Konsulenter: Forældede kriterier er en spændetrøje for udviklingsarbejde

Som konsulenter oplever vi ofte, at DAC-kriterierne indvirkning og bæredygtighed medvirker til, at organisationer og donorer har urealistiske forventninger til resultaterne af deres projekter og programmer.

De bliver derfor også skuffede, når vi ikke vil udtale os skråsikkert om, hvorvidt indsatser får den ønskede langsigtede effekt. For selvom et projekt for eksempel har bidraget til, at der vedtages en ny progressiv lovgivning, som styrker kvinders rettigheder, er der ingen garanti for, at lovgivningen rent faktisk implementeres og skaber den ønskede forandring.

Derfor kan vi sjældent sige noget meningsfyldt om den langsigtede indvirkning og bæredygtighed.

Når kriterierne spiller fallit

DAC-kriterierne er stadig relevante i situationer, der er nogenlunde forudsigelige og stabile, eller hvor indsatsen er mindre følsom overfor politiske påvirkninger: Hvis vi vaccinerer børn mod malaria eller polio i Tanzania, kan vi være rimeligt sikre på, at børn i Burkina Faso vil opnå samme gavnlige effekt. Og hvis vi støtter ti års skolegang for børn i Nepal, kan vi være nogenlunde sikre på, at de klarer sig bedre end dem, der ingen skolegang fik.

Vi oplever ofte, at projekter ikke indfrier de oprindelige beskrevne målsætninger, men i stedet opnår andre uventede positive resultater

Malene Sønderskov og Morten Emil Hansen
Hhv. partner i StrategyHouse.dk og partner og seniorkonsulent i Policy Advice

Men når bistanden handler om at påvirke værdier eller politiske processer, er det en illusion, at resultaterne er universelle og derfor kan forudsiges og gentages med samme succes et andet sted.

Vi kan ikke garantere eller blot sandsynliggøre, at fordi en politisk kampagnestrategi har bidraget til politiske reformer i land A, så vil samme strategi også virke i land B. Eller at en kapacitetsopbygning af civilsamfundet til at forsvare menneskerettigheder og ytringsfrihed i land C vil være bæredygtigt, og at effekten også vil kunne mærkes om 5 år.

I takt med at udviklingsprojekter og programmer er blevet mere komplekse, uforudsigelige og foregår i et samspil med mange forskellige aktører, er det tydeligt, at indsatsen ikke sker i et vakuum, og resultaterne kan derfor ikke isoleres.

Ofte oplever vi faktisk, at projekter og programmer ikke indfrier de oprindelige beskrevne målsætninger, men i stedet opnår en eller flere uventede positive resultater, som gør, at indsatsen stadig må vurderes succesfuld.

Enten fordi vi ikke kunne forudse den politiske udvikling, eller fordi helt uventede begivenheder forhindrer de oprindelige mål. De utilsigtede og uplanlagte resultater er ofte de mest interessante, men kan sjældent gentages i en anden kontekst.

På tide med en revurdering

Men selvom DAC-kriterierne nærmest er blevet en selvfølgelighed, er de ikke længere tidssvarende.

Derfor er det på tide at vi diskuterer relevansen, i det mindste af dem, der handler om at forudsige langtidseffekt og bæredygtighed, og adopterer nye teorier og kriterier til at forstå og forklare værdien af vores udviklingsarbejde.

Uforudsigelighed og kompleksitet er et grundvilkår, der påvirker stort set al den udviklingsbistand, der handler om at fremme værdier og politiske dagsordener. Lineære evaluerings- og styringsredskaber, for ikke at tale om kriterier, der prætenderer at kunne fremskrive og replicere effekten af sådanne indsatser, er dårligt gearede til at planlægge og forstå Danmarks langsigtede bidrag til global udvikling.