Af Mette Bock (LA)
Udenrigs- og udviklingsordfører

Tænk, hvis alle lande, der har forpligtet sig til at yde 0,7 procent af BNP, levede op til deres løfter. Tænk, hvis NGO'er var bedre til at koordinere deres indsatser, både nationalt og internationalt.

Tænk, hvis der kunne etableres en form for gennemsigtig og klar arbejdsdeling mellem den bilaterale og den multilaterale bistand. Tænk, hvis man havde modet til at redefinere bistandsbegrebet i en tid, hvor der bliver færre fattige og flere mellemindkomstlande.

Ja, i en sådan verden ville der være rigeligt med bistandsmidler, indsatsen ville blive langt mere målrettet, og stater og organisationer ville ikke gå i vejen for hinanden nogle steder, mens alle er fraværende andre steder, hvor behovet for bistand eller nødhjælp måske er gået under radaren.

International arbejdsdeling på godt og ondt
Den nu forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har taget et rosværdigt initiativ til en dansk strategi for kohærens i EU. Den politiske udfordring er imidlertid, at successen for en sådan skal bygge på tillid til, at EU på udvalgte områder har viden og kapacitet til at forvalte danske bistandsmidler bedre end os selv. Vi skal med andre ord give slip på en styring, vi hidtil i langt større omfang har haft i egne hænder.

Jeg støtter den grundlæggende tanke om bedre koordination og international arbejdsdeling. Men jeg vil holde skarpt øje med, om det i realiteten kommer til at fungere efter hensigten.

Hvor meget forsvinder i administration og ressourcer, der skal afsættes til at etablere et system, der fungerer? Hvordan vil prioriteringerne finde sted? Hvornår og hvordan får Danmark indflydelse? Hvilke muligheder får vi for at trække os tilbage og igen få fuld kontrol over egne midler?

Mette Bock (LA)
Udenrigs- og udviklingsordfører

Hvor meget forsvinder i administration og ressourcer, der skal afsættes til at etablere et system, der fungerer? Hvordan vil prioriteringerne finde sted? Hvornår og hvordan får Danmark indflydelse? Hvilke muligheder får vi for at trække os tilbage og igen få fuld kontrol over egne midler?

Lad os give det en chance, men holde blikket stift rettet mod udviklingen. Samtidig vil jeg
opfordre den ny udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, til at presse på for at få bistandsbegrebet redefineret.

Jeg fornemmer, at der er en tøven, fordi man frygter en udvidelse, så også andre former for støtte end klassisk udviklingsbistand kommer ind under begrebet, hvilket indirekte kunne føre til yderligere reduktion i udviklingsbistanden.

Men det skal ikke være angst for forandringer, men mod til at reformere, der skal kendetegne Danmarks tilgang til en yderligere effektivisering af udviklingsbistanden. Til gavn for både modtagere og ydere.