Uvis fremtid for S-SF's kandidatpant

UDDANNELSE: S-SF ser ikke ud til at kunne samle flertal for forslaget om kandidatpant efter valget. Alle andre partier er nu imod forslaget. Også DF der ellers tidligere har flirtet med tanken.
Foto: Kristoffer Hecquet/Altinget.dk
Jørgen Skadhede
Det mest opsigtsvækkende uddannelsesforslag i S-SF's store plan "Fair Løsning" går en højest usikker fremtid i møde.

I foråret 2010 foreslog S-SF at lade kandidater betale de sidste to års SU tilbage løbende, hvis de flytter til udlandet i en periode på mere end eksempelvis fem år. Dermed kan den enkelte kommer til at betale op til 130.000 kr. tilbage. Idéen kom Velfærdskommissionen oprindelig med i 2005.

Men modstanden mod forslaget er massiv fra alle sider. De studerende, erhvervslivet og alle andre partier er nu modstandere af tanken.

DF afviser nu også
Der har ellers været spekuleret i, at S-SF muligvis kunne få flertal for kandidatpant sammen med Dansk Folkeparti. DF foreslog nemlig kandidatpant som en mulighed i forbindelse med forhandlingerne om SU-reformen sidste efterår.

Men partiets magtfulde næstformand, Peter Skaarup, afviser nu over for Altinget.dk, at DF vil lægge stemmer til S-SF's kandidatpant.

"Nej, ikke i den form, de har foreslået. Danske kandidater skal ikke rammes urimeligt hårdt, fordi de har arbejdet for en virksomhed i udlandet i mere end fem år. De fleste danskere vender hjem igen. Det, vi er bekymret for, er, at der er for mange udlændinge, der kommer hertil og får dansk SU og en gratis uddannelse og så tager til udlandet igen bagefter, for så har vi brugt penge på nogle, der ikke rigtig bidrager," siger Peter Skaarup.

R tæt på ultimativt krav
Og selv hvis S-SF får overtalt DF, så vil den oplagte regeringspartner de Radikale ikke være med under nogen omstændigheder.

"Det er simpelthen en verdensfjern tanke at beskatte danskere, fordi de har taget en uddannelse og arbejder i udlandet. Vi skal tværtimod håbe, at flere danske virksomheder har brug for veluddannede unge til at varetage deres indsats i udlandet," siger de Radikales finansordfører, Morten Østergaard til Politiken.

Han er endda tæt på at kalde det et ultimativt krav, at forslaget ikke bliver til noget, hvis de Radikale skal med i en ny regering.

"Vi synes, tanken er helt håbløs, og kan slet ikke forestