S: Regeringens nedskæringer er en skandale

Af Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Nogle kalder de nye verdensmål for SDG’er. Jeg kalder dem for HÅB.

Og vi har brug for håb. Jeg tror, de fleste af os har været gennem hele følelsesregistret de seneste uger:

Medfølelse, hver gang vi hører om kæntrede gummibåde på Middelhavet.

Gru, da vi så fotoet af den lille dreng i vandkanten.

Indignation, da vi hørte om problemer med at få hjælp i flygtningelejrene i Jordan.

Regeringen virker temmelig hårdnakket, så lige nu tror jeg, det et nyttesløst at forsøge at overtale dem til at droppe besparelserne.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Forundring, da vi så, hvor dårligt forberedt Danmark var, og flygtningene begyndte at vandre på en dansk motorvej.

Afsky, da vi så den spyttende mand.

Glæde, da vi så den lille piges glade ansigt, da betjenten legede borte tit-tit midt på motorvejen.

Stolthed, da vi så alle de danskere, der tog hjælpearbejdet i egen hånd og handlede.

Men Håb. Det er den følelse, vi skal give som gave til alle de mennesker ude i verden, der lever i frygt og armod. Håbet om en bedre fremtid i deres eget land. Og det giver de nye verdensmål. De 17 verdensmål bliver vedtaget under Mogens Lykketofts ledelse i FN i weekenden. Hvis vi kan få lige så stor succes med SDG’erne, som vi havde med MDG’erne, så har vi reelt ændret verden til et meget bedre sted. Et sted, hvor det er de færreste, der lever i håbløshed og dermed de færreste, der sætter livet på spil for at finde et spinkelt håb i et andet land.

Så nu skal vi i gang. Og det er godt nok op ad bakke, for vi begynder med at skulle bakse med en regering, der hårdnakket planlægger at rundbarbere udviklingsbistanden. Det betyder, at vi har rundt regnet for 2,6 mia. kr. mindre håb at gøre godt med. Det er jo en skandale i sig selv. Statsministeren vil gerne være med til på tv at bede danskerne om at spytte i bøssen til indsamlingsshow. Men der, hvor han selv kan gøre noget: på finansloven. Ja, der sparer han.

Regeringen vil slukke håbet
Regeringen virker temmelig hårdnakket, så lige nu tror jeg, det et nyttesløst at forsøge at overtale dem til at droppe besparelserne. Derfor må vi få det bedste ud af de penge, vi har. Og det gør vi ved at arbejde sammen med andre om at nå fælles mål. Og derfor skal vi have en plan for, hvordan vi i Danmark kan bidrage bedst muligt til de 17 verdensmål. Vi skal have en plan.

Min skitse for en dansk plan for verdensmålene ser således ud:

Først skal vi have en baseline – en status for, hvor vi er nu i 2015, så vi har noget at måle op imod.

Dernæst skal vi udarbejde to planer. En handlingsplan for, hvordan vi over de næste 15 år bedst muligt bidrager til verdensmålene med vores udviklingsbistand. Og en anden handlingsplan for, hvordan vi indarbejder de 17 verdensmål herhjemme over de næste 15 år. Altså en udviklingspolitisk plan og en indenrigspolitisk plan.

For at sikre at vi holder fokus og måler på vores fremskridt, skal vi have en årlig status, en afrapportering. Gerne en status, som kan drøftes offentligt med NGO’er, virksomheder og andre relevante parter. Men også en status, som får en grundig politisk granskning og debat, fx ved en årlig forespørgselsdebat i Folketinget.

Vi kan lige så godt komme i arbejdstøjet med det samme. Derfor har jeg allerede inviteret udenrigsministeren i åbent samråd for netop at drøfte sådan en plan. Det bliver fredag d. 9. oktober kl. 14.30, og du kan følge med i lokalet eller ved livestreaming på nettet.

Vi må gøre hver vores for at give håb til verden. Og hvis regeringen vil slukke håb ved at spare, kan vi i det mindste forsøge at skabe håb ved at handle – ved at gøre verdensmålene til vores egne. Ved at hjælpe verden til at spille i takt. Vi har halveret verdens fattigdom – men hvorfor stoppe på halvvejen? Over de næste 15 år kan vi komme i mål.