Caritas: Regeringens Afrika-plan risikerer at blive elitær og glemme de fattigste

Trossamfundene som sikkerhedsnet

I stater med et svagt velfærdsnet er det trossamfundene, der træder til for at tage hånd om menneskene på samfundets bund.

Det ved vi fra Europa, hvor det var kirkerne, der i tiden før velfærdssamfundets opblomstring, stod for driften af skoler, sygehuse, universiteter og fattiggårde, ligesom det var ordensfolk, der passede på de gamle, de fattige og de syge.

Sådan er det stadig i store dele af verden. Vi skal bare til Tyskland, hvor Caritas med 700.000 ansatte er den største arbejdsgiver efter staten, fordi man driver en lang række sociale og sundhedsmæssige ydelser i samfundet.

Når andre organisationer må forlade kriseramte lande, er trossamfundene ofte så integrerede, at de kan fortsætte kampen for fred og menneskerettigheder.

Maria Krabbe Hammershøy
Generalsekretær, Caritas

Gang på gang og over hele verden, ser vi, at det er trossamfundene, som får dækket folks basale behov og får hverdagen til at glide, når overordnede samfundsmæssige strukturer falder fra hinanden på grund af krig, konflikt, hungersnød og naturkatastrofer.

Ved regeringens lancering af Afrika-planen blev det flere gange nævnt, at basal uddannelse er afgørende, men mange steder har skrøbelige stater helt opgivet at drive skoler, og så er der kun trossamfundenes skoler tilbage.

På samme måde må mange civilsamfundsorganisationer forlade kriseramte lande, mens trossamfundene er så integreret i landene, at de i mange tilfælde kan fortsætte kampen for fred og menneskerettigheder. Det ser vi for eksempel hos vores partnere i Uganda.

Jeg har selv lige været i Burkina Faso, hvor jeg blandt andet oplevede de store hospitaler, som kirken driver, og mens jeg var der, blev der åbnet et nyt flot kirurgisk afsnit på et stort hospital i hovedstaden. Det blev åbnet med pomp og pragt af Sundhedsministeren og den lokale biskop i fællesskab. Caritas arbejder i Burkina Faso blandt andet med at sikre kvinders borgerrettigheder, for eksempel ved at facilitere udsatte kvinders adgang til sociale samfundsydelser.

I Niger, hvor kirken er en meget lille minoritet, tager Caritas sig af de allerfattigste ved at styrke kvinders uddannelse og basale rettigheder i et land med en skrøbelig stats ikke-eksisterende indsats.

Spørgsmålet om, hvordan vi sikrer en retfærdig og social udvikling, der inkluderer alle i samfundet, bør regeringen besvare i Afrika-strategien og for at besvare det, må de også høre trossamfundene, der igen og igen træder til, når staterne bryder sammen eller er ikke-eksisterende. Som repræsentant for et af trossamfundene ser vi frem til at opleve ”ligeværd, respekt og en ny tilgang”.