Sundhedsøkonom: Der skal mere fokus på organer til transplantation

Af Eva Draborg
Lektor, Ph.d. ved Center for Sundhedsøkonomisk Forskning

Der er en velkendt diskrepans mellem udbud og efterspørgsel efter organer til transplantation både i Danmark og internationalt.

Det har gennem en årrække ført til forskellige forslag; alt lige fra øget oplysningsindsats over for befolkningen, indførelse af formodet samtykke med opt-out-mulighed, direkte og meget energisk henvendelse til pårørende (af nogle kaldet ”organgribbe”), ændret organisering af og arbejdsgange for organdonationsforløb til initiativer af mere alternativ karakter såsom skattebegunstigelse af registrerede donorer, reducerede sundhedsforsikringspræmier eller fortrinsret ved behov for organer.

Andre har foreslået betaling af begravelsesudgifter eller godtgørelse af tabt arbejdsfortjeneste (ved levende donationer), og andre igen har foreslået indførelse af direkte betaling til organdonorer eller deres pårørende.

Handlingsplan fra 2014
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i 2014 har i 2014 udsendt en Handlingsplan for Organdonation med 23 initiativer, som skal styrke den nationale indsats på organdonationsområdet og minimere tabet af egnede donororganer.

Handlingsplanen har to overordnede fokusområder: forbedret udnyttelse af det eksisterende og af det mulige donorpotentiale samt øget indsats i forhold til rekruttering af organdonorer, herunder også anvendelse af nudging. Der ingen tvivl om, at de foreslåede initiativer har potentiale til at øge antallet af mulige donorer, donationer og transplantationer.

Udfordring nummer 1 er, at det ikke er formuleret som en egentlig pligt og dermed er undgåelig. Udfordring nummer 2 er, hvordan man forholder sig overfor personale, der er utrygge og føler sig uerfarne og inkompetente?

Eva Draborg
Sundhedsøkonom, Syddansk Universitet

Offentlig adfærdspåvirkning
Det er dog på sin plads at dvæle lidt ved et af initiativerne. Nudging. Det store mantra i offentlig adfærdspåvirkning i disse år. Der er ingen tvivl om, at nudging virker. Det er set på mange områder, men der bør ses differentieret på forskellige grupper, før man konkluderer at have fundet universalmidlet.

Gentagne befolkningsundersøgelser viser, at en relativ stor gruppe danskere er positivt indstillede over for organdonation og gerne selv vil afgive organer. En del af dem har bare aldrig fået taget sig sammen og tilmeldt sig organregistret.

Dem vil nudging i form af pop-up vinduer på offentlige portaler som Sundhed.dk eller Borger.dk eller ved tilsendelse af brochurer sammen med sygesikringskortet kunne påvirke til på en let og overskuelig måde at tilmelde sig som organdonor.

Men den gruppe, som er negativt indstillede overfor organdonation eller som føler ubehag ved tanken om døden, er ikke påvirkelig overfor den. Dem risikerer man at påvirke i en negativ retning og skabe yderligere ubehag eller irritation hos og dermed forringe deres livskvalitet ved at konfrontere dem med spørgsmålet.

Sundhedspersonalet og donationsspørgsmålet
Et andet perspektiv, som kun implicit indgår i Handlingsplanen, men som har betydning for omfanget af donationer og transplantationer, er personrelaterede barrierer hos personalet på intensivafdelingerne.

Det er spørgsmålet, om det personale, der i dagligdagen står i mulige donationssituationer, alle og altid føler sig kompetente til og bekvemme ved at tage organdonationsspørgsmålet op med de pårørende og dernæst til at medvirke i organdonationsforløb?

Nej, det gør ikke alle, og det er specielt udtalt på de mindre regionale intensivafdelinger, hvor donationsforløb er sjældent forekommende. En del af dem oplever manglende erfaring som en barriere.

Det er der tidligere rettet initiativer imod med oprettelse af regionale donationskorps og med indførelse af nøglepersoner samt med Dansk Center for Organdonations udvikling af kommunikationskurser.

Ikke en pligt
I Handlingsplanen specificeres en uddybende vejledning fra Sundhedsstyrelsen, hvor lægen ”altid bør” undersøge mulighederne, hvis det skønnes, at donation kan blive relevant. Udfordring nummer 1 er, at det ikke er formuleret som en egentlig pligt og dermed er undgåelig. Udfordring nummer 2 er, hvordan man forholder sig overfor personale, der er utrygge og føler sig uerfarne og inkompetente?

Kan man forvente, at de i en travl vagt kan undertrykke deres ubehag og oplevelse af manglende kompetence og igangsætte donationsforløb, blot fordi en vejledning udtrykker, ”at man bør?”

Det bliver interessant, når Sundhedsstyrelsens statusopgørelse for Handlingsplanen udkommer.