Tyrkiet: Folk er frustreret over manglende hjælp

Af Mehmet Dönmez
Ambassadør på Tyrkiets ambassade i Danmark

Vi står over for en af historiens største udfordringer med 230 millioner migranter på verdensbasis. Mens det internationale samfund ikke kan og ikke bør undgå eller udskyde håndteringen af den underliggende årsag til tvungen migration i dagens globaliserede verden, kan en håndtering af den humanitære lidelse ikke vente på, at der findes løsninger til årsagerne.

Mens man kan diskutere, hvem der kunne håndtere disse årsager og hvordan, skal det ikke tages op til diskussion, at det er en menneskepligt at tage sig af mennesker, der befinder sig i en fortvivlet situation.

Dette ansvar påhviler derfor os alle. Det er et spørgsmål om samvittighed.

Mit land, som ligger midt imellem tre kontinenter, og som er en passage mellem øst og vest, har gennem alle tider været under pres fra migration. Vores land har modtaget mennesker fra både øst og vest. Disse mennesker har i flere århundreder flygtet fra religiøs, politisk eller etnisk undertrykkelse, og kun i det Osmanniske Rige og senere på tyrkisk jord fandt de en sikker havn.

Vores dør er altid åben
Det var ikke alene af geografiske årsager, men også samvittigheden og den menneskelige tilgang, der gjorde, at Tyrkiet holdt døren åben for folk i nød, uanset race, religion, sprog og køn. Derfor har vi taget imod folk fra hele verden, ikke kun fra vores nabolande.

Sammen med Syriens andre nabolande har Tyrkiet indtil nu påtaget sig en uretmæssig stor andel af den humanitære byrde, som skyldes konflikten i Syrien.

Mehmet Dönmez
Ambassadør, Tyrkiets ambassade i Danmark

For at give et par eksempler: Det var den osmanniske sultan, som sendte en båd ud for at hente jøderne til Istanbul, da de flygtede fra inkvisitionen i Andalusien for seks århundreder siden. Næst efter Paris blev “Polonezköy” Polens knudepunkt for emigranter og udvandrere i det tidlige 19. århundrede under Polens deling.

Denne tendens fortsatte under den republikanske æra, da 280.000 irakere flygtede fra Saddam Husseins kemiske våben i 1991 og ind i Tyrkiet, og ca. 50.000 afghanere bor på nuværende tidspunkt i Tyrkiet. Dette er blot få eksempler ud af mange. I dag er Tyrkiet tilflugtssted for mere end 2 millioner syrere, hvormed landet giver ly til det det største antal flygtninge i verden.

Tyrkiet fører også an, hvad angår at huse syrere samt at kanalisere humanitær nødhjælp over grænsen, hvilket i Tyrkiet kaldes ”zero point operation”. Udgifterne alene for lejre, som huser 260.000 syrere, er indtil nu løbet op i ca. 8 milliarder dollars.

Dette beløb omfatter ikke øvrige udgifter for ydelser til de syrere, der bor i byerne, samt uforudsete indvirkninger på økonomien nu og i den nærmeste fremtid. Til dato er 66.000 syriske børn blevet født i Tyrkiet. Der har været 2,6 millioner lægekonsultationer, og 91.000 operationer er blevet udført. Ca. 230.000 syriske børn i skolealderen modtager undervisning. Alligevel er der mere end 400.000, der går glip af skolegang.

Løfter store byrder
Disse tal bør give læseren et indblik i den byrde, som krisen i Syrien påfører Tyrkiet. De bør også vise, at denne byrde har nået et niveau, som ikke længere er holdbar. Især når det tages i betragtning, at det samlede tilskud, som Tyrkiet har modtaget bilateralt og multilateralt til syrerne, indtil nu kun udgør USD 417 millioner for de sidste 4,5 år, bør vores utilfredshed kunne forstås bedre.

Utilfredsheden bliver til frustration blandt det tyrkiske folk, når Tyrkiet behandles, som om det bør være Tyrkiets ansvar, blot fordi vi tilfældigvis grænser op til Syrien. Den frustration bliver igen til irritation, når internationale medier lægger den illegale migration mod vest på Tyrkiets skuldre.

På nuværende tidspunkt bør jeg understrege, at Tyrkiet bruger EUR 5 millioner om måneden på aktiviteter, som udføres af den tyrkiske kystvagt, og at dette beløb dækkes af nationale midler. Siden begyndelsen af 2015 har den tyrkiske kystvagt reddet 71.000 migranter på havet.

Sammen med Syriens andre nabolande har Tyrkiet indtil nu påtaget sig en uretmæssig stor andel af den humanitære byrde, som skyldes konflikten i Syrien. De bør ikke være alene om at klare denne humanitære krise, som kræver et sandt historisk partnerskab blandt alle medlemmer af det internationale samfund. Nylige forhandlinger mellem Tyrkiet og EU bør ses i denne sammenhæng.

Aylans død fik EU på sporet
Dette samarbejde indtraf først, efter billeder af den 3-årige Aylan skabte overskrifter verden over og samtidig med EU’s beslutning om at tage imod 120.000 flygtninge (hvilket er mindre, end hvad Tyrkiet har modtaget fra Kobane på tre dage i modsætning til, hvad der er blevet spredt i de internationale medier). Den skitserede handlingsplan, som blev udarbejdet under disse forhandlinger mellem Tyrkiet og EU, skal stadig diskuteres af begge parter, inden en aftale nås.

I mellemtiden vil Tyrkiet bevare den åbne dørs politik på grund af den humanitære tilgang. Tragedien slutter dog ikke, før det syriske folk har en lovlig valgt regering, som virkelig repræsenterer deres vilje, og som er genstand for deres fulde samtykke.

Indtil da må det internationale samfund handle hurtigt for at give dem sikkerhed i deres hjemland, en ”sikker zone” uden luftbombardementer fra styret og angreb på jorden af DAESH og andre terrororganisationer.