Debat

Naser Khader: Det er ikke Israels ansvar, at Hamas gemmer sig bag civile

Jeg agiterer ikke for at moderere kritikken af Israel. Tværtimod har alle frihed til i et frit og demokratisk samfund at kritisere magthaverne. Men der er behov for at optrappe kritikken af Hamas. Terroristerne gemmer sig blandt civile, og derfor kan man kun ønske sig, at det denne gang lykkes at udslette Hamas, skriver Naser Khader. 

Hvis Ali Karcic og andre ligesindede kerer sig om den almindelige palæstinenser, og det gør jeg, da jeg har familie på Vestbredden, skal man netop ønske sig, at det denne gang lykkes at udslette Hamas. Det er en vigtig forudsætning for fred, skriver Naser Khader. 
Hvis Ali Karcic og andre ligesindede kerer sig om den almindelige palæstinenser, og det gør jeg, da jeg har familie på Vestbredden, skal man netop ønske sig, at det denne gang lykkes at udslette Hamas. Det er en vigtig forudsætning for fred, skriver Naser Khader. Foto: Hazem Bader/AFP/Ritzau Scanpix
Naser Khader
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tak til ph.d.-studerende Ali Karcic for reaktionen på mit indlæg i Altinget 14. december

Jeg skrev om forskellen på behandlingen af ofre og gidsler i krigen mellem Hamas og Israel. Jeg tvivler på, at Karcic har forstået (eller vil ikke forstå) min mini-analyse af et lille hjørne af konflikten.

Læs også

Det var ikke en forsimplet analyse af hele Mellemøstkonflikten. Det ville kræve flere afhandlinger.

Jeg prøvede at rette fokus mod noget, som ikke er blevet tilstrækkeligt belyst: På den ene side får vi sat navne og ansigter på israelske gidsler og dødsofre som enkeltindvider; det gør vi ikke, når det gælder palæstinenserne.

Det handler om, hvordan et demokrati kerer sig for sine borgeres ve og vel. Modsat totalitære ideologier.

Vigtig forskel på Erdogan og Netanyahu

Jeg er ikke fan af Israels premierminister, Benyamin Netanyahu. Jeg har kritiseret hans beslutning om at ændre retssystemet i Israel. Det skal dog nævnes, at Netanyahus retsreformer – modsat Tyrkiets Erdogans retsreformer – ikke satte Israel på direkte koalitionskurs med liberale, demokratiske retsprincipper.

Jeg er fan af det israelske demokrati – Mellemøstens eneste demokrati. Vil ønske nabolandene var lige så demokratiske

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

Jeg har heller ikke forsvaret Netanyahus udeståender med retten, hvor manden står foran alvorlige anklager om korruption. Men jeg er fan af det israelske demokrati – Mellemøstens eneste demokrati. Vil ønske nabolandene var lige så demokratiske.

Det er korrekt, at jeg har kaldt den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, en diktator. Men Erdogan kan ikke sammenlignes med Netanyahu.

Den israelske premierminister bliver på et tidspunkt stillet til regnskab ved domstolene. Vi kommer aldrig til at se Erdogan i en tilsvarende situation; han har renset grundigt ud blandt dommerne i Tyrkiet.

Optrap kritikken af Hamas

Dette er meget simpelt og handler om kampen mellem demokrati og ondskab. Hamas er en hensynsløs terrororganisation, der har ét mål: At udslette Israel og på et senere tidspunkt at indføre et kalifat.

Når jeg læser Ali Karcics reaktion, savner jeg en kritik af Hamas. Der er stor forskel på at bryde ind hos en israelsk familie, der spiser morgenmad i fred og ro, for at torturere og likvidere dem, tage billeder af det hele og udbrede billederne på nettet – og ovenikøbet glæde sig over det – og så at blive ramt af en bombe fra et fly, fordi Hamas forhindrer sine egne landsmænd i at flygte i sikkerhed.

