Specialeplanen skal være patientens plan

Af Jens Stenbæk (V)
Regionsrådsformand, Region Sjælland

Som folkevalgt regionsråd skal vi sikre den bedst mulige behandling for alle borgere i regionen inden for de rammer, økonomiaftalen med regeringen og Sundhedsstyrelsens specialeplan afstikker.

Derfor har jeg en naturlig forventning om, at når Sundhedsstyrelsen har den lovfæstede ret til at træffe meget vidtgående – og i øvrigt inappellable - beslutninger med meget store konsekvenser for borgerne og en række andre offentlige myndigheder, så træffes beslutningerne på et solidt, fagligt grundlag.

Afgørelserne skal begrundes og være gennemskuelige, og det skal være helt klart, at en forventet nyttevirkning er større end en forventet kvalitetsforringelse, når noget laves om – eller bevares.

Det er bedst for patienten, at Sundhedsstyrelsen tager mere hensyn til det, end hvad der måtte være nemmest for Sundhedsstyrelsen at administrere, når stærke fagpolitiske lægekræfter sidder på bagsædet og bestemmer, hvordan den skal arbejde, og hvem der skal lave hvad.

Jens Stenbæk (V)
Regionsformand, Region Sjælland

De allermest vidtgående beslutninger, Sundhedsstyrelsen træffer, findes i styrelsens specialeplaner, der udsendes med fem års mellemrum. Al planlægning og drift i sygehusvæsnet bygger på dem.

Nu har de lægefaglige selskaber og de fem regioner sat sig sammen med Sundhedsstyrelsen for bordenden for at definere, hvor og hvor mange steder konkrete behandlinger må udføres.

Det munder ud i en ny vejledning: Specialeplanen 2014.

I den proces kan vi foreløbig se, at der nok er små forbedringer på vej, men grundlæggende tegner der sig et billede af en Sundhedsstyrelse, der har tændt for automatpiloten og kører mod centralisering.

Regioner bør selv kunne udføre behandlingerne 
Hvis en sygdom er meget sjælden, og man opnår de bedste resultater, ved at behandlingen centraliseres på et enkelt eller meget få centre for at sikre den nødvendige erfaring, er det naturligvis det bedste for alle patienter, selv om nogen skal rejse langt for at få behandlingen.

Men når der lægges op til konsekvent at hæve specialiseringsniveauet, således at behandlinger, som alle regioner allerede udfører i dag, fremover vil blive højt specialiseret – uden at der er fremlagt faglig dokumentation for, at det er bedst for patienten – fratager Sundhedsstyrelsen os ikke blot muligheden for at udvide behandlingstilbuddet, men indskrænker også vores nuværende tilbud til borgerne i Region Sjælland.

Det har konsekvenser. Rekruttering og uddannelse bliver sværere, sygehusplanen udhules, behandlinger skal pludselig samles på sygehuse, der ikke har plads til at løse de nye opgaver, og patienterne vil opleve flere skift og usammenhængende forløb.

Derfor bør udgangspunktet være, at regionerne selv får mulighed for at varetage behandling, med mindre der er solid evidens for, at det vil forringe kvaliteten.

Hidtil har den omvendte logik været tilfældet: Sundhedsstyrelsen har fulgt - og følger – et mantra om, at centralisering altid fører til en bedre kvalitet – uanset om styrelsen har evidens for det.

Sundhedsstyrelsen må ændre praksis
For eksempel har Region Sjælland i flere omgange dokumenteret, at det vil være til gavn for regionens borgere, hvis behandling af store blodpropper i hjertet (PCI) foregår på Roskilde Sygehus, så den ekstra transport til Rigshospitalet kunne spares. Evidensen er stærk og erfaringerne fra udlandet – bl.a. de nordiske lande - peger på decentralisering af denne type behandling. Alligevel har Sundhedsstyrelsen fastholdt, at der ikke er plads til to PCI-centre i Østdanmark – i øvrigt selvom der tidligere har været to centre.

Jeg har, som de øvrige folkevalgte, der er ansvarlige for tilrettelæggelse og drift af det borgernære sundhedsvæsen, en klar forventning om, at de rammer, Sundhedsstyrelsen stiller op for regionsrådets arbejde med at sikre bedre behandling og mere lighed i sundhed, bygger på et solidt fagligt grundlag, og at denne dokumentation tydeligt fremgår af Sundhedsstyrelsens materiale, så man undgår mistanke om magtfordrejning.

Det er bedst for patienten, at Sundhedsstyrelsen tager mere hensyn til det, end hvad der måtte være nemmest for Sundhedsstyrelsen at administrere, når stærke fagpolitiske lægekræfter sidder på bagsædet og bestemmer, hvordan den skal arbejde, og hvem der skal lave hvad.