Debat

EU's handelspolitik kan udrydde lokalt landbrug

DEBAT: Små lokale landbrug kommer i klemme i EU's handelspolitik, mener Rina Ronja Kari, spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU. Der findes en alternativ handelspolitik, som sætter fokus på menneske- og arbejdstagerrettigheder, skriver hun.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når naturressourcer først og fremmest er noget, som store multinationale selskaber skal tjene penge på, så bliver det hurtigt lokalbefolkningen, der kommer i klemme.

Rina Ronja Kari
Spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU
Fakta

Fra 3. december og en måned frem handler Udviklingsdebatten om EU's udviklingspolitik.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Rina Ronja Kari
Spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU

Helt centralt i vores forhold til omverdenen står vores handels- og investeringspolitik. Her indgår vi aftaler om, hvordan stort og småt kan krydse grænserne, og her påvirker vi i høj grad udviklingen i såvel vores eget land som i andres.

Derfor er det også helt centralt at se på vores handels- og investeringspolitik, når vi snakker om udviklingslandene. Vores forhold til dem drejer sig jo ikke blot om bistandshjælp, men derimod om det samlede billede.

I dag er handelspolitikken overladt til EU, og det er således ikke noget, det danske Folketing bestemmer. Og der er desværre store problemer med EU’s handelspolitik – det gælder, uanset om vi ser på den fra et nationalt og lokalt perspektiv eller et globalt og udviklingsmæssigt perspektiv.

Risiko for udryddelse af små lokale landbrug
Konsekvenserne er mange og kendte, og jeg vil derfor ikke redegøre detaljeret for dem her, blot nævne få elementer:

Ideen om at tvinge markederne åbne for den globale fødevareindustri risikerer helt at udrydde de små lokale landbrug. Det er kedeligt for miljøet, men det er først og fremmest rigtig kedeligt for de mange mennesker, som mister deres livsgrundlag – og det er et særdeles udtalt problem i mange udviklingslande.

På samme måde har de omfattende krav til udlicitering og privatisering af centrale naturressourcer skabt kolossale problemer med for eksempel vandforsyning, herunder prisen på vand for almindelige mennesker. Når naturressourcer først og fremmest er noget, som store multinationale selskaber skal tjene penge på, så bliver det hurtigt lokalbefolkningen, der kommer i klemme.

En alternativ handelsaftale
Men heldigvis kan man sagtens forestille sig en anden handels- og investeringspolitik. Det er faktisk muligt, at man kunne lave handelsaftaler, der ikke presser på med udliciteringer, privatiseringer og tvangsåbninger af markeder, men som derimod tager udgangspunkt i nogle alternative principper.

Sådanne alternative principper har over 50 civilsamfundsorganisationer opstillet i fællesskab. De foreslår et alternativt mandat, der sætter fokus på menneske- og arbejdstagerrettigheder såvel som beskyttelse af miljøet. De foreslår dermed et fundamentalt skift i handelspolitikken – og det er da fantastisk inspirerende læsning.

Derudover foreslår de en proces for indgåelse af handelsaftaler, hvor befolkningerne får rigtig indflydelse, frem for at forhandlingerne skal foregå bag lukkede døre. Det vil åbne op for, at NGO’ere og andre kan råbe højt, når en handelsaftale endnu engang er ved at sætte et vanvittigt pres på for eksempel et udviklingsland, men det vil også betyde, at befolkningen faktisk kan blive hørt – og mon ikke det kunne lade sig gøre at øge fokus på blandt andet menneskerettigheder den vej igennem?

Men det kræver naturligvis også, at magten flyttes væk fra den meget lukkede EU-Kommission, og at medlemslandene i EU i stedet for får kompetencen tilbage. Derved bliver det også muligt at få et nødvendigt modpres til erhvervslobbyisterne, som ellers har kronede dage i EU.

Jeg vil opfordre alle kandidater til EU-Parlamentet til at nærlæse det glimrende forslag til en alternativ handelspolitik – måske kan vi blive enige om at arbejde for principperne i den nye parlamentssamling? Jeg ser i hvert tilfælde frem til, at vi har handelspolitikken helt fremme til debat under og efter valget.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00