Terroristerne gemmer sig blandt civile. Hamas ledere fremhæver, at Kina, Rusland og Algeriet har mistet millioner af mennesker i deres respektive kampe for uafhængighed, så det kan man også tåle i Gaza; det er prisen for at udslette Israel.

Hvad havde man gjort, hvis noget lignende 7. oktober var sket i Danmark? Vi var da gået målrettet og benhårdt efter terroristerne. Det er jo ikke Israels ansvar, at Hamas gemmer sig bag civile

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

Hvor er kritikken af, at Hamas bruger midler fra Vesten – tiltænkt de nødlidende civile palæstinenseres liv og velfærd – til at bygge tunneler for milliarder? Tunneler, der er forbeholdt Hamas' terrorister. 

I kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak døde op mod 20.000 civile. Hvor var Ali Karcic med sin kritik, imens det foregik? Og hvor kommer hans tal fra? De kommer fra Hamas. Utroværdige tal. Og i øvrigt: Hvor mange af de omkomne var Hamas-terrorister?

Jeg agiterer ikke for at moderere kritikken af Israel. Tværtimod har enhver sin frihed i et frit og demokratisk samfund til at kritisere magthaverne. Men der er behov for at optrappe kritikken af Hamas. 

Israel er nu engang et demokrati, som i vid udstrækning følger krigens regler og har ret til at forsvare sig selv. Man advarer civilbefolkningen, før man målrettet forsøger at få ram på terroristerne.

Vi så det store hospital i Gaza City, hvor Hamas forsøgte at sprede historier om en hensynsløs israelsk fremfærd. Et faktatjek viste, at israelerne netop gik langt for at skåne civile i jagten på terrororganisationens infrastruktur. Det er da også siden bekræftet, at Hamas havde våbenlagre og et kommandocenter liggende under hospitalet.

Hvad havde man gjort, hvis noget lignende 7. oktober var sket i Danmark? Vi var da gået målrettet og benhårdt efter terroristerne. Det er jo ikke Israels ansvar, at Hamas gemmer sig bag civile.

Ingen ønsker krig – bortset fra Hamas

Vi ser det igen og igen i debatten om Gaza.

Ali Karcics indlæg lægger et slør over den simple, men grusomme årsag til, at vi har en krig i Gaza i øjeblikket: Det er Hamas' historisk voldsomme terrorangreb mod civile 7. oktober.

Ali Karcic mener, at konflikten er en af verdens mest komplicerede. Nej, det er den ikke. Det er en kamp mellem ondskab og demokrati. Det er ikke kompliceret

Naser Khader
Writing fellow, tænketanken Middle East Forum, tidligere medlem af Folketinget (K)

Hvad skulle Israel have svaret? Skulle man drysse blomster ud over Hamas? 

Ali Karcic mener, at konflikten er en af verdens mest komplicerede. Nej, det er den ikke. Det er en kamp mellem ondskab og demokrati. Det er ikke kompliceret. Palæstina-konflikten er noget helt andet. Men krigen i Gaza er der intet kompliceret i; Hamas må og skal elimineres. Så simpelt er dét.

Hvis Israel trækker sig nu, vil Hamas betragte det som en sejr, og så skal vi bøvle med dem, ikke kun i Gaza og i Israel, men i resten af den muslimske verden. Hamas vil betragte og udråbe det som en sejr, hvis de ikke bliver udryddet. 

Krig er grim og brutal. Ingen ønsker krig – bortset fra disse forstyrrede terrorister, der gemmer sig bag alt muligt andet. Hvis det ikke er civile bombeskjolde, er det religion eller en meget selektiv udlægning af historien. Stillet over for den slags fjender, er der intet andet valg end et frontalt modangreb.

Hvis Ali Karcic og andre ligesindede kerer sig om den almindelige palæstinenser, og det gør jeg, da jeg har familie på Vestbredden, skal man netop ønske sig, at det denne gang lykkes at udslette Hamas. Det er en vigtig forudsætning for fred. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

0:000:00