Forfatter og udviklingsforsker til regeringen: Vil I lytte til det fattige flertal i jeres Afrika-plan?

Roses børn drømmer om at komme på universitetet, men selv med de private, danske bidrag rækker pengene kun til og med 11. klasse. Med den kan de få adgang til en håndværksuddannelse.

Cathy ville ellers gerne læse jura: ”Så vil jeg arbejde for, at vi får afskaffet al den vold mod kvinder, vi har her i landet. Jeg vil også arbejde for, at piger og kvinder kan få flere chancer i livet, end mor har haft. Og for at vi begynder at opdrage drenge og fædre, så de lærer at møde os piger og kvinder med respekt.”

Cathy er nu frisør. Hun er heldig, at dét lykkedes. Med en arbejdsløshed på mere end 70 procent for unge universitetsuddannede forbliver Cathys juristidé en drøm. Men hun er stadig opsat på at kæmpe for sine egne og andre kvinders rettigheder.

Broren Chris er blevet skrædder, men han tjener ikke nok. Philip er vred over, at Rose har forladt ham. Han har fundet arbejde, men bidrager ikke til familien. Så nu er der kun Chris til at forsørge sine mindre søskende og sin nu syge mor.

Det er et slid, men Chris tager et kursus, lærer om mad og servering, og for nylig har han åbnet sit eget madsted. Det går, men der er ikke råd til, at nogen i familien bliver syge. Chris har et stort hjerte, der også har plads til udstødte og med den nye lov kriminaliserede lgbtq+-unge.

Chris har taget ved lære af sin mor, og han gør som kvinderne i de fattige lokalsamfund overalt i Uganda: Selvom de er marginaliserede, er det dem, der skaffer det nødvendige til huse og sørger for omsorgen for børn, mænd, ældre og syge. Uden kvinderne, intet Uganda.

Det fattige flertals stemmer

Jeg ville ønske det. Men jeg ved ikke, om det er unge som Chris og Cathy, I har haft i tankerne, da I lancerede ideen om den nye Afrika-strategi. I sagde, at ”Afrika er ungdommens kontinent, og vi risikerer et helt kontinent, hvis ikke vi i Europa og Danmark begynder at engagere os på en helt anden måde, der bygger på ligeværd, forståelse, respekt.” 

Hvis I som regering vil undgå at sende unge afrikanere i favnen på russere og kinesere, tror jeg, I skal begynde at lytte til de fattige iblandt dem. Og til de bevægelser i befolkningerne, der kæmper deres sag.

Susanne Possing
Udviklingsforsker og forfatter

Hvad dét betyder i praksis, ved vi endnu ikke, kun at I ikke synes om, at unge afrikanere rejser til Kina, og at I taler om at give flere afrikanske studerende adgang til europæiske universiteter. Dan Jørgensen har ligefrem understreget, at ”uddannelse må være ’front and centre’ i alt, hvad vi laver.”

Men hvad med de unge som Chris og Cathy, der tilhører det fattige flertal? Vil I lytte til dem? Indgår deres fremtidsdrømme i de ”ambitioner og potentialer” i de afrikanske lande, I gerne vil forstå? Eller gælder lydhørheden kun de bedrestillede og ministre og embedsmænd i regeringerne, dem, I omtaler som ’partnere’?

Hvis I vil undgå at sende unge afrikanere i favnen på russere og kinesere, tror jeg, I skal begynde at lytte til også de fattige iblandt dem. Og til de bevægelser i befolkningerne, der kæmper deres sag. De unge klimaaktivister for eksempel, som arbejder for vedvarende energi, men som regeringen i Uganda for tiden slår hårdt ned på, når de går på gaden med deres bekymringer over olieboringerne i landet.

Forhandlinger i Ubuntus ånd

Jeg ved, du synes, det er pinligt, Dan Jørgensen, at udviklede lande endnu ikke har leveret på deres forpligtelse om 100 milliarder dollars til sikring mod klimaforandringerne inden 2025. Alligevel er I fortsat med at finansiere klimabistanden af midler afsat til ulandsbistand.

I Uganda er det ikke kun Chris og Cathy og deres familie, hvis adgang til mad og vand, klimaforandringer – udløst af vores del af verden – har bragt i fare. I min bog kan I læse om lokalsamfund i Kasese og om Evelyn, Joseph og Kica Ber Womens Group i Kalongo, der alle kæmper mod både tørke og voldsomme oversvømmelser.

På det afrikanske klimatopmøde i Nairobi for nylig opfordrede Wanjira Mathai, datter af Green Belt Movement-stifter og Nobelpristager Wangari Maathai, både sine egne afrikanske regeringer og vores i nord til at afholde mødet "i Ubuntus ånd – det afrikanske begreb, der anerkender, at hver enkelts identitet og skæbne er forbundet med alle andres identitet og skæbne.”

Det, Wanjira sagde, var, at vesten må droppe sine privilegier, for klimakatastroferne påvirker alle, rige som fattige, uanset hvor i verden vi bor.

Kan vi håbe på, at Wanjira Mathai er én af dem, I vil lytte til? For vores alle sammens skyld.