Af Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder for Ulandssekretariatet

Hvorfor udrydde fattigdom? Hvorfor ikke bare udrydde de fattige? De er sgu så fattige – og så kedelige …

Denne – indrømmet, ret stygge parafrase over Rytteriets snobber, Poul og Fritz, faldt mig ind, da jeg først tænkte på den interessante opgave at skrive om tilliden til udviklingsbistanden her i begyndelsen af valgkampen.

Det blå hold er som bekendt ude med riven efter bistanden – omkring to en halv milliard kroner af den. Sådan en besparelse kan man da tage og føle på, så valgkampen er derfor en mulighed for, på god demokratisk vis, at diskutere udviklingsbistandens størrelse og anvendelsen af den.

Eller hvad? Der bliver sikkert på et eller andet tidspunkt frem til 18. juni stillet skarpt på udviklingsbistanden, men jeg frygter, at diskussionen forbliver overfladisk. Sikkert noget med, at vi skal give nogle penge til vores egne fattige fra nogle andres fattige – og så når den ikke meget videre.

”Udviklingsmiljøet” vil hive kan-vi-virkelig-være-det-bekendt-argumentet frem. Det er sådan set et udmærket og etisk korrekt argument. Der vil også komme konkrete eksempler på mennesker, som vil lide, sulte og dø, fordi vi skærer ned på udviklingsbistanden. Disse argumenter er bare ikke tilstrækkelige i den politiske verden.

Den egeninteresse, som Danmark har i udviklingsbistanden, er vigtig at få forstået, formuleret, forklaret og sparket ud over rampen.

Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder for Ulandssekretariatet

Som enkeltindivider ønsker de fleste, at alle mennesker har, hvad de skal bruge, ikke falder i søvn sultne, får uddannelse, arbejde og lykke. I samme moment ved vi også, at dansk udviklingsbistand kun er en dråbe i havet, og at vi derfor ikke kan hjælpe hele verden. Derfor er det vigtigt at forstå, at dansk udviklingsbistand i høj grad gennemføres i danskernes interesse.

Gennem udviklingsbistanden skabes, udover de konkrete resultater for modtagerne, viden, netværk og goodwill, som i høj grad er nyttige, når danske virksomheder engagerer sig i udlandet. Den investering komme mangefold igen, når tidligere partnerlande hæver sig op økonomisk og pludselig kan præsentere købedygtige forbrugere. Vores bidrag til de multilaterale institutioner giver international anseelse, respekt og indflydelse, som langt overgår den indflydelse, som et så lille land som Danmark egentlig kan forvente.

Den egeninteresse, som Danmark har i udviklingsbistanden, er vigtig at få forstået, formuleret, forklaret og sparket ud over rampen.

En så stor nedskæring, som to en halv milliarder kroner er, kan ikke undgå at få store og dybe konsekvenser for Danmarks internationale anseelse og indflydelse og på danske virksomheders fremtidige muligheder på kommende eksportmarkeder.

Tillid opstår med gode partnere
Så lad mig spørge: Hvad skal der til for at opbygge tillid mellem udviklingsorganisationerne og politikerne – og i sidste ende danskerne?

Tillid opstår mellem stærke og stabile partnere. I Ulandssekretariatet arbejder vi gennem fagbevægelsen i vores partnerlande. Her indgår fagbevægelsen i trepartsforhandlinger med regering og arbejdsgivere. Den er med i råd, nævn og udvalg. Den laver lobbyarbejde. Den taler med politikere. Den har indflydelse på love, regler og reguleringer. Den sidder kort sagt med ved bordet, og det har den gjort i årevis. Blandt andet med og nogle gange på grund af dansk støtte.

Fagbevægelsen har med dansk støtte bl.a. været drivende i at skaffe en sundhedsordning i Benin (også for de fattigste i den uformelle økonomi), nemmere bevægelighed af arbejdskraft mellem landene i Østafrika, sociale sikkerhedsnet i Pakistan, bedre mindstelønninger i Cambodia, overenskomster i Filippinerne og er nu på vej til at organisere hundreder af tusinder arbejdere i Rwanda. Hvad der også er interessant, er, at DI og Håndværksrådet også er særdeles aktive i nogle af disse samarbejder.

Det er eksempler på langsigtet udvikling – håndværk i det politiske værksted – og vores venner fra Rytteriet ville nok finde det lidt kedeligt. Men pointen er, at det er tale om regulære partnerskaber på kryds og tværs, som udover at hjælpe rigtig mange mennesker helt konkret til et lidt bedre liv, er med til at skabe fremtidens muligheder for Danmark i kommende vækstmarkeder.

De, som vil spare på bistanden, mangler tilsyneladende den indsigt i udviklingsbistandens maskinrum, og bekymrende er det, at de hænger fast i et ældgammelt billede af bistandens natur som en humanitær indsats, hvor den barmhjertige samaritaner deler lidt af sin overflod. Nu er den barmhjertige samaritaner blevet træt af at give bistand – det nytter alligevel ikke, tror han – og derfor kan vi ligeså godt bruge pengene på os selv. Det er helt forfejlet; udviklingsbistand er en investering i fremtiden, et stærkt udenrigspolitisk instrument, som skal være med til at stabilisere, støtte og udvikle lande i en ustabil verden præget af ulighed og ufred.

Hvis man skærer voldsomt i bistanden, men fastholder udgifterne til krudt og kugler, antager målsætningen om at udrydde fattigdom en ny dimension, nemlig som en målsætning om at udrydde de fattige. Og udover at det er surt for de fattige, så er det altså også at skyde os selv i foden.