EL-veteran: S skal kende vores røde linjer næste gang

Han har været med i politik i en menneskealder og var en af Enhedslistens ”founding fathers”.

Søren Søndergaard har taget turen fra det første valg i 1990, hvor partiet endte under spærregrænsen, til en situation, hvor Enhedslisten er blevet Folketingets fjerdestørste parti.

Søndergaard hører til den del af Enhedslisten, der er parat til at bruge styrken til en konfrontation med en ny S-ledet regering, hvis den fortsætter linjen fra Thorning (S) og Corydon (S). Selv hvis en sådan konfrontation ender i en socialdemokratisk regerings fald.

”Selvfølgelig kan vi ikke få, alt hvad vi ønsker. Men det er vigtigt at der er nogle klare røde linjer, som en kommende S-ledet regering ved, den ikke kan krydse, uden det får konsekvenser,” siger Søren Søndergaard.

EL-veteranen lader skinne igennem, at tidligere finansminister Bjarne Corydon burde have mærket konsekvenserne af sin politik ved salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Eventuelt i form af et direkte mistillidsvotum.

”Politik leves forlæns, men forstås baglæns. Set i det lys er det min personlige opfattelse, at vi nok skulle have gjort mere klart, at salget af DONG var en rød linje for os. Og at krydse den ville få konsekvenser for vores tillid til de ansvarlige.”

Rent kommunikativt havde vi tidligere været nogle amatører.

Søren Søndergaard
MF for Enhedslisten

En kammeratlig samtale
Det er ikke mindst for at forstærke presset på Mette Frederiksens socialdemokrater, at Enhedslisten de senere måneder har indledt et frieri til Alternativet. En strategi om en ”forandringsblok”, der især er markedsført af finansordfører Pelle Dragsted:

”Der er mange områder, hvor vi konkret er enige med SF – og især med Alternativet. Kommer vi ind i valgkampen med 20 procent til EL, ALT og SF, kan vi skabe en tro på, at der også kommer en ny politik, når Lars Løkke (V) falder. Den tro kan vi ikke skabe alene,” siger Søren Søndergaard.

Er der ikke for store forskelle mellem jer og Alternativet til, det giver mening at gå at gå sammen i en blok?

”Nu siger du 'blok'. Men det skal ikke være en blok ......”

Pelle taler ellers hele tiden om ”forandringsblokken”.

”Nej, det er han begyndt at ændre på. Han har været til kammeratlig samtale. Nu siger han 'en bevægelse for forandring'," siger Søren Søndergaard med et lumsk grin og fortsætter:

”Vi skal jo ikke sluttes sammen med Alternativet. De appellerer til deres vælgere, og vi appellerer til vores. Ud af Alternativets fremgang siden valget er det kun et halvt mandat, der er taget fra os, og vi er vokset alligevel. Så i stedet for at forsvare det halve mandat med næb og kløer, har vi valgt at koncentrere os om alle de steder, hvor vi stemmer sammen i folketingssalen.”

Er du ikke bange for, at et nært samarbejde mellem jer og Alternativet vil skræmme arbejdervælgere langt væk?

”Jeg tror, der er sket noget i politik de senere år. Politikerleden er blevet så markant, at det ikke er så let at afskrive noget, der er anderledes. Jeg synes, det er meget rimeligt at vurdere Alternativet på, hvordan de stemmer i folketingssalen.”

SF's svage punkt
Det er ikke kun Alternativets opdukken på den politiske himmel, der adskiller situationen fra 2005, hvor Søren Søndergaard sidst var i Folketinget. Han kom tilbage til en folketingsgruppe, der er mere end dobbelt så stor, som da han var der sidst.

En udvikling, El-veteranen ser to hovedforklaringer på:

”Jeg har altid ment, vores tid ville komme, når SF blev afprøvet. SF har et svagt punkt i forhold til Socialdemokraterne, for når det kommer til stykket, tør de ikke tage konfrontationen. Derfor var vi ret sikre på, at SF ville komme i problemer.”

”Vi kunne have taget fejl i den analyse. Så havde SF stadig været store, og så var vi aldrig blevet større. Men faktisk begyndte det at gå galt for SF allerede inden, de kom under ansvarets åg, dengang de lagde an til regeringsdannelse.”

Det stemningsskifte fik Søren Søndergaard et førstehåndsindtryk af, fordi han var med i en gruppe, der tog rundt og sagde velkommen til Enhedslistens nye medlemmer.

”Det var bestemt ikke i alle perioder, der kom lige mange nye medlemmer: I 90'erne prøvede jeg at deltage i et velkomstmøde i Odense, hvor der kom nul! Men fra omkring 2009 kom der stadig flere nye, og mange af dem var SF'ere, der var trætte af topstyringen og afbøjningen over for Socialdemokraterne.”

Amatører
Det er ikke nok, at utilfredse forlader et parti, der skal også være et brugbart alternativ. Her var timingen perfekt for Enhedslisten, for netop da SF begyndte at tabe fart, havde Enhedslisten været gennem en decideret makeover.

”I 2007 kom der nye folk til, der i højere grad tog udgangspunkt i, hvordan vælgerne reelt opfattede os. F.eks. var der mange, der mente, vi bare sad i folketingssalen og sagde nej til det hele. Det var forkert, vi var også med i tonsvis af forlig i 90'erne. Men tidligere adresserede vi aldrig systematisk den fejlopfattelse. Det gjorde det nye team i EL,” siger Søren Søndergaard.

Frontfiguren i ”det nye team” var den netop afgåede politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Hun blev blandt andet guidet af Pelle Dragsted, der dengang var partiets pressechef og politiske rådgiver. Som noget helt nyt begyndte Enhedslisten at bruge vælgerundersøgelser og fokusgrupper, og det lykkedes gradvist at gøre det lille venstrefløjsparti spiseligt for langt bredere vælgergrupper.

”Det nye team gjorde det ikke altid på en måde, som jeg var helt vild med. For de spillede nogle gange bold op af en fortid, der reelt ikke var der – for at demonstrere at de havde ændret på tingene. Men de gjorde det skidedygtigt og effektivt. Rent kommunikativt havde vi tidligere været nogle amatører,” erkender EL-veteranen.

Betyder det også noget, at Johanne og Pernille går noget anderledes klædt end f.eks. Keld Albrechtsen, der var kendt for sine hjemmestrikkede sweatre i særprægede farver?

”Måske, men de konservative kvinder går også pænt klædt, og det forhindrer ikke, at partiet ligger og roder ved spærregrænsen. Men det er lykkedes at nedbryde nogle fordomme, om at Enhedslisten er nogle 'sære starutter'. Den opgave har det nye team løst fantastisk godt.”

En snert af nostalgi
For en gammel trotskist som Søren Søndergaard var det med blandede følelser, han kunne se begrebet ”revolution” blive renset næsten helt ud af partiprogrammet. Men også her anlægger han en pragmatisk indfaldsvinkel:

”Johanne syntes, det lød støvet, og så fjernede man alle mulige spekulationer, om hvad der rent hypotetisk kunne ske. Det var meget klogt, selvom det var på bekostning af den mere nørdede teoretiske diskussion. Den diskussion kan jeg da godt savne indimellem,” siger Søren Søndergaard og tilføjer så:

”Men er der andre end os selv, der savner den diskussion? Næppe.”

De manglende diskussioner om revolutionære scenarier har da heller ikke frataget veteranen lysten til at politik. Søren Søndergaard stiller ”100 procent sikkert” op til Folketinget igen, hvis Enhedslistens medlemmer giver ham opbakning til det. Og det gør de nok. Sidste gang blev han nummer tre ved partiets urafstemning.