Radikale siger nej til motorvejsaftale

VEJE: Radikale har besluttet at stå uden for motorvejsaftalen. Partiet mener, at det er et forkert klima-signal at udbygge motorveje omkring hovedstaden. SF og V undrer sig, mens Enhedslisten vil samarbejde.
De Radikale har besluttet at stå uden for motorvejsaftalen - den sender et skævt klima-signal, mener partiet.
De Radikale har besluttet at stå uden for motorvejsaftalen - den sender et skævt klima-signal, mener partiet. Foto: Colourbox
Anders Jerking
De Radikale besluttede på et gruppemøde torsdag at træde på bremsen og sige nej tak til den motorvejsaftale, som blev indgået onsdag.

Her fordelte regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Liberal Alliance 5,5 milliarder til nye motorveje og omfartsveje. Der blev kun 6 millioner til kollektiv trafik, og det er for lidt, mener De Radikale.

Partiet er især utilfreds med beslutningen om at udvide Køge Bugt-motorvejen og Helsingørmotorvejen.

"De to vejprojekter sender et helt forkert signal. Der kommer flere biler på vejene, større CO2-forurening, og miljøet belastes yderligere. Vi ville hellere have brugt de penge på at forbedre de eksisterende jernbaneforhold. Helsingørmotorvejen drejer sig om 4 kilometer vej for 1,4 milliarder kroner. Tænk, hvilke forbedringer man kunne lave på Kystbanen for de penge," siger partiets trafikordfører, Johs. Poulsen.

Han mener, at aftalen direkte modvirker bestræbelserne på at få flere til at tage toget - og dermed nedbringe CO2-reduktionerne fra transporten.

"Man kan ikke se på trafikpolitikken isoleret fra vores miljø- og klimamæssige udfordringer. Hvis man vil have folk over i jernbanen, så skal man sikre, at der er en grund til, at man tager jernbanen. Nu bliver det derimod så grotesk, at vi indvir de nye spor på Køge Bugt-motorvejen næsten samtidig med, at man tager den nye jernbane i brug," siger Johs. Poulsen.

Man kan ikke se på trafikpolitikken isoleret fra vores miljø- og klimamæssige udfordringer.

Johs. Poulsen (R)
Trafikordfører

Vejen til regeringskontorene 
Onsdagens motorvejsaftale sætter sidste punktum for januars trafikaftale. Her er der tidligere afsat mange milliarder til jernbane og cyklisme. Johs. Poulsen erkender, at der med de tidligere aftaler er afsat store midler til den kollektive trafik.

"Det er en del af vores dilemma. Vi har en lang tradition for at være med i trafikaftaler, og det har været et selvstændigt argument, om vi af hensyn til den samlede aftale burde tilslutte os, men vi har valgt at sige, at vi måtte gøre det, som vi mener er det rigtige. Politik må handle om, at man kan stå inde for det, som man gør," siger han.

Han undrer sig over, at især SF har accepteret onsdagens aftale, som kun giver seks millioner til den kollektive trafik - heraf 4 millioner til en VVM-undersøgelse af en letbane i Odense - en undersøgelse, som kommunen allerede har besluttet.

"Det er udtryk for en helt ekstrem nøjsomhed, som jeg slet ikke forstår. Jeg ved ikke, hvad der driver SF, men så vidt jeg kan bedømme, prøver SF at tage motorvejen til regeringskontorene," siger han.

SF: Forliget er en helhed 
Den udlægning kan SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, ikke genkende.

"Der er ikke kun seks millioner, for denne aftale hænger sammen med aftalen fra oktober, hvor vi afsætte 10 milliarder til en ny jernbane mellem Ringsted og København. Det er en samlet aftale, og derfor kan man ikke opdele det, som de Radikale gør nu," siger hun og understreger, at der i aftalen er reserveret 100 millioner til stationsåbninger.

Hun afviser, at SF's opbakning skyldes taktiske hensyn.
"Det er en underlødig påstand. Det vigtige for os er, at SF er forligspartner, og så er man en del af hele forliget, også selvom der er dele, man ikke bryder sig om," siger hun.

De Radikale står uden for aftalen, men vil stemme for alle projekter bortset fra de to nævnte motorveje.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, undrer sig over De Radikales beslutning.
"Det er vigtigt at se den nye motorvejsaftale i nøje sammenhæng med de tidligere trafikaftaler fra januar og oktober 2009. Samlet set bruger vi omkring 2/3 af midlerne i trafikinvesteringsfonden på kollektiv transport og omkring 1/3 på veje. Derfor er det uforståeligt, at Radikale ikke vil tage et medansvar for det nødvendige samlede løft af den trafikale infrastruktur. Når vi taler om brede politiske aftaler, kan man ikke blot botanisere i aftalen og fravælge de elementer, som man ikke prioriterer så højt," siger han.

I Enhedslisten, som er det eneste parti, der ikke var med i trafikaftalen fra januar, glæder man sig derimod over De Radikales melding.

"Jeg er meget glad for, at De Radikale har afvist at deltage i det asfaltorgie, som de øvrige trafikforligspartier har indgået. Derfor inviterer jeg nu De Radikale til at indgå i et samarbejde med os, hvor vi i fællesskab kan fremlægge et alternativ til motorvejsinvesteringerne. Et sådan fælles udspil fra vores side kan lægge et pres på Socialdemokraterne og SF, sådan at vi efter næste valg kan tage de nødvendige initiativer til at få styrket den kollektive trafik," siger partiets trafikordfører, Per Clausen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johs. Poulsen

Byrådsmedlem (R), Herning Kommune, formand for Kultur og Fritidsudvalget, fhv. MF (2005-11)
lærer (Herning Seminarium. 1980)

Kristian Pihl Lorentzen

Fhv. MF (V), fhv. næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen, major
videregående officersuddannelse (Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole 1990)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00