Danmission: Udviklingspolitikken er ikke kun enten-eller

Af Kirsten Auken
Programchef for fattigdomsbekæmpelse, Danmission

To tendenser dominerer bistandsdebatten i øjeblikket: Vi skal hjælpe i nærområderne. Og vi skal bruge flere penge på nødhjælp.

Det i sig selv er der ikke noget galt i. Men det går helt galt, når man ser på, hvor politikerne vil finde pengene – for dansk ulandsbistand vokser ikke. Tværtimod! Med den nye finanslov svinges sparekniven, så kagen til dansk ulandsbistand samlet er blevet flere milliarder mindre. Derudover bliver et stadig større stykke spist op af modtagelse af flygtninge i Danmark. Regner man lidt på tal fra Udenrigsministeriet, viser det sig, at den reelle bistand til fattigdomsbekæmpende udviklingsarbejde nu kun udgør 0,56 procent af Danmarks BNI.

Bliver konklusionen så, at dansk ulandsbistand stort set kun rækker til katastrofehjælp i nærområderne? Vel at mærke de ”nærområder”, der ligger nær nok ved Danmark til, at der er risiko for, at flygtningene kunne finde på at rejse mod Kruså – lytter man til den bredere politiske debat for tiden, så er det nemlig vist det, der ofte menes, når der snakkes ”nærområder”.

En sådan strategi er både kortsigtet og dum. Det svarer lidt til at omlægge dansk sundhedspolitik, så der fremover kun bevilges penge til behandling af kræftsvulster og blodpropper, når de allerede er der, men intet til den langsigtede forebyggende sundhedsindsats. Det vil vist ingen politiker ved sine fulde fem for alvor gå ud og argumentere for.

Både behandling og forebygning
Og lige så uforståelig og ineffektiv er denne strategi, når det handler om udvikling ude i verden. Vores udenrigs- og udviklingspolitik skal selvfølgelige også gøre begge dele – nemlig forebygge skaderne og behandle, når de alligevel opstår. Med andre ord: bekæmpe fattigdommen og give nødhjælp, når katastrofen rammer.

Men for nu at vende tilbage til sammenligningen med sundssektoren, så kan vi ikke nøjes med plaster og gazebind.

Kirsten Auken
Programchef for fattigdomsbekæmpelse, Danmission

Den voksende flygtningestrøm ind i Europa tiltrækker sig naturligvis det politiske fokus, og mange kræfter og penge bruges på at håndtere den situation nu og her. Det er vi naturligvis nødt til – forhåbentlig på en klog og menneskeværdig måde, hvor vi er vores globale ansvar bevidst og ikke bare forsøger at beskytte os bag højere hegn og strengere straffe til menneskesmuglerne.

Men vi er også nødt til at løfte blikket og kigge ud over den nuværende flygtningekrise fra Syrien. Presset på Europas grænser kommer ikke kun fra Mellemøsten. En del af de mennesker, der krydser Middelhavet, kommer fra lande længere nede i Afrika, drevet på flugt af andre krige eller katastrofer end dem, vi hører mest om i disse dage.

Og intet tyder på, at dette pres vil blive mindre i de kommende år. Voksende global ulighed, klimarelaterede katastrofer, rift om naturressourcerne – ja, der er mange faktorer, som også fremover vil få mennesker til at bryde op og prøve at slippe væk fra krig eller fattigdom og hjælpe sig selv og deres børn til en bedre fremtid. Det må vi også forholde os til udviklingspolitisk.

I vores egen interesse
Det er med andre ord også i Danmarks egen interesse at hjælpe mennesker også i de lidt fjernere ”nærområder” til at få et håb for fremtiden. I mange år har vi sagt, at vi ikke bare skal give mennesker en fisk, men hellere en fiskestang, en sø og retten til at fiske i søen. Hvis alle pengene skal gå til nødhjælp, svarer det til, at vi er tilbage til kun at dele fisk ud. Så bliver folk måske mætte i dag, men i morgen er de sultne igen. Det er ganske enkelt ikke særlig smart.

Man kan spørge: Skal vi da ikke hjælpe folk, som kommer i akut nød? Jo – vi skal give et humant og næstekærligt svar på vor tids største humanitære krise. Og også i Danmission, hvor jeg er programchef, samler vi ind til og hjælper mennesker, som er tvunget til at forlade deres hjem i det borgerkrigshærgede Syrien.

Det må vi ikke glemme. Men for nu at vende tilbage til sammenligningen med sundssektoren, så kan vi ikke nøjes med plaster og gazebind. Vi skal også forebygge og genopbygge – bekæmpe fattigdommen og hjælpe folk på fode igen, når katastrofer rammer.

I Danmark er vi faktisk internationalt kendt for at være rigtig gode til den langsigtede hjælp, som giver mennesker håb om og mulighed for en fremtid der, hvor de bor – både i de nære nærområder og i de fjerne nærområder. Vi er godt nok et lille land, men vi er – stadig – en bistandspolitisk stormagt. Det skal vi værne om.

Og det har vi råd til. Netop da jeg satte mig til tasterne for at skrive dette indlæg, tikkede et tweet ind fra regeringens udenrigsgransker Peter Taxøe-Jensen med et link til ”The Local”, hvor man kan læse, at Danmark nu er rykket op som verdens 3. mest fremgangsrige land. Så vi har råd til at tænke os om og agere med et langsigtet perspektiv, samtidig med at vi også håndterer de udfordringer, vi står med lige nu og her – det er ikke et enten-eller, men et både-og.