Debat

AKB København: Flere boligområder er ved at kæntre socialt. Ansvaret ligger for tungt på de almene

De almene boligselskaber kan ikke bære den sociale byrde alene. Derfor må politikerne sikre, at også private boligformer tager socialt ansvar for de mest udsatte, skriver Mikkel Warming i et svar til tre forskere.

Boligmarkedets ulighedsskabende effekt er den måske største udfordring, vi står overfor, hvis vores land fortsat skal hænge sammen, skriver Mikkel Warming, næstformand i boligselskabet AKB i København.
Boligmarkedets ulighedsskabende effekt er den måske største udfordring, vi står overfor, hvis vores land fortsat skal hænge sammen, skriver Mikkel Warming, næstformand i boligselskabet AKB i København.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Mikkel Warming
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Almene boliger var ikke kun ”tiltænkt samfundets mest udsatte”, som man får eller kan få fornemmelsen af, når man læser indlægget i Altinget 6. maj af Rikke Skovgaard Nielsen, Hans Thor Andersen og Lene Wiell Nordberg.

De skriver, at man bør ”løfte blikket fra fokusset på at skabe blandede boligområder...” og fokusere på konsekvenserne for udsatte mennesker.

Det er en styrke at bo sammen med mennesker, som ikke ligner dig selv 100 procent.

Mikkel Warming
Næstformand i boligselskabet AKB i København

De tre har ret i, at der er blevet mindre plads til de mest udsatte i de store byer, og at konsekvenserne af parallelsamfundslovgivningen er problematiske.

Boligmarkedet i de større byer gør det sværere for lav- og mellemindkomster at finde et sted at bo. Og stort set umuligt for mennesker på overførselsindkomst.

Boligmarkedets ulighedsskabende effekt er den måske største udfordring, vi står overfor, hvis vores land fortsat skal hænge sammen.

Blandede boligområder er en styrke

Vi almene tager i dag et meget stort socialt ansvar. Vi skaber plads til de udsatte og fattigste gennem den kommunale anvisning på 25 procent af de ledige boliger (Københavns kommune har 33 procent anvisning).

Vi er stort set de eneste, som huser mennesker med sociale problemer i form af misbrug, psykiske lidelser med mere. Men vi almene kan bare ikke bære hele det sociale ansvar i de større byer på vores skuldre. Og det oplever vi lige nu, at vi skal.

De almene boliger er for alle slags mennesker. For rige, fattige og alle midt imellem. Det er styrken i de almene boliger i Danmark.

I andre lande har man sociale boliger, social housing, som netop er forbeholdt de fattigste. Det medfører boligområder kun med de fattigste, som ingen andre vil eller kan bo i, og byer, som er helt og aldeles opdelte.

Vi oplever flere steder, blandt andet i København, at boligområder er ved at kæntre. Der er afdelinger, hvor hver fjerde beboer har psykiske lidelser, alkohol- og stofmisbrug med mere.

Larm, utryghed og udrykninger bliver hverdag i opgange. Det skaber en negativ social spiral, hvor beboere med ressourcer begynder at flytte, og flere mennesker med sociale problemer kommer ind.

Boligområder med stor social skævhed har konsekvenser for især børn og unge, hvis livschancer forringes blandt andet på grund af negative rollemodeller, stor koncentration af ressourcesvage i skoler med mere.

Vi ønsker blandede boligområder, hvor der bor mange slags mennesker med forskellige indkomster, liv og etniciteter. Det er en styrke at bo sammen med mennesker, som ikke ligner dig selv 100 procent.

Private skal også tage et socialt ansvar

For at skabe blandende boligområder må vi gribe ind med fysiske og sociale løft. Med boligsociale indsatser og fysiske forandringer til gavn for beboerne. Vi griber også ind ved at give plads til alle slags mennesker – også med jobs og gode indtægter.

Nye almene boliger ikke billige nok, til at udsatte kan bor der.

Mikkel Warming
Næstformand i boligselskabet AKB i København

Derfor bruger vi fleksibel udlejning, hvor mindst én i husstanden skal være i job for, at man kan flytte ind i nogle af boligerne i en række boligafdelinger. Det gør vi for at få en mere blandet beboersammensætning og for at undgå, at flere boligområder kommer på diverse lister.

Vi almene kan ikke bære alle de sociale byrder. Derfor må politikerne sikre, at også private boligformer tager et socialt ansvar for de mest udsatte i de større byer.

Derudover, skal der bygges mange flere almene boliger. Som de tre skriver, så er nye almene boliger ikke billige nok til, at udsatte kan bo der. Blandt andet fordi Folketinget – uanset flertal og regeringsfarve – i en årrække har skåret i overførselsindkomsterne.

Men nye almene boliger er betalbare for lav og mellemindkomster. De er 40-50 procent billigere end tilsvarende privat udlejning. Og vigtigst: Almene boliger er non-profit og bliver billigere over årene.

Derfor skal der bygges mange flere almene boliger i blandt andet København. Fordi vi har brug for dem nu – og fordi de om en generation eller to er byernes billige boliger.

Derfor er det katastrofalt, at byggeriet af almene boliger næsten er gået i stå i København. Kun 31 almene familieboliger blev taget i brug sidste år. Det kræver politisk handling nu.

Det er godt at løfte blikket, som Rikke Skovgaard Nielsen, Hans Thor Andersen og Lene Wiell Nordberg opfordrer til.

Men vi skal stadig have øje for nødvendigheden af at arbejde for blandende boligområder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Warming

Næstformand, Boligselskabet AKB, København Politisk konsulent, Socialpædagogerne Nordsjælland, Formand for Askovfondens bestyrelse
ba i forvaltning (RUC 1994)

0:000:00