til at udvikle løsningerne. 

Vi mener, at Danmark har unikke muligheder for at bidrage til gavn for både os selv og resten af verden. Vi har et stærkt akademisk miljø, en stor life science-sektor og engagerede og kompetente sundhedsmyndigheder.

Vi bør med andre ord både have forudsætningerne for og motivationen til en styrket indsats.

I 2024 kommer Danmarks nye nationale antibiotikahandlingsplan, og vi håber på en progressiv plan med et bredt fokus, der rummer alle de elementer, som vi ved er nødvendige for at bekæmpe resistenskrisen.

Vi vil meget gerne bidrage til at udarbejde en reel handlingsplan, der indeholder konkrete indsatser. Og vi inviterer hermed til en konstruktiv og løsningsorienteret debat, der fører til handling.

Ny alliance i mod antibiotikaresistens

Initiativtagerne til den nye alliance er Pfizer Danmark sammen med Novo Nordisk Fonden og Fagforeningen Pharmadanmark.

Alliancens medlemmer

  • Snipr Biome
  • Rådet for bedre hygiejne
  • Dansk Industri
  • Department of drug design and pharmacology,
  • Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
  • Københavns Universitet
  • CPH Bio
  • Copenhagen Biorefinery Aps
  • Copenhagen Bioengineering Aps
  • Department of veterinary and animal Sciences
  • Københavns Universitet
  • Microbial Ecology and Biotechnology, Københavns Universitet
  • Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv
  • Forskningsenheden for klinisk mikrobiologi, SDU/OUH
  • Infektionsmedicinsk Afdeling Q, OUH
  • GSK
  • LIF
  • Triangulate Health
  • Dialab
  • Science, Københavns Universitet
  • Gigtforeningen
  • Afdeling for infektionssygdomme, Aarhus Universitet og Universitetshospital
  • Pharmadanmark
  • Novo Nordisk Fonden
  • Pfizer Danmark
  • Roche

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00