Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

Politikernes interesse for verdensmålene er enorm.

Folketinget har oprettet et 2030-netværk, hvor over en tredjedel af vores folkevalgte er medlemmer. Finansudvalget har nedsat en arbejdsgruppe, der forholder sig til målene om bæredygtig udvikling i hele verden.

Regeringen lancerede i 2017 en handlingsplan for implementering af verdensmålene og har sidenhen lagt op til, at ny dansk lovgivning skal vurderes i forhold til målene.

Og fra højre til venstre bærer ministre og folketingspolitikere stolt den karakteristiske verdensmåls-pin.  

Forlang ansvarlige politikere
I dag fredag afholdes der en stort anlagt høring i Folketinget. Her skal det blandt andet undersøges, hvordan regeringen sikrer national fremdrift på efterlevelse af verdensmålene.

Det er ikke kun i Afrika, Latinamerika og Asien, at børn vokser op i fattigdom. Det sker også i Danmark.

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

I den forbindelse er to ting centrale at slå fast: Verdensmålene gælder for alle verdens lande – også Danmark. Der skal arbejdes sammenhængende med alle 17 verdensmål, hvis det skal blive muligt at opnå dem.

Det er ikke muligt at løse én udfordring isoleret set uden at tage højde for den samlede 2030-ambition. Den erkendelse bør stå klart, når danskernes snart sammensætter et nyt Folketing. For den påtænkte mekanisme, der skal screene danske lovforslag op mod verdensmålene, er endnu ikke på plads.

Samtidig vælger flere og flere politikere, organisationer og virksomheder at fokusere på de (ofte få) mål, de kan bruge til deres eget formål – uden tilstrækkeligt blik for den samlede dagsorden. – Man vælger de mål, man bedst kan lide, til, og glemmer dem, der afviger fra ens egne interesser.

Ubekvemme mål glemmes
Det bedste eksempel på den udvikling er desværre verdensmål nummer 10 om mindre ulighed. Her er det en helt konkret forpligtelse, at de 40 procent af den danske befolkning med de laveste indkomster skal have en indkomstfremgang, der er højere end gennemsnittet for hele befolkningen.

Men Danmark bevæger sig væk fra den målsætning. Uden at det lader til at bekymre regeringen. Ifølge Danmarks Statistik havde de 40 procent med de laveste indkomster i 2009 en andel på 24,2 procent af den samlede indkomst. I 2017 var andelen faldet til 22,3 procent.

Indkomstuligheden stiger også i toppen af samfundet. Den rigeste ene procent tjente i 2009 i alt 5,4 procent af den samlede indkomst i Danmark. I 2015 var tallet steget til 8,7 procent, og samlet set har den rigeste procent næsten fordoblet sin andel af den samlede indkomst de seneste 25 år, viser tal fra World Inequality Database.