Af Mikkel Funder
Seniorforsker hos DIIS

Bistanden skal beskæres, og regeringen har indikeret, at landeprogrammerne i Asien og Latinamerika står for skud. Men hvis den fulde besparelse på 2,6 milliarder bliver en realitet, vil disse beskæringer næppe være nok i sig selv. Trods meldinger om at fastholde fokus på Afrika, risikerer også flere af de afrikanske landeprogrammer dermed at blive lukket eller kraftigt beskåret.

At lukke danske landeprogrammer og ambassader i Afrika er imidlertid en strategisk dårlig idé, ikke blot for fattige indbyggere i de pågældende lande, men også for Danmarks erhvervs- og udenrigspolitiske interesser. På et kontinent, som bliver stadigt vigtigere i begge henseender, vil det strategisk fornuftige tværtimod være at fastholde og endda udvide danske aktiviteter i Afrika – en pointe, som væsentlige erhvervsaktører som bl.a. Danmarks Rederiforening også har gjort opmærksom på.

Kan man så ikke nøjes med at lukke de afrikanske landeprogrammer, hvor fokus ”kun” er på fattigdomsbekæmpelse? Nej, ikke hvis man vil pleje Danmarks strategiske interesser.

Et godt fundament
For det første er fattigdomsbekæmpelse – ud over en moralsk forpligtigelse – også i sig selv en væsentlig strategisk faktor, hvis man vil opdyrke nye markeder og sikre langvarig fred og stabilitet. For moderne fattigdomsbekæmpelse handler jo ikke om at dele almisser ud, men om at støtte grundlæggende samfundsopbygning på en række grundlæggende punkter – såsom landbrug, fødevaresikkerhed, vandforsyning, klima og miljø, jobskabelse, sundhed, demokrati-opbygning m.m.

Indsatser på disse områder er ikke alene til gavn for de fattige, men skaber også grobund for nye markeder, investerings-partnere og forbrugere. Samtidig reducerer det konflikter om knappe ressourcer og ekstrem ulighed og skaber rammerne for, at borgere har mulighed for at sige fra overfor korruption og magtmisbrug. Alt sammen ting, som er væsentlige for danske investorer og virksomheder og for længerevarende fred og stabilitet.

At sløjfe afrikanske landeprogrammer vil med andre ord gå imod regeringens egne principper om, at vores bistand skal sikre Danmarks strategiske interesser.

Mikkel Funder
Seniorforsker hos DIIS

For det andet viser erfaringen, at lande, der på nuværende tidspunkt kan synes mindre strategiske interessante, hurtigt kan vise sig at blive det. Tilbage i 1980erne og ’90erne var Kenya et besværligt samarbejdsland med en skrantende økonomi. Der var udpræget træthed over for landet i bistandskredse, og nogle donorer trak sig ud – men Danmark blev. Danida tilpassede sin bistand, så den gik udenom den korrupte politiske elite og i stedet støttede landbrug, vand, sundhed og fattigdomsbekæmpelse ad andre veje.

Belønningen kom, da der blæste nye politiske vinde i Kenya: Netop fordi vi var blevet – fordi vi var forsat med bistanden – stod Danmark taktisk godt og mødte velvilje hos de nye magthavere. Det gav et godt fundament for at udbygge Danmarks bistands- og udenrigspolitiske rolle i et land, der i dag er centralt i regionen i både erhvervs- og sikkerhedsmæssig betydning.

Ikke strategisk gavnligt
I dag er Kenya et af de ”hotte” lande for Danida-støttet privat sektor-samarbejde og investeringer indenfor Grøn Vækst i Afrika, herunder Grundfos med dansk vandteknologi og Vestas og danske investeringsfonde med vindmøller. Også Novo Nordisk er involveret på sundhedsområdet og har trukket direkte på viden og erfaringer fra Danmarks mangeårige indsats indenfor sundhed i landet. Samtidig har Kenya som bekendt i stigende grad vist sig at være af central betydning ift. sikkerhed, konflikt og terror – ikke bare i landet selv, men strategisk i hele regionen.

Kenya er dermed i dag et af de lande, hvor regeringens kriterier for fortsat dansk bistand rent faktisk synes at være opfyldt. Men pointen er, at det ikke altid har set sådan ud. For ikke så længe siden lignede Kenya – historiske og politiske forskelle til trods – på flere måder nogle af de afrikanske lande, som i dag kan være fristende for regeringen at spare væk i bistandsbudgettet. Det kunne fx være Zimbabwe, som pt. kan se ”vanskelig” og strategisk mindre væsentlig ud for Danmark, og som er ved at planlægge en ny fase af landeprogrammet.

Men på lidt længere sigt har Zimbabwe potentialet til at følge Kenyas eksempel og indtage sin gamle plads som en stærk økonomisk og regional spiller. Lukker man bistanden til et land som Zimbabwe, lukker man også muligheden for at være godt rustet til de muligheder, der hurtigt kan melde sig, når Mugabe er væk.

At sløjfe afrikanske landeprogrammer vil med andre ord gå imod regeringens egne principper om, at vores bistand skal sikre Danmarks strategiske interesser. I stedet vil det strategisk fornuftige netop være at blive i de eksisterende partnerlande og gøre brug af den erfaring og komparative fordel, vi har opbygget dér. Skal der allokeres midler til nye langvarige indsatser i nærområderne, er det fint, men det bør ikke ske på bekostning af de eksisterende afrikanske landeprogrammer – heller ikke selvom de ligger ”langt væk”. Det ville ikke være strategisk gavnligt for Danmark.