Forsker: Visionær udviklingspolitik kræver fokus på global regulering

Af Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

Udviklingspolitik handler ikke kun om bistand. Hvis 2030-dagsordenen skal realiseres, kræver det omfattende diplomatiske og politiske indsatser på alle niveauer: nationalt, regionalt og globalt. På den måde kommer udviklingspolitikken i højere og højere grad til at ligne ’almindelig’ udenrigspolitik.

Men mens udenrigspolitikken i stigende grad er optaget af akut krisehåndtering, er udviklingspolitikken stadig kendetegnet ved at have fokus på det lange seje træk. Det skal man holde fast i. Der er brug for at kunne tænke og handle langsigtet i en stadig mere foranderlig og urolig verden.

Udenrigsministeren har i en ’udbygget synopsis’ for sin kommende udviklingspolitiske strategi løftet lidt af sløret for, hvordan han vil sikre dette. Det er for tidligt at sige, om han når helt i mål. Men det er meget løfterigt, at han vil gøre Verdensmål 16 til ”en præmis” for alt, hvad Danmark gør.

En oplagt platform
Mål 16 er et af de mest ambitiøse – og komplekse – mål i den nye 2030-dagsorden. Målet handler om fred, retfærdig og stærke institutioner for alle og blev til som en reaktion på de gamle 2015-måls manglende blik for betydningen af god regeringsførelse og voldelige konflikter.

Hvis udenrigsministeren vil, er der her en oplagt platform, hvorfra Danmark kan indfri de store ord om at ville hjælpe verdens fattigste og mest udsatte mennesker, samtidig med at vi holder blikket stift rettet på egne interesser.

Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

Undervejs blev det klart, at de største fremskridt blev opnået i de lande, der havde ’gode’ institutioner, mens det i de lande, hvor regeringsapparatet af den ene eller anden grund var svagt, viste sig stort set umuligt at realisere 2015-målene.

Derfor kom der – med dansk støtte og efter en del diplomatiske sværdslag – et mål ind i 2030-dagsordenen, der eksplicit sigter på at bygge ”effektive, ansvarlige og inkluderende institutioner på alle niveauer” for derigennem at ”fremme fredelige og inkluderende samfund” med ”fokus på bæredygtig udvikling” og ”retfærdighed for alle”.

Det nye – og visionære - i Mål 16 er, at denne kendte dagsorden om god regeringsførelse, inklusion, retsstat og menneskerettigheder ikke længere kun sigter på staterne, men på det internationale system som sådan. Hvis udenrigsministeren vil, er der her en oplagt platform, hvorfra Danmark kan indfri de store ord om at ville hjælpe verdens fattigste og mest udsatte mennesker, samtidig med at vi holder blikket stift rettet på egne interesser.

Hvis Danmark skal kombinere de to hensyn, er noget af det bedste, vi kan gøre at fremtidssikre det forpligtende internationale samarbejde, der møjsommeligt er opbygget gennem de seneste 70 år, og som i disse år i stadig mere udfordret af globale magtforskydninger og geopolitikkens og nationalismens genkomst.

Global governance
Mål 16 har flere delmål, der sigter på at reformere det globale styringssystem, så det i højere grad passer til verden af i dag. Udviklingslandene skal f.eks. sikres bedre repræsentation i de internationale institutioner og den internationale regulering af de strømme af kapital og våben, der fastholder store dele af verden i fattigdom, konflikt og skrøbelighed, skal styrkes.

Reformerne af de internationale institutioner – eller det man lidt bredere kalder global governance – handler således både om, hvem der sidder med om bordet, og om hvilken tilgang til internationalt samarbejde, der lægges for dagen: Er målet at deregulere verdensmarkedet, så finansielle strømme kan flyde så frit som muligt? Eller er målet at skabe rammebetingelserne for en bæredygtig global udvikling?

Den dagsorden, Mål 16 – og resten af de nye verdensmål - lægger på bordet, sigter entydigt på det sidste. Med sin massive fremhævelse af behovet for effektive institutioner på alle niveauer kan Mål 16 danne rammen om det nødvendige opgør med den deregulerende tilgang til globalisering, der har domineret de internationale samarbejdsfora de seneste årtier, og som har medført ekstrem global ulighed og massiv koncentration af rigdom.

Den rigeste 1% af verdens mennesker ejer i dag det samme som alle de 99% andre tilsammen. Det er ikke bæredygtigt. At vende den udvikling bliver ikke nemt. Men den globale anerkendelse af behovet for stærkere international regulering er et første skridt på vejen. Det vil være virkeligt visionært, hvis det er det, udenrigsministeren mener, når han siger, han vil gøre Mål 16 til en præmis for alt, hvad Danmark gør.