EL: Udviklingsbistanden skal mindske uligheden

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Man er et skarn, hvis ikke man glæder sig over, at FN med meget stor sandsynlighed i disse dage vedtager 17 nye mål for en mere retfærdig og bæredygtig verden.

Jeg er selv så heldig at være til stede i New York lige nu. Beslutningen vil med rette blive modtaget med stor jubel i mange kredse.

Men er det gjort med en beslutning på FN's generalforsamling? Nej – men det er der heller ingen, som har lovet. Efter beslutningen skal der laves mål i landene, og der skal sikres opfølgning og muligheder for løbende at måle på resultaterne, hvis ikke det skal ende i pæne ord. Og alle landene skal med, hvis planen skal lykkes.

Et par spørgsmål
Der er grund til, at vi i denne proces stiller hinanden et par spørgsmål.

Hvorfor er fattigdom og ulighed egentlig opstået? Hvorfor sikrede de sidste 500 års globalisering af økonomien, siden Columbus tog af sted for at erobre verden, ikke en mere lige fordeling af rigdommene?

Udviklingsbistand er ikke det grundlæggende opgør med de politisk-økonomiske strukturer, som det kræver for at stoppe en snæver global elite i at berige sig på det fattige flertals bekostning.

Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Alt tyder på, at magtforholdene mellem landene og jagten på først billige råvarer og senere billig arbejdskraft var den væsentligste drivkraft. I denne jagt blev der brugt mange brutale og inhumane midler – opbygning af imperier, slaveri, krige og kolonisering.

I vores tid er nogle af disse metoder afskaffet. Men de er afløst af andre og på overfladen mere acceptable metoder, nemlig handelsaftaler, gældsættelser og strukturelle økonomiske programmer. Krige, både militære og økonomiske, bruges stadig. Effekten er også i dag udbytning, fattigdom og ulighed. Og helt aktuelt et meget stort antal flygtninge. Effekten er også, at de, der har mest brug for udvikling, hindres i det.

Alt tyder på, at fattigdom og ulighed ikke alene er fravær af handling i de enkelte lande. Det er også accepten af magtkoncentrationer og enorme økonomiske interesser. Den skal nedbrydes, før verden kommer i balance, både socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Vækst udrydder ikke automatisk fattigdom
I de nye verdensmål nr. 8 står der, at målet er at sikre 7 % vækst i de mindst udviklede lande. Logikken er tilsyneladende, at hvis økonomisk vækst generer flere penge, og årsagen til fattigdom er mangel på penge, ja så må økonomisk vækst være vejen til at udrydde den.

Den globale BNP er siden 1990 vokset med mere end 250 %, samtidig med at antallet af mennesker, der lever for mindre end 5 USD pr. dag, er steget.

95 % af væksten går til de rigeste 40 pct, og uligheden i mange lande er øget. 7 ud af 10 bor i dag i lande, hvor uligheden er steget gennem de seneste 30 år. Store dele af den økonomiske vækst er blind for sociale og miljømæssige hensyn og udfordrer direkte vores fortsatte overlevelsesmuligheder på kloden.

Nogle har peget på, at vi har brug for et flerdimensionelt begreb til at måle ændringerne. Et nyt BNP-begreb, der ikke blot måler ændringer i økonomi? Gid at måleresultaterne i de nye verdensmål vil rette op på denne afgørende mangel. Ellers forbliver vi alt for retningsblinde.

Hvem er den generøse part?
For hver krone som gives i udviklingsbistand til syd, trækkes der 18 kroner ud via ensidige handelsaftaler, betaling af gæld, som landenes befolkninger ikke selv har skabt, skatteunddragelser, skattely og korruption.

Tal fra Credit Suisses årlige formueopgørelse viser, at den rigeste 1 procent nu råder over hele 43 procent af verdens rigdomme. Til sammenligning råder de 80 procent fattigste mennesker kun over 6 procent af verdens rigdomme. Endnu værre står det til, hvis man alene ser på den absolut mest velhavende elite. Den britiske udviklingsorganisation Oxfam har i en rapport opgjort, hvordan de 85 rigeste mennesker tilsammen nu ejer lige så meget som de fattigste 3,5 milliard mennesker, eller hvad der svarer til halvdelen af jordens befolkning.

Udviklingsbistanden slår ikke til
Det er nødvendigt også at se på magtforholdene og de årsager, der har skabt uretfærdigheden og den manglende bæredygtighed i verden. Udviklingsbistand er ikke det grundlæggende opgør med de politisk-økonomiske strukturer, som det kræver for at stoppe en snæver global elite i at berige sig på det fattige flertals bekostning.

Motiverne bag den nødvendige politik er således først og fremmest international solidaritet og den internationale og fælles kamp for en verden uden politisk og økonomisk ulighed, hvor udviklingsbistand derfor ikke længere er nødvendig.

Det betyder ikke, at udviklingsbistand ikke gavner. Den kan være et væsentligt bidrag til at bekæmpe fattigdom, fremme demokrati og styrke folkelige organisationer i at gennemsætte deres rettigheder.

Dansk udviklingsbistand – i overensstemmelse med loven for dansk udviklingssamarbejde fra 2011 – har mulighed for at yde et væsentligt bidrag til at bekæmpe fattigdom og ulighed. Dette fokus skal styrkes i den danske bistand, samt at bistand, der primært tilgodeser andre hensyn reduceres mest muligt.

Bistanden bør øges til 1 % af BNI uden at medregne udgifter til asyl. En naturlig finansiering af en gradvis øgning af bistanden ville f.eks. være at skære tilsvarende på militærudgifterne.

Det bliver nødvendigt at arbejde på mange niveauer, hvis de 17 nye mål skal nås inden 2030.