Debat

CARE: Besparelser undergraver udviklingsstrategiens principper

Christian S. Nissen
Christian S. Nissen Bestyrelsesformand, RUC og Care Danmark, fhv. generaldirektør, DR

DEBAT: I regeringens seneste bistandspolitiske udspil vil man spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden. Det vil blive et alvorligt benspænd for regeringens egne principper, skriver Christian S. Nissen, formand for CARE Danmark.

David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian S. Nissen
Formand i CARE Danmark

For nogle måneder siden lancerede regeringen en aktivistisk bistandspolitik. Vi skal opprioritere den globale værdikamp med udviklingsbistand som det vigtigste våben, hed budskabet fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i Berlingske Tidende.

Men de nedskæringer på udviklingsbistanden, som nu overvejes, vil blive et alvorligt benspænd for den bistandspolitiske satsning.

Undergraver principper om medindflydelse
Ifølge udviklingsministeren bygger den aktivistiske udviklingspolitik på fem principper. De er, at vi skal føre kritisk dialog, at virksomheder skal fremme værdier, at udviklingsarbejde skal bygge på folkelig forankring både i Danmark og i modtagerlandene, at Danmark skal opnå indflydelse gennem engagement, og at humanitære organisationer skal i front. Men planen om at spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden vil undergrave sammenhængen mellem strategiens principper.

Fakta
Fra 28. oktober og en måned frem tager Udviklingsdebatten finansloven op til debat.

Mød denne måneds debatpanel her

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Regeringen har meldt ud, at princip nummer fem, om satsningen på de humanitære organisationer, er fredet. Det er naturligvis godt for hjælpen til ofrene for naturkatastrofer og krige. Men den rent humanitære indsats er det blandt de fem principper, som betyder mindst for en aktivistisk udviklingspolitik.

Den kan holde folk i live, men ændrer ikke grundlæggende på modtagerlandenes økonomiske og sociale forhold og på deres samfundsværdier. Nødhjælpen har nærmest per definition et apolitisk formål, som ligger i periferien af den aktivistiske strategi. Det er indsatsen på de resterende fire principområder, der skal understøtte aktivismen.
Derfor er det svært at forstå, at det primært er her de 2,5 millioner kroner skal hentes. 

... planen om at spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden vil undergrave sammenhængen mellem strategiens principper.

Christian S. Nissen
Formand, CARE Danmark

Den danske tilstedeværelse skal bibeholdes
Til forskel fra nødhjælpen er den aktivistiske strategis fire vigtigste grundelementer (kritisk dialog, danske virksomheders aktive medvirken, den folkelige forandring og opnåelse af indflydelse) alle noget, der kræver en langsigtet og kontinuerlig indsats for at opnå effekt. Det forudsætter en udbredt og vedholdende tilstedeværelse, både af udenrigsministeriets ambassader og af de frivillige danske bistandsorganisationer.

Danske virksomheder får kun fodfæste på disse fjerne markeder og mulighed for at sikre bedre arbejdsforhold gennem det lange, seje træk. Det samme gælder den folkelige opbakning bag dansk bistandspolitik, og ikke mindst arbejdet med at bygge dansk bistandsindsats på en involvering af civilsamfundet i modtagerlandene.

Der er en stor risiko for, at de mange organisationer og bevægelser i ulandene, vi i de senere år har indledt samarbejde med, vil opleve det som et tillidsbrud, hvis vi nu må pakke sammen og trække os tilbage på grund af de planlagte besparelser.

Hvis den aktivistiske udviklingspolitik skal blive til noget, bør regeringen finde andre løsninger end at skære på de dele af udviklingsbistanden, som på lang sigt er den konstruktive vej til at mindske flygtningestrømmen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian S. Nissen

Formand, Foreningen Informations Venner, bestyrelsesmedlem, Forum for fremtidens offentlig styring og ledelse, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, fhv. generaldirektør, DR
cand.phil. (Københavns Uni. 1972), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1975)

0:000:00