Slut med bilateral bistand?

Af Uffe Torm
NGO-konsulent

Altinget.dk skal have ros for at sætte fokus på EU’s udviklingspolitik på baggrund af den strategiske ramme for Danmarks deltagelse i EU’s udviklingsarbejde, som tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach fik udarbejdet kort før sin beklagelige fratræden.

Dertil kommer valget til EU-Parlamentet i maj måned, som får betydning for EU’s fremtidige udvikling - herunder også fællesskabets udviklingspolitik.

Det er en meget nødvendig både politisk og udviklingsfaglig debat, som i sidste uge blev skudt i gang af ph.d.-studerende ved DIIS Adam Moe Fejerskov med et indlæg med den provokerende overskrift ”Bør Danmark droppe Danida?”. Men det er også en vanskelig diskussion, fordi den rummer så mange forskellige dagsordener og dilemmaer.

Skal den bilaterale bistand afskaffes?
Ville det - isoleret set ud fra et snævret effektivitetssynspunkt - give god mening at kanalisere den bilaterale del af den danske udviklingsbistand, der hidtil er ydet direkte fra Danmark til en række især afrikanske udviklingslande, gennem EU?

Selv om multilateral bistand, herunder EU-bistand, i sagens natur ofte er tung at danse med, så er et stort administrativt bureaukrati i Bruxelles vel næppe meget værre eller mere udgiftskrævende end 29 medlemslandes bureaukratier tilsammen?

Både Danidas og ambassadernes ressourcer vil blive udsat for yderligere erosion i de kommende år som følge af nye automatiske besparelser med finansministerens grønthøster. Så jo, teoretisk set ville både Danmark og udviklingslandene sandsynligvis være bedre tjent med en samlet EU-bistand - alt andet lige.

Uffe Torm
NGO-konsulent

Det er jo naturligvis et stort problem for mange ulande med en svag administration at skulle leve op til mange donorlandes forskellige og ofte modstridende udviklingspolitikker inden for for eksempel landbrug, uddannelse, sundhed, ligestilling, demokrati, miljø, klima mv. Ligeledes er de enkelte landes rapporterings- og regnskabskrav meget forskellige.

De fåtallige embedsmænd i de relevante ministerier må bruge mere tid på at servicere besøgende udenlandske delegationer, forundersøgelsesmissioner og evalueringsteams end på at betjene deres egne ministre og politikere. For slet ikke at tale om den lokale befolkning, der glade (?) danser og synger for de mange udenlandske besøgende.

Derfor er den såkaldte Paris-deklarationsprincipper om harmonisering af den udenlandske bistand, åbenhed og lokalt ejerskab rigtige og vigtige. Men både donor- og modtagerlande har stadig et lunkent forhold hertil.

Donorlandene vil naturligvis fortsat gerne kunne plante eget flag og sælge egne varer i ulandene. Modtagerlandene vil fortsat gerne kunne spille giverlandene ud mod hinanden ved at holde kortene tæt til kroppen. Derfor har både fælles sektorstøtte og især generel budgetstøtte svært ved at slå igennem, selv om der potentielt er store både udviklingsmæssige og økonomiske gevinster herved.

Danida og ambassader presset på ressourcer
Dertil kommer, at Udenrigsministeriets både organisatoriske kapacitet og faglige kompetencer inden for udviklingsarbejde er blevet udhulet i alvorlig grad i de senere år. Det har blandt andet en frustreret dansk ambassadør i Tanzania, Johnny Flentø, for nyligt meget modigt påpeget.

Det er imidlertid en udvikling, som desværre ser ud til at fortsætte. Både Danidas og ambassadernes ressourcer vil blive udsat for yderligere erosion i de kommende år som følge af nye automatiske besparelser med finansministerens grønthøster.

Så jo, teoretisk set ville både Danmark og udviklingslandene sandsynligvis være bedre tjent med en samlet EU-bistand - alt andet lige.

Det folkelige engagement er svækket
At alt andet er netop ikke lige! I forvejen har den nye lov om Danmark deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde svækket det direkte folkelige engagement i Danmarks udviklingsbistand gennem en centralisering og koncentrering af beslutningsprocessen.

Det bliver bestemt ikke lettere at fastholde endsige skabe et folkeligt engagement i en statslig udviklingsbistand, der for menigmand vil drukne i et bureaukrati i Bruxelles, hvor de danske kroner og indflydelsen på bistandspolitikken næppe kan spores.

Det baner vejen for yderligere nedskæringer i den danske udviklingsbistand, som der jo allerede synes at være accept af i befolkningen. I al fald har Venstres planer om at beskære ulandsbistand med hele 2,5 milliarder kroner jo ikke ligefrem udløst et offentligt ramaskrig.

Direkte støtte til danske NGO’er bliver svært at opretholde
Hvis ikke der fortsat er et statsligt bilateralt bistandsprogram, bliver det også svært at fortsætte den statslige støtte til danske NGO’ers udviklingsarbejde i samarbejde med folkelige organisationer i civilsamfundet i Syd. Så vil denne del af den danske udviklingsbistand i bedste fald nok snarere gå direkte til internationale alliancer af NGO’er, hvor danske NGO’ers indflydelse ofte vil være tvivlsom, eller direkte til nationale NGO’er i Syd. Det vil yderligere svække den folkelige opbakning til den danske ulandsbistand.

NGO’erne vil derfor næppe støtte, at flere danske bistandsmidler kanaliseres gennem EU på bekostning af for eksempel bilateral NGO-bistand. Ikke mindst Fagbevægelsens støtte til ulandsbistanden motiveres jo både med solidaritet med verdens fattige - men bestemt også med vores egen fordel heri i form af eksport og nye arbejdspladser i stedet for de traditionelle job, vi må afgive til de nye fremstormende økonomier.

Erhvervslivet kan også stå for skud
Erhvervslivet er især interesseret i den såkaldte returprocent, det vil sige at flest mulige bistandsmidler vender tilbage i form af ordrer til danske virksomheder. Samt i, at ulandsbistanden skaber nye markeder og investeringsmuligheder. Hvis den bilaterale bistand i stigende grad kanaliseres gennem EU, vil den danske returprocent uden tvivl falde mærkbart. Hverken industri, håndværk eller landbrug ønsker det.

Politikerne - både de røde, de blå og de grønne - vil være splittede i dette spørgsmål mellem EU-entusiaster og EU-skeptikere.

Så mon ikke den bilaterale bistand overlever en rum tid endnu med alle dens indbyggede svagheder.

Ambitionerne og den manglende kapacitet
Christian Friis Bachs styrke var på mange måder også hans svaghed som udviklingsminister – faglig erfaren, kompetent og visionær. Bestemt - ingen tvivl om det. Og med enstemmige vedtagelser af både en ny lov om Danmarks deltagelse i det internationale udviklingsarbejde og en ny overordnet dansk udviklingsstrategi i sit første år som minister har Christian Friis Bach sat sig langvarige spor i dansk udviklingspolitik.

Men hans intellektuelle hurtighed og næsten kompromisløse utålmodighed skabte unødvendige slagsmål med politikere og NGO’er i både Syd og Nord - og måske også med embedsmændene i ministeriet. Han ville for meget på samme tid og blande sig i det hele - selv i bestyrelsen i GGGI. Men Udenrigsministeriets kapacitet matchede ikke ministerens ambitioner. Derfor måtte det desværre gå galt.

Den nye udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, er bestemt også fagligt kompetent. Men han har nok mere politisk tæft end forgængeren. Så mon ikke han vil tage den lidt mere med ro - også når det gælder EU-bistanden - og gå i dialog med de forskellige baglande frem for at bruge damptromlen?

Christian Friis Bach var og er en tilhænger af øget dansk bistand gennem EU. Og på længere sigt kan det bestemt ikke udelukkes, at Christian Friis Bachs visioner for Danmarks fremtidige udviklingsbistand slår igennem - men først når der forhåbentlig, gennem dialog, er opnået en bred folkelig og politisk konsensus herom.