Debat

R: Udenrigsministeren må træde i karakter

DEBAT: Selvom Radikale Venstre ikke vil stemme for nedskæringerne i udviklingsbistanden, er de klar til at indgå i dialog med regeringen omkring prioriteringerne. Udenrigsministeren bør derfor invitere alle partier til dialog. Det skriver partiets udviklingdordfører Martin Lidegaard (R).

Fra radikal side har vi tilbudt regeringen at gå i dialog med prioriteringerne for dansk udviklingsbistand, også selvom vi ikke kommer til at stemme for besparelserne, skriver udviklingsordfører Martin Lidegaard (R).
Fra radikal side har vi tilbudt regeringen at gå i dialog med prioriteringerne for dansk udviklingsbistand, også selvom vi ikke kommer til at stemme for besparelserne, skriver udviklingsordfører Martin Lidegaard (R).Foto: Christian Stæhr
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører

Verden vokser. Både målt i antal mennesker og målt i velfærd. Over de næste 15 år bliver vi en milliard flere mennesker, og kloden vil opleve en fordobling af verdensøkonomien. Det vil trække millioner af mennesker ud af fattigdom, men vi vil også opleve øget ulighed, klimaforandringer og kulturelle, politiske og religiøse konflikter. 

Tilsammen vil det forandre vilkårene for dansk udviklingsbistand fundamentalt.

For det første betyder kriser og katastrofer allerede i dag, at flygtningestrømmene i verden ikke har været større siden anden verdenskrig. Flygtningene lever typisk årtier i nærområderne, fordi kriserne er komplicerede og tager lang tid at løse. Der er derfor brug for mere og mere strategisk humanitær bistand.

Fakta
Fra 22. september og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på de nye udviklingsordførere.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

For det andet vil stadig mere af fattigdommen og de stigende miljøproblemer være koncentreret i mellemindkomstlandene. Allerede i dag bor der flere fattige mennesker i Indien end i hele Afrika tilsammen.

For det tredje er det tvingende nødvendigt, at den økonomiske vækst de næste femten år bliver betydeligt mere bæredygtig. Det gælder både miljømæssigt, økonomisk og socialt. 

Dramatiske beskæringer bør ikke komme i form af en grønthøster eller en tyv om natten, uden debat og uden retning. Der er for meget på spil.

Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører

Topmål af hykleri
Når verden forandrer sig, bør vores politik gøre det samme. Derfor bør FN's nye mål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals) definere dansk bistand frem mod 2030. Dels vil en bæredygtig strategi for fattigdomsbekæmpelse bringe vores indsats i harmoni med resten af verdenssamfundet, herunder de multilaterale organisationer, som vi bidrager til. Dels har Danmark helt særlige kompetencer inden for bæredygtig udvikling. 

Radikale Venstre og jeg selv mener, at der er brug for mere udviklingsbistand, ikke mindre, og vores langsigtede mål er stadig en procent af BNP i bistand. Regeringens besparelser er udtryk for et topmål af hykleri, når man samtidig påstår at ville hjælpe flygtningene i nærområderne. 

Men uanset niveauet for Venstre og niveauet for dansk bistand er det under alle omstændigheder afgørende at diskutere, hvilke områder vi ønsker at prioritere i dansk bistand. Ellers er risikoen, at regeringens besparelser rammer tilfældigt uden nogen langsigtet strategi. Fra radikal side har vi derfor tilbudt regeringen at gå i dialog med prioriteringerne for dansk udviklingsbistand, også selvom vi ikke kommer til at stemme for besparelserne. 

Styrk tre områder
Set fra vores stol er der især brug for at styrke følgende tre områder over de kommende fire år.

1) Styrk den humanitære bistand. Danmark er et af de lande, der bidrager mest, bedst og helhjertet med humanitære indsatser i verdens kriseområder. Men vilkårene for de humanitære indsatser har ændret sig markant i de seneste år. Først og fremmest er antallet af flygtninge og internt fordrevne steget voldsomt. Samtidig har de humanitære kriser bevæget sig fra at være lokale, individorienterede og kortvarige til at være regionale, langvarige indsatser over for store befolkningsgrupper. En gennemsnitlig humanitær indsats varer nu tyve år. 

På den baggrund ønsker Radikale Venstre at styrke rammerne for Danmarks humanitære indsats og samtidig påvirke de internationale organisationer i samme retning. Vi ønsker større faste bevillinger til Danmarks humanitære indsatser, så det er muligt at gennemføre langsigtede strategiske indsatser med varige, bæredygtige løsninger for flygtningene i nærområderne, der kan danne basis for en egentlig udviklingsindsats i modtagerlandene.

2) Fokus på de skrøbelige stater. Tilgangen til dansk ulandsbistand bør stadig være "Retten til et bedre liv”, som et samlet folketing har defineret det. Men vi ønsker i særlig grad at styrke fattigdomsbekæmpelse i skrøbelige stater – især med fokus på kvinder og børn og med en stærk civilsamfundskomponent. Trods mange års indsats lever der stadig 1,2 mia. fattige mennesker i verden – og 1 mia. er i fare for at falde tilbage i absolut fattigdom. Over 40 procent af verdens fattigste bor i dag i skrøbelige stater, og tallet vil ifølge OECD nå helt op mindst 62 procent i 2030, ligesom en stor del af verdens flygtninge kommer herfra.

3) Dansk satsning på verdens nyeste vækstøkonomier. En stadig større del af verdens fattige bor i de hastigt voksende mellemindkomstlande, der også står for en stadig større del af verdens sociale ustabilitet og miljøproblemer. For at nå FN's nye bæredygtighedsmål er det derfor nødvendigt med en øget dansk indsats i verdens nye vækstøkonomier. I takt med at økonomierne vokser, står de over for en række fundamentale strategiske valg i forhold til at bygge deres fremtidige energisektor, fødevareproduktion, uddannelsesindsatser, arbejdsmarked, infrastruktur mv. 

Det er på alle måder i Danmarks interesse at påvirke disse valg i en bæredygtig retning. Radikale Venstre ønsker derfor at samtænke vores kommende udenrigspolitk, udviklingssamarbejde og eksportfremme over for verdens vækstøkonomier gennem et styrket myndighedssamarbejde, større støtte til civilsamfundet i vækstøkonomierne og større inddragelse af det private erhvervsliv så de private investeringer kan fremmes og skubbes i en mere bæredygtig retning.

Alle disse tre områder så vi gerne styrket med en milliard kroner hvert år over de næste fire år. Det ville være en let opgave, hvis ikke bistanden skulle beskæres, og derfor kommer vi til at bekæmpe besparelserne med næb og kløer. Men selv med besparelserne er prioriteringen nødvendig, og der er derfor mere end nogensinde brug for, at udenrigsministeren træder i karakter og inviterer alle Folketingets partier til en dialog om prioriteringerne i dansk udviklingsbistand. Dramatiske beskæringer bør ikke komme i form af en grønthøster eller en tyv om natten, uden debat og uden retning. Der er for meget på spil. For mange menneskeliv på spil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00