R: Massakren på dansk udviklingsbistand koster dyrt

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører

Så kom da endelig regeringens længe ventede forslag til finanslov – og dermed også svaret på, hvordan man vil spare næsten tre milliarder kroner på den danske udviklingsbistand. Det er mildest talt ikke rar læsning.

De tekniske detaljer kender vi ikke endnu, men det overordnede billede står klart: En lang række landeprogrammer lukkes, endnu flere køres over med grønthøster, reserverne nedskrives dramatisk, så det er næsten umuligt at se, hvordan de endelige humanitære bevillinger kan ende på samme niveau som sidste år, hvortil kommer eliminering eller rundbarbering af flere store danske prestigeprojekter som Naboskabsprogrammet, Det Arabiske Initiativ og Klimapuljen. Massakren på dansk bistand fører angiveligt til det laveste niveau af direkte dansk bistand til Syd i 40 år.

Alle disse besparelser har dybe og konkrete konsekvenser for tusindvis af mennesker i den anden ende. Fattige mennesker vil blive fattigere, flygtninge endnu mere desperate, frontkæmpere for demokrati og menneskerettigheder vil blive svækket i deres arbejde, kvinder og mænd, der kæmper for deres eksistens i tørkeramte områder, får færre midler til at tilpasse sig klimaforandringerne.

Der er ikke tale om papirpenge og paragraffer. Der er tale om rigtige penge, der tages fra rigtige mennesker, der stort set ingenting har i forvejen. Altsammen for blandt andet at kunne finansiere rundhåndede tilskud til velhavende danskere, der gerne vil have lagt perlegrus i carporten eller malet køkkenet. Hvem sagde borgerlig anstændighed.

I konsekvens af det sidste er det måske også på sin plads at gøre flertallet i Folketinget bag disse besparelser opmærksom på de konsekvenser, som besparelserne også vil have på Danmarks egne interesser og økonomi.

Med andre ord står konklusionen krystalklart: Massakren på dansk bistand koster dyrt. Både derude og herhjemme.

Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører

Et stort politisk ansvar
Flere af de programsamarbejdslande, som nu lukkes over hals og hoved, stod netop på tærsklen til at blive vækstøkonomier, hvor danske virksomheder kunne drage fordel af det langvarige samarbejde mellem landene og den goodwill og ekspertise, Danmark har opnået i landet. Mindre humanitær støtte vil ikke ligefrem afhjælpe situationen for flygtningene i nærområderne, tværtimod vil det øge presset på de i forvejen desperate flygtninge og tilskynde flere til flugt. Også til Danmark.

Naboskabsprogrammet skabte en unik position for Danmark både i Ukraine, Georgien og Moldova, som igen har kunnet veksles til rigtigt politisk indflydelse og anerkendelse i EU, kombineret med adgang til nye markeder. Det Arabiske Initiativ blev opfundet af Per Stig Møller i kølvandet på Muhammedkrisen og er – eller var – Danmarks flagskib for konfliktforebyggelse og støtte til demokrati i Mellemøsten, også et initiativ der skabte unikke danske kompetencer og muligheder, og hvis relevans ikke just er blevet mindre de seneste år – for nu at sige det på jysk.

For ikke at tale om Klimapuljen, hvor regeringen med ét slag formår at smadre den internationale nøgleposition, som Danmark møjsommeligt har opbygget i de internationale forhandlinger om fremtidens klima. Det er skadeligt for verdens klima og chancerne for at nå en international aftale i Paris til december. Men det er også gift for de mange grønne danske virksomheder, der har øget eksporten dramatisk i de seneste fire år, blandt andet fordi der er tiltro til Danmark på dette område.

Vi har simpelthen et unikt internationalt brand, som regeringen tilsyneladende er fuldstændig ligeglad med. Og ja, så er der Udenrigsministeriet selv, som også må forventes at skulle fyre og lukke ambassader, hvilket svækker Danmarks muligheder for indflydelse og eksport i en verden, der vokser.

Med andre ord står konklusionen krystalklart: Massakren på dansk bistand koster dyrt. Både derude og herhjemme. Hver eneste parti, minister og folketingsmedlem, der stemmer for, påtager sig et stort politisk ansvar.