Her er regeringens finanslovsforslag

DOKUMENTATION: Penge til en reform af erhvervsuddannelserne, løft af sundhedssektoren, millioner til grøn omstilling og en styrket indsats for socialt udsatte børn og unge er nogle af hovedelementerne i regeringens finanslovsforslag.

Foto: Finansministeriet
Anne Justesen

Regeringen har netop offentliggjort finanslovsforslag for 2014 under overskriften Vækst og balance.

Den samlede finanspolitik i 2014 forventes at understøtte den private beskæftigelse med 15.000 personer næste år, og aktiviteten bliver knap 0,5 procent BNP højere, end den ellers ville være.

De offentlige investeringer udgør 44 mia. kroner i 2014 og øges således med knap 3 mia. kroner i forhold til 2013, skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.


Hovedelementerne i finanslovforslaget for 2014

Vækst, job og konkurrenceevne

  • Vækstplan DK - bedre forhold for virksomhederne: Lempelser af energiafgifter, reduktion af selskabsskat og bedre adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder. Aftaler om Vækstplan DK indeholder initiativer til i alt over 90 mia. kr. frem mod 2020.
  • BoligJobordningen: BoligJobordningen er genindført og udvidet. Der er som led i Aftaler om Vækstplan DK afsat i alt 3,3 mia. kr. i 2013 og 2014 hertil.
  • Voksen- og efteruddannelse: Regeringen vil sikre kompetenceløft af arbejdsstyrken. Der er med Aftaler om Vækstplan DK afsat i alt 1 mia. kr. i 2014-2017 til styrket voksen- og efteruddannelse.
  • Vækstteams: Regeringens otte vækstteams efterser vækstvilkårene på store, internationale erhvervsområder. Der er med Aftaler om Vækstplan DK afsat i 75 mio. kr. årligt i 2014 og 2015 hertil.

Investeringer i infrastruktur og velfærd

  • Anlægsreserve: Regeringen sikrer med en ny anlægsreserve på 1 mia. kr. i 2014 mulighed for nye investeringer. Med reserven øges det samlede offentlige investeringsniveau i 2014 til over 44 mia. kr.
  • Nye transportinvesteringer: Der igangsættes med aftalen i den grønne transportforligskreds fra marts 2013 transportinvesteringer, herunder en ny Storstrømsbro og en motorvej mellem Herning og Holstebro. De nye transportinvesteringer vil i de kommende år udgøre over 9 mia. kr.
  • Velfærdsinvesteringer: Investeringer i fremtidens velfærdssamfund sker i høj grad i kommuner og regioner. Forøgelsen af de planlagte offentlige investeringer med 2 mia. kr. i 2014 fra Aftaler om Vækstplan DK målrettes mod kommunerne. Endvidere øges de regionale investeringer i 2014 med knap 2 mia. kr. i forhold til 2013.
  • Almene boliger: Gennem renovering af almene boliger vil regeringen sikre tidssvarende boliger og øge aktiviteten i byggeriet. Med Aftaler om Vækstplan DK øges investeringerne med i alt 4 mia. kr.

Sundhedsvæsen

  • Sundhedspolitisk udspil: Regeringen vil styrke forebyggelsen og øge ligheden i sundhedsvæsenet med udgangspunkt i den enkelte borger. Der er afsat 150 mio. kr. årligt i 2014-2017 hertil.
  • Løft af sundhedsvæsenet: Regeringen har med Aftale om regionernes økonomi for 2014 sikret et løft til sundhedsvæsenet. Med løftet afsættes 1,1 mia. kr. i 2014 til aktivitet på sygehusene og 250 mio. i 2014 kr. til et sammenhængende sundhedsvæsen i 2014.
  • Styrkelse af psykiatrien: Ny udrednings- og behandlingsret i psykiatrien.
  • Kommunal sundhed: Sundhedsområdet i kommunerne styrkes. Der afsættes 300 mio. kr. i 2014 hertil.

Beskæftigelsespolitik

  • Bedre indfasning af dagpengereformen: Med aftalen om forlængelse af den særlige uddannelsesordning og en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse sikres indfasning af dagpengereformen. Der er afsat i alt 1,5 mia. kr. i perioden 2013-2016 hertil.
  • Kontanthjælpsreformen: Reformen sikrer, at unge får en uddannelse, og at flere får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Samtidig styrkes de offentlige finanser med 1,2 mia. kr. i 2020.
  • Styrket indsats mod social dumping: Regeringen vil fastholde indsatsen mod social dumping. Der er på finanslovforslaget afsat 75 mio. kr. årligt frem til 2017 hertil. 

Uddannelse og forskningsindsats

  • Investeringer i uddannelse: Regeringen foretager investeringer for at sikre opfyldelsen af uddannelsesmålsætningerne. Fra 2013 til 2014 løftes investeringerne i uddannelse (taxametertilskud mv.) og SU med 2,3 mia. kr.
  • Reform af folkeskolen: Regeringen har stået i spidsen for en bred aftale om et løft af folkeskolen, herunder en længere og mere varieret skoledag og flere timer i dansk og matematik. Folkeskolen styrkes samtidig på konkrete områder med i alt 4,5 mia. kr. i 2014-2017.
  • Reform af erhvervsuddannelserne: Regeringen vil i efteråret 2013 fremlægge et forslag til en reform af erhvervsuddannelserne, der sigter mod at øge optag og kvalitet på erhvervsuddannelserne. Der er på finanslovforslaget for 2014 afsat en reserve på i alt ca. 1 mia. kr. hertil i 2014-2017.
  • SU-reform: Reformen bidrager til, at de studerende kommer bedre og hurtigere gennem uddannelserne. Samtidig styrkes de offentlige finanser med 2,2 mia. kr. i 2020.
  • Et førende vidensamfund: Regeringens ønsker, at Danmark skal være et førende vidensamfund og har en målsætning om offentlige forskningsmidler på mindst 1 procent af BNP. Med finanslovforslaget for 2014 udgør de offentlige forskningsmidler 20,8 mia. kr. i 2014, hvilket svarer til 1,09 procent af BNP.

Grøn omstilling af Danmark

  • En grøn omstilling: Regeringen vil yderligere styrke grøn omstilling og gøre Danmark til et mere bæredygtigt samfund. Der afsættes en reserve på yderligere 200 mio. kr. årligt i 2014-2017.
  • Grøn omstilling: Forankring af grøn omstilling i virksomheder, hos borgere og i offentlige institutioner er central. Regeringen udmønter efter aftale med Enhedslisten i alt 430 mio. kr. i 2014-2017.
  • Styrket kemikalieindsats: Regeringen vil sikre styrket tilsyn og kontrol samt mere viden om kemiske stoffers farlighed. Der afsættes i alt ca. 180 mio. kr. i 2014-2017 hertil.

Omsorg for de mest udsatte

  • Socialt udsatte børn og unge: Regeringen vil iværksætte en styrket indsats vedrørende socialt udsatte børn og unge. Der afsættes 70 mio. kr. årligt hertil i 2014-2017.
  • Vold i familien og nære relationer: Regeringen vil udarbejde en ny handlingsplan til bekæmpelse af vold i familien og nære relationer. Der afsættes i alt 36 mio. kr. i perioden 2014-2017 hertil.
  • Satspulje for 2014: Regeringen lægger op til, at satspuljen i 2014 målrettes indsats mod ungdomskriminalitet, psykiatri, handicapområdet og udsatte voksne. Satspuljen udgør ca. 350 mio. kr. i 2014.

Øvrige initiativer

  • Bekæmpelse og forebyggelse af bandekriminalitet: Regeringen vil styrke indsatsen for at bekæmpe og forebygge bandekriminalitet yderligere. Der afsættes 50 mio. kr. årligt i 2014-2017 hertil.
  • Annullering af besparelse i DSB: Regeringen vil skabe ro om DSB's økonomi i 2014. Den besparelse på 300 mio. kr. i 2014, som den tidligere VK-regering pålagde DSB, vil derfor blive annulleret.

Kilde: Vækst og balance - Finanslovforslag 2014.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00