Debat

Ngo-direktør: Verdens fremtid er en folkesag, hvis vi tror på det

DEBAT: FN-verdenmålenes budskaber og aktiviteter kan forankres politisk og folkeligt. Men det kræver, at både politikere og civilsamfund tror på det, skriver Andreas Æbelø, direktør for AIDS-Fondet.

Foto: Det Obelske Familiefond
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Andreas Gylling Æbelø
Direktør for AIDS-Fondet

Forleden deltog jeg med civilsamfundsorganisationer og politikere i det første store dialogmøde i Folketingets Tværpolitiske Netværk for FN’s verdensmål frem mod 2030.

Debatlysten var stor, og ved mit bord diskuterede vi især, hvordan målenes budskaber og aktiviteter kan forankres politisk og folkeligt. Man skulle jo tro, det var en smal sag, for verdensmålene handler – kort fortalt – om at redde kloden. Fra sult, fra klimaforandringer, fra krig, fra sygdom. Hvis ikke det er en folkesag, så ved jeg ikke, hvad er.

Bange for vores egen skygge?
Men undervejs slog det mig: Er vi for bange for vores egen skygge? Både politikerne og os i civilsamfundet? Vi kommer i hvert fald ofte til at lægge den præmis ind i samtalen, at de såkaldt almindelige danskere ikke vil finde emnerne interessante nok. Derfor bliver det hurtigt et spørgsmål om, hvordan vi kan pakke det ind i kampagne og dialogplatforme, gøre det ekstremt nært for den enkelte og koble klodens fremtid til affaldssortering og vandforbrug i den daglige husholdning.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Det skal vi også. Men det skal være ud af overskud og idérigdom, ikke for at trække en måbende befolkning til godhedstruget. Og hvad nu, hvis FOLKet ikke er fundamentalt anderledes end os i de FOLKelige organisationer og de FOLKevalgte? Hvad nu, hvis de er mindst lige så optagede af, at kvinder skal have lige rettigheder og synes, det er mindst lige så uretfærdigt, at børn fødes med hiv, når det kan undgås? Lad os da tro på det! På vores mærkesagers kerne og substans. Og på menneskers ønske om at lytte, lære og gøre.

Vi kender det jo godt fra andre sammenhænge. Hvis folk indleder med forbehold, så mister vi troen på dem: Nu er jeg jo ikke nogen stor taler, jeg skal nok gøre det kort, det her er måske lidt kedeligt – osv. osv. Men hvis du knap selv er med på vognen, hvorfor skulle jeg så hoppe på?

Lad os da tro på det! På vores mærkesagers kerne og substans. Og på menneskers ønske om at lytte, lære og gøre.

Andreas Gylling Æbelø
Direktør for AIDS-Fondet

Et fint bon mot lyder, at det, du giver opmærksomhed, vokser. Og hvis vi giver al vores opmærksomhed til forestillingen om lavinteresse eller ligefrem aktiv modstand, så vokser den forestilling sig hurtigt større, end den reelt er. For vi kan jo se, at flertallet af danskerne fortsat mener, vi har en moralsk forpligtelse til at bidrage til en bedre verden. Hvis vi fokuserer på mindretallet af modstandere og uengagerede, gør vi ikke alene opgaven væsentligt sværere for os selv. Vi svigter faktisk de mennesker, som siger: Jeg vil en bedre verden – fortæl mig hvordan!

Gælder også for politikerne
Det gælder også politikerne. Hvis man har som udgangspunkt, at verdens fremtid hverken vil få vælgerne eller folketingsgruppen op af stolen, så kommer de det nok heller ikke. Og så mister vi ikke bare opbakningen, men også muligheden for i fællesskab at fejre de mange globale sejre, vi trods alt ser. Og som bør give fornyet selvtillid og finansiering.

For tiden fremføres det med største selvfølgelighed, at NATO's forsvarsbudget skal øges. Imens udsultes FN's freds- og sundhedsbudgetter. Logikken er fraværende. I dansk sammenhæng ville det svare til at indkøbe en masse strålekanoner til at behandle kræft og at finde pengene ved at skære i kræftforebyggelse og -forskning. Det skal der nok kommer flere brugere til strålekanonerne af, men er det det, vi ønsker?

Lad os få samme selvtillid, selvfølgelighed og betalingsvillighed ind i udviklingssamarbejdet og verdensmålene som i krigsførelse og kræftforebyggelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Gylling Æbelø

Selvstændig ledelsesrådgiver og foredragsholder, bestyrelsesmedlem: Exitcirklen, Betty Nansen Teatret, Sex og Samfund, Mary Fonden
cand.mag. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00