Bogen indeholder i alt 41 debatindlæg fra årene før og efter Putins skæbnesvangre angrebskrig mod Ukraine, men anbragt i tematiske kapitler som hjælp til læseren.

Tre emner behandles kort og godt, nemlig ”Miljø- og klimaforværring. Har mennesket rettigheder?”, ”Koranafbrændingsidioti” samt ”Rigsfællesskabet. Hvorfor?”.

Hertil kommer fire lange kapitler om henholdsvis ”Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik. Varetagelse og forståelsesramme”, ”Regeringen og arbejdet i Europarådet. Vigtigt, men ikke for alvor”, ”Menneskerettigheder er vigtige, men det tilkommer Danmark at modtage særbehandling” og endelig ”Fædrelandskærlighed, menneskerettigheder, fascisme, religion”.

Koranafbrændingsidioti

Bogen indledes med forlagsredaktørens interview med Claus von Barnekow, hvor man spores ind på hans forfatterpersonlighed og kæpheste. Ikke uden grund fremhæver han sin artikel om fascisme som den mest læste europapolitiske artikel på Altinget i 2023. Bagest findes et appendiks på engelsk, trykt som endnu et Europaråds-politisk debatindlæg 9. marts 2018, samt forfatteroplysninger.

Putin anskues som en radikal taber i klasse med Hitler, omend brødanalysen desangående heldigvis afsluttes med et spørgsmålstegn

Mette Skak
Lektor, Institut for Statskundskab

Claus von Barnekows anerkendende omtale af seks portugisiske unges indstævning af Danmark og 32 andre lande for Strasbourg-domstolen for ikke at gøre nok for at bremse klimaforandringerne indleder bogen.

Sagsanlægget minder om de såkaldte KlimaSeniorinnen Schweiz, der midt i april i år fik medhold i, at klimabeskyttelse er en menneskeret; et udfald, der vil lægge pres på Europas regeringer for klimapolitisk handling.

Det efterfølgende kapitel om koranafbrændingsidioti gør lige så velgørende opmærksom på, at EMRKs artikel 10, stk. 2 allerede lovliggør den begrænsning af ytringsfriheden, som regeringens koranlov sigter mod. Her står nemlig:

"[…] kan den [ytringsfriheden]underkastes sådanne formelle bestemmelser […] som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territoriel integritet eller offentlig sikkerhed […]."

Hedonisten Putin

Hvad Rusland angår, gennemskuer Claus von Barnekow den russiske strategi med at udnytte andre landes små repræsentationer i Europarådet til gennem egen massiv diplomatisk tyngde at udvande organisationens værdigrundlag.

Han sammenkæder den russiske statstænkning med den tyske retsteoretiker og medlem af nazi-partiet Carl Schmitts Grossraum-vision – for Ruslands vedkommende fra Vladivostok til Cabo da Roca, det vil sige Portugals og Europas vestligste punkt.

Claus von Barnekow er ligeledes på rette spor, når han noterer sine russiske kollegers begejstring for Den Hellige Alliances tid; ergo ser de helst tiden skruet tilbage til 1815, altså før Latinamerikas, Afrikas og Asiens afkolonisering. Denne tvivlsomme vision indvier Putin og konsorter næppe deres venner i det Globale Syd i.

Det tantede udtryk ”fredsbruddet” burde nok erstattes af ”Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine”.

Putin anskues som en radikal taber i klasse med Hitler, omend brødanalysen desangående heldigvis afsluttes med et spørgsmålstegn. For der er ikke så meget, der tyder på ligheder mellem Hitler og Putin, hvad angår Putins vilje til i en presset situation at udløse den atomare nedsmeltning af sig og sine.

Der er forfriskende, når Claus von Barnekow vurderer, at tesen om det internationale systems sammenbrud er overdrevet

Mette Skak
Lektor, Institut for Statskundskab

Under Prigozjins kuldsejlede opstand stak Putin af fra Moskva, mens diktatorkollegaen Lukasjenko overtog krisestyringen. Lige før Islamisk Stat slog til mod Crocus City Hall nær Moskva 22. marts i år, opførte Putin sig lige så skråsikkert som Stalin gjorde op til Operation Barbarossa 22. juni 1941 og afviste omverdenens klare advarsel om et nært forestående angreb.

Så Putin bør betragtes som en uheroisk overlever og hedonist, når han er uden for rampelyset, siges det. 

Policy á la Kissinger

De mest angrebslystne ideer er dem, som Claus von Barnekow lufter om Orbáns Ungarn.

Claus von Barnekow vil have Danmark til at fremsætte et responsum til Europarådets Ministerkomite om, at Ungarns coronarelaterede særlove undergraver EMRK. Forudsat, at et sådant responsum bakkes op af andre Europarådsstater, kan det ende med, at Ungarn må forlade Europarådet.

Finten er, at det ville bringe Ungarns EU-medlemskab i fare og dermed ”de rigelige pengestrømme fra EU”, som Claus von Barnekow skriver; netop de er Orbáns motiv for at forblive i EU. For EU's Lissabontraktats artikel 6 stk. 2 pålægger EU-medlemmer at tiltræde Europarådets EMRK.

Ikke noget ueffent bud på europæisk linkage policy á la Kissinger!

Der er forfriskende, når Claus von Barnekow vurderer, at tesen om det internationale systems sammenbrud er overdrevet. Til støtte herfor kan nævnes, at den russiske høg Karaganov blankt erkender, at det Globale Syd ikke vil gå i krig mod Vesten for Ruslands skyld, for der er immervæk megen win-win hen over klodens Nord-Sydakse.

Kina er muligvis dødsensfarlig, men samtidig nede i en strukturel bølgedal, og Iran har fået nye imageproblemer med angrebet mod Israel. Sluttelig er der Claus von Barnekows fritænkning om Rigsfællesskabet, der fortjener at blive nærlæst af alle.