Private medier presses af alle

KUNNE MAN FORESTILLE sig et demokrati uden statslige medier? Tja, bom, bom, det kunne man vel godt. Staten kunne jo sørge for selv at indrykke annoncer om brevafstemning og andre statslige fornødenheder.

Kunne man forestille sig et demokrati uden uafhængige, private medier? Nej, det er selvsagt utænkeligt. Uden private medier ville vi ingen uvildig kontrol have med statsmagten, og vejen til korruption og magtvælde ville ligge lige for. Politi og domstole rækker ikke.

Derfor er den aktuelle diskussion om svækkelsen af de private medier herhjemme og i den vestlige verden generelt så vigtig.

DER ER TRE hovedårsager til, at en af demokratiets grundpiller, de frie dagblade, desværre presses gevaldigt tilbage i disse år:

1. Teknologi: Internettet er en langt hurtigere, billigere, mere miljøvenlig og præcis distributionsform end papir. Derfor falder printoplagene med tilhørende læsertal ubønhørligt 5-10 procent. Hvert år. Og igen hvert år.

2. Sociale medier: De amerikanske virksomheder Google og Facebook m.fl. stormer frem. Det er ikke medier, det er ikke de store skattebetalere, og de er slet ikke forankret i frisindede, europæiske idealer med respekt for f.eks. naturlig nøgenhed. Men skidtet virker, og ingen begrænser deres vækst/imperialisme. EU lader passivt amerikanerne krænke vores intellektuelle territorium og svække/afvikle europæisk medieindustri. Alene de seneste tre år er det lykkedes amerikanske virksomheder at hjemtage store dele af de private danske mediers hidtidige, lukrative, livsvigtige annoncemarked. Milliard for milliard flyttes ud af Danmark. Fra dansk beskæftigelse og person- og selskabsbeskatning til gunst for fremmede aktionærer. Og tendensen fortsætter - med stigende styrke. Mens udlandet i 2007 "kun" havde nået at snuppe hver femte danske, digitale annoncekrone, var det allerede i 2013 halvdelen. Og i dag noget mere end halvdelen. Resultat: Færre kroner at producere selvstændigt redaktionelt indhold for i Kongeriget Danmark.

3. Statens egne medier: Som så meget i den offentlige sektor vokser de stille og roligt. Når først noget offentligt er født, er det som bekendt næsten umuligt at slanke det. Offentligt ansatte vælgere og deres magtfulde organisationer forhindrer det i ren og skær egeninteresse. Modsat den private sektor, der over marked og resultater regulerer sig selv. Enhver regering ønsker genvalg, enhver regering må og vil derfor stå sig godt med DR, der så let som ingenting med sin dominans og programvalg kan vælge at bidrage til at flytte de der to-tre mandater, der ofte afgør valg. Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde det, lige før han blev statsminister i 2001: opsøgte generaldirektør Nissen (jvf. dennes erindringer) og sagde ligeud: - Hvad kan jeg gøre for jer? Typisk Fogh. Alt for at blive valgt og genvalgt. Uanset skaderne på privat virkelyst.

NOGET MÅ GØRES. Men hvad? De store private mediehuse som JP/Politiken, Jysk Fynske Medier og nu tredjestørst målt på omsætning Berlingske Media har en størrelse, så de er i direkte konkurrence med DR. Derfor ønsker de et langt slankere DR, især på nettet, hvor mediehusene selv har betydelige interesser. De mindre medier - som Altinget - ønsker dialog med DR, læs: at levere indhold på markedsvilkår. Vi har leveret vores speciale - kandidat-databaser - til folketingsvalg, europa-parlamentsvalg, kommunalvalg og folkeafstemning og fortsætter med det i årene fremover. 

Den nye kulturminister Bertel Haarder (V) kan vise sig at være den stærkeste medieminister, vi har set meget længe. Det har han som bekendt format og erfaring til. De lytter fortsat til ham i Venstre. Forgængeren Marianne Jelved (R) var i mediebranchen kendt som "DR-præsidenten". Nu siger Haarder i Altinget: kultur "Træd varsomt, DR". Og han opfordrer DR og de private medier til selv at finde ud af det sammen, idet han tilføjer:

"De skrevne mediers problem er bl.a., at Danmarks Radio med sine 3,5 mia. kr. i ryggen kan drive unfair konkurrence på de trykte og privatfinansierede mediers bekostning. Det er et reelt problem, som jeg som minister må tage alvorligt." Men det gør han ikke ved at bede konkurrenterne klare det indbyrdes. Det vil ikke ske. Kun gennem politisk regulering. Se til vores nabolande som Tyskland og Storbritannien. Dér arbejder man kraftigt på at regulere statslige medier, så de private kan komme til – især online.

En anden betydende politiker, forhenværende klimakommissær og dansk miljøminister Connie Hedegaard (K), er formand for det såkaldte public service-udvalg, der skal vejlede ministeren om en mulig nyfortolkning af det forøvrigt hæslige ord "public service". Hvad dælen er det? Noget med at feje fortove? Forhåbentligt baner udvalget vejen for en art monopolbrud på begrebet, så det anerkendes, at medier som Altinget, Avisen.dk, Politiken, Børsen og Nordjyske – præcis som DR og TV 2 med regioner – kan udgives på et dansksproget grundlag om uvildighed, pluralisme osv. Vi er simpelthen public service. Altinget i Danmark sender hver uge hundredetusindevis af gratis nyhedsbreve ud om politik, samfund, kultur og debat til enhver interesseret. Over som under 18 år. Ganske uvildigt og nuanceret.

HVAD DER ER brug for, er kernepublicisme, et ord, professor og mangeårig medieforsker Anker Brink Lund med sin lune sans for retorik gerne bryster sig af at have "kærnet". Ordet betyder uvildig journalistik om politik, samfund og kultur. Dét, som demokratiet gerne vil understøtte for at sikre sin overlevelse. Og det skal ske. Uanset platform. Uanset ejerform privat/stat.

Mediestøtten til private medier og gerne en generel, lav mediemoms uanset teknisk platform kan understøtte det. Efter 14 års drift for egne midler blev Altinget omfattet af mediestøtten i 2014. Hvad skete? Før var vi kunstigt holdt nede af en ensidig milliardstøtte til vores nærmeste konkurrenter. Andre it-iværksættere på frie markeder drønede forbi os. Siden har vi fordoblet vores stab og sender flere skattekroner retur, end vi får i mediestøtte. Vupti: godt for alle. I år og de følgende er vi såkaldt Gazelle-virksomhed.

Engang var dagbladene hele centrifugen i meningsdannelsen. På syv år er der kommet flere ansatte journalister i statens medier end i de private, landsdækkende medier. Udviklingen går klart i retning af lidt flere statsansatte journalister og klart færre privatansatte. I perioden 2007 til 2014 faldt antallet af beskæftigede journalister i landsdækkende private medier således fra 1.253 til 943, mens antal beskæftigede journalister i de statslige medier i samme periode er steget fra 1.106 til 1.142. Det er altså uhyggeligt, du.

Bertel Haarder har derfor stillet sig selv en gigantisk opgave, når han nu både vil modernisere mediestøtten til den trængte private del og se på et slankere DR med en ny licensform. Det hele kan nås inden for den nuværende valgperiode. Men det kræver en mand, der har lang, lang parlamentarisk erfaring og evne til det muliges kunst.  

Rasmus Nielsen er – udover at udgive Altinget – næstformand for Danske Medier og formand for Interessenetværket Specialmedierne.