Debattørerne mener endvidere, at DAC-kriterierne lægger op til en dokumentation af årsag-virkningsforhold, som skal kunne forudsiges og gentages andre steder. Det er svært at se, hvor DAC-kriterierne lægger op til så ambitiøse analyser, hvilket faktisk er godt al den stund, at indsatser aldrig fører til universelle resultater, der lader sig gentage. 

Hver gang man gentager den samme indsats, vil resultaterne variere med de forskellige kontekster, de gennemføres i. Det gælder også det eksempel, som debattørerne anfører om Poliovacciner i Tanzania og Burkina Faso.   

Dokumentation af sammenhænge 

For en evaluator er det derimod altid interessant, om det er muligt efterfølgende at etablere en eller anden form for sammenhæng mellem den gennemførte indsats og de forandringer, som har fundet sted i dets kølvand.

Outcome Harvesting-metoden er en fordel, fordi den aldrig opererer med at tilskrive en bestemt indsats æren for opnåede forandringer, men blot med at sandsynliggøre, at indsatsen har bidraget til dem.

Francesco Castellani
Konsulent, Institut for Menneskerettigheder

På Institut for Menneskerettigheder (IMR) har vi været optagede af at finde måder, som vi kunne dokumentere resultater på. Her nåede vi frem til, at Outcome Harvesting for os er den bedste metode. Metoden er især god til at måle fremdrift og resultater af indsatser, der gennemføres under forhold, der er komplekse og uforudsigelige, og hvor baselines ofte er ret uegnede at måle resultater op imod.      

Det er vanskeligt at dokumentere samfundsmæssige årsag-virkningsforhold, især når det gælder forandringer, der er opnået gennem indsatser i komplekse sammenhænge. Sådanne forandringer har yderst sjældent én årsag, men er resultater af mange forskellige og ofte komplicerede påvirkninger.  

Derfor kan man normalt i al beskedenhed bedst dokumentere, at en indsats har ydet et bidrag til, at forandringer er sket. Hertil kommer, at forandringer sjældent kan kædes sammen med én bestemt hændelse under en indsats, men ofte er resultat af kæder af små forandringer – effekter/outcomes – der er opnået under lang tids indsats, og som samlet har bidraget til at skabe en forandring.  

Her er Outcome Harvesting-metoden en fordel, fordi den aldrig opererer med at tilskrive en bestemt indsats æren for opnåede forandringer, men blot med at sandsynliggøre, at indsatsen har bidraget til dem.  

Mange bidragsydere 

Da IMR for eksempel i 2018 med tilfredshed kunne notere sig, at regeringen i Tunesien havde vedtaget en lov om skabelse af en uafhængig national menneskerettighedsinstitution, så var det et resultat, som IMR i al beskedenhed havde arbejdet for siden 2012 som en del af et større program.  

Men det betyder ikke, at IMR kan ”tage æren” for resultatet, vi kan kun dokumentere, at vi gennem årene har opnået en række af mindre forandringer ved at arbejde sammen med diverse aktører i Tunesien som for eksempel det daværende Ministerium for Menneskerettigheder, parlamentets udvalg for menneskerettigheder og en statslig ikke-uafhængig menneskerettighedsinstitution.

Med disse aktører opnåede vi gradvist en række af små og større resultater – effekter/outcomes – som var med til at bane vejen for lovvedtagelsen. Men IMR var altså ikke alene om det. De nævnte partnere var afgørende for resultatet, ligesom der også var kræfter i det tunesiske civilsamfund og blandt internationale aktører, som advokerede for oprettelsen af en sådan institution.  

Man kan sige, at indsatsen i sig selv var en succes, men samtidig konstatere, at vejen frem var kompleks, med mange aktører og interessenter involveret, og at IMR ydede et bidrag til at opnå resultatet. 

Kriterierne er ikke problemet 

Bæredygtighed – et af de kriterier, som debattørerne peger på – er ganske rigtigt et tvivlsomt kriterie. Spørgsmålet er nemlig, hvornår et resultat kan anses for at være bæredygtigt og altså forbliver et varigt resultat længe efter, at indsatsen er afsluttet.

Skytset burde måske rettes mod bistandsprogrammer med urealistiske målsætninger, abstrakte forandringsteorier, og luftkasteller af forventede resultater, som DAC-kriterierne efterfølgende skal hjælpe programmerne med at tage æren for.

Francesco Castellani
Konsulent, Institut for Menneskerettigheder

Med eksemplet ovenfor kan man spørge, om vedtagelsen af en lov for oprettelse af en uafhængig menneskerettighedsinstitution var et bæredygtigt resultat. Sagen er, at loven eksisterer endnu, men den blev ikke implementeret, hvilket skyldes forandrede politiske forhold.  

Så man kan hævde, at resultatet ikke er bæredygtigt, fordi hensigten – det vil sige oprettelsen af institutionen – ikke blev virkeliggjort. På den anden side kan man også hævde, at så længe loven stadig gælder, så er resultatet bæredygtigt, fordi forudsætningen for oprettelse af institutionen stadig er til stede, når den politiske vilje indfinder sig.          

Der findes ikke direkte simple og lineære sammenhænge mellem årsag og virkning i bistandsprojekter, der gennemføres under komplicerede, uforudsigelige og omskiftelige forhold i samfundet. Derimod findes der bistandsprogrammer med forenklede og simple opfattelser af årsag og virkning af den planlagte indsats.  

Det er svært at se, hvordan DAC-kriterierne for evaluering af indsatser kan gøres ansvarlige for disse problemer.  

Skytset burde måske rettes mod bistandsprogrammer med urealistiske målsætninger, abstrakte forandringsteorier, og luftkasteller af forventede resultater, som DAC-kriterierne efterfølgende skal hjælpe programmerne med at tage æren for.