100 tiltag skal skabe vækst i hele landet

VÆKSTPLAN: Regeringen sigter bredt i sin vækstplan, der varsler ændringer i alt fra planloven over landbruget til flere flyruter. Ifølge Troels Lund Poulsen vil planen give 2,5 milliarder kroner varigt.

Regeringen vil med sin vækstplan skabe udvikling i hele landet – blandt andet skal landbruget have en håndsrækning.  
Regeringen vil med sin vækstplan skabe udvikling i hele landet – blandt andet skal landbruget have en håndsrækning.  Foto: Colourbox
Kasper Kaasgaard

Mandag løftede regeringen sløret for en omfattende vækstplan, som skal udbrede væksten til hele Danmark.

Nogle af initiativerne er kendte, som for eksempel udflytningen af de cirka 3.900 statslige arbejdspladser. Sammen skal tiltagene løse et stigende problem:

”Vi har en skæv jobvækst, der er koncentreret omkring Østjylland, dele af Midtjylland og selvfølgelig hovedstadsområdet. Vi vil gerne være bedre til at sikre en jobvækst, der også kommer andre dele af Danmark til gavn, nemlig hele Danmark,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

Sammen med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) præsenterede han planen mandag i Nørre Snede.

En plan, der ifølge Troels Lund Poulsen for alvor kan gøre en forskel for at skabe et Danmark, der hænger bedre sammen.

”Vi har som en del af regeringsgrundlaget lagt afgørende vægt på, at vi får lavet en strategi for udviklingen, også uden for de større byer,” siger han.

Landbruget skal gives frit
Eva Kjer var med, fordi en del af planen omhandler landbruget. Senere på året vil den del af planen blive uddybet, og der er akut behov, mener hun.

”Lige nu må fem landmænd hver uge dreje nøglen om. Blandt andet, fordi de danske landmænd skal forholde sig til en række unødigt høje krav, som gør det svært at konkurrere med deres kolleger i lande som Tyskland og Polen,” siger Eva Kjer Hansen og fortsætter:

”Derfor kommer vi snart med en samlet landbrugs- og fødevarepakke, der skal sikre bedre vilkår for både landmænd, fiskere og aquakulturen.”

Et par af de bebudede initiativer er at fjerne de omdiskuterede randzoner, afskaffe gødningsnormer og at gøre det lettere at få tilladelse til at holde mange husdyr. Der skal også laves bedre muligheder for finansiering, når man vil starte som landmand.

Penge avler penge
På næste års finanslov er der afsat 150 millioner til vækst. I Nørre Snede fortalte Troels Lund, at der derudover er fundet hele 9 milliarder kroner i alt frem mod 2019.

Pengene til planen vil øge BNP med 2,5 milliarder varigt, siger ministeren.

”Det skal sikre, at vi både kan fastholde og udvikle arbejdspladser, som kan være med til at skabe velstand til nogle af de kommuner, som har været under pres på baggrund af, at virksomheder lukker, og at folk flytter fra deres område,” siger Troels Lund Poulsen.

Han er glad for de høje beløb, som ifølge ham vil gøre gavn.

”Det er et meget pænt tal, som vi er i stand til at sige, det hjælper samfundsøkonomien. Der er langt over 100 forskellige initiativer, som på hver deres måde er med til at understøtte en vækst og udvikling til gavn for hele Danmark.”

Med i planen er også tiltag, der skal gøre det nemmere at bosætte sig i de områder af landet, som har oplevet affolkning i de seneste år. Der er også lagt op til en udvikling af Københavns Lufthavn, som skal medføre flere indenrigsruter.

Tillid til kommunerne
Når regeringen vil afskaffe en stribe af kravene til blandt andet landbruget, skyldes det, at regeringen anser kravene for unødvendige og uden effekt.

”I fremtiden kommer vi til at opleve en mere målrettet regulering, der ser på, hvilken indsats der er den mest optimale at anvende i det pågældende område,” siger Eva Kjer Hansen.

Endelig kommer der også et opgør med planloven. Det skal forhindre behovet for dispensationer til at opføre gyngestativer og højbede, hvis man bor for tæt på vandet.

”Vi vil give borgerne retten til egen have tilbage, ligesom vi vil give erhvervslivet og kommunerne bedre mulighed for at tiltrække turister fra ind- og udland og mulighed for at skabe mere liv rundt omkring på havnearealer,” siger Eva Kjer.

Hendes ministerkollega Troels Lund Poulsen betoner, at det i langt højere grad skal være kommunerne, der fastsætter kravene. Det har ikke været tilfældet op gennem nullerne, men nu skal tilliden tilbage, lyder det fra erhvervs- og vækstministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00