Forsker: Effektiviteten i udviklingsbistanden har trange kår

Af Erik Lundsgaarde,
seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Lars Løkke Rasmussen vendte tilbage til Statsministeriet midt i et vigtigt år for global udvikling. Kort tid efter, at hans nye regering tiltrådte, vedtog FN’s medlemslande de bæredygtige udviklingsmål som referenceramme for indsatserne, der skal afhjælpe en række sammensatte globale udfordringer.

Mod slutningen af året signalerede Paris-aftalen, at regeringer på tværs af kloden endelig var på vej til at påtage sig et reelt ansvar for at begrænse fremtidens udslip af drivhusgasser, promovere grøn transformation og øge den økonomiske støtte til klimatilpasningsprojekter. Begge disse processer opfordrede regeringer til at skrue op for deres ambitioner for områderne klima- og udviklingspolitik.

I en periode, hvor de globale ambitioner steg, sænkede Løkke Rasmussens regering de danske ambitioner på disse politiske områder. Helt fra starten har store nedskæringer domineret regeringens udviklingspolitiske agenda.

Disse har påvirket både multilaterale og bilaterale udviklingssamarbejder, bistand fordelt gennem danske NGO’er og erhvervsinstrumenter. Nedskæringerne blev retfærdiggjort af, at af der skulle laves en omprioritering af offentlige udgifter – hvilket reelt set satte et allerede lavt prioriteret politisk område endnu længere ned på listen.

Man sagde et, gjorde noget andet
Regeringen har forsvaret nedskæringerne med, at Danmark, ved at fastholde målet om at øremærke 0,7 procent af BNI til bistand, stadig kommer højt op på listen over de mest gavmilde donorlande. Det er rigtigt, at Danmark ud fra dette mål ligger til en god plads, sammenlignet med mange andre donorlande.

Helt fra starten har store nedskæringer domineret regeringens udviklingspolitiske agenda.

Erik Lundsgaarde.
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Danmarks historiske omdømme som et førende land inden for udviklingssamarbejde kommer dog ikke kun af den høje bistandsydelse ud fra GNI. Det bygger også på, hvordan Danmark har implementeret bistanden.

Danske udviklingssamarbejder har specielt høstet ros for kvaliteter såsom et stort fokus på at reducere fattigdom, den forudsigelige økonomiske støtte, og hvor hurtigt de har reageret på prioritetsområder formuleret af partnerlande - samt en stærk forpligtelse til evaluering og læring. Disse elementer promoverer en mere effektiv udnyttelse af bistandsressourcer og afspejler en stor indsats for at undgå tidligere fejl.

Måden, hvorpå Løkke Rasmussens regering implementerede nedskæringen af bistand, viser, at regeringen har underordnet denne effektivitetstankegang til et mål om at finde penge at spare i bistandsbudgettet der, hvor det måtte være muligt.

For eksempel afspejler beslutningerne om at reducere landeprogrammer ikke overvejelser om Danmarks komparative fordele inden for en arbejdsdeling blandt donorlandene. Nedskæringerne, der ramte multilaterale organisationer, var ikke koblet tydeligt sammen med en vurdering af deres præstationer. Det begrænsede fokus på effektivitet modsiger den politiske position, Venstres tidligere formulerede.

De foreslog, at dansk bistand skulle rettes mod de områder, hvor den kunne gøre størst mulig forskel. Dette ville betyde, at afgørelser omkring bistand skulle baseres på en vurdering af præstationer og begrænsninger i eksisterende danske bistands- og udviklingsaktiviteter, samt analyser af udviklingslandes efterspørgsel efter dansk. Bistandsnedskæringerne fulgte en anden logik.

Tænk effektivitet ind i bistand
Under Løkke Rasmussens ledelse viser en nylig udvikling i det politiske område også en vaklende opslutning til at tænke effektivitet i bistand. Som et eksempel er den vægt, regeringen lægger på at involvere den private sektor i udviklingssamarbejder, relevant. Men samtidig risikerer regeringens tilgang til virksomhedsengagement at genoplive gamle problemer knyttet til en udbudsdrevet og projektfokuseret bistandsmodel.

For at få mest muligt ud af et reduceret bistandsbudget, burde regeringen forpligte sig til at basere fremtidige finansieringsbeslutninger på viden om, hvordan bistand kan implementeres mere effektivt. At undlade at gøre det vil kun forstærke Danmarks tilbagegang inden for udviklingsindsatser og bistandsarbejde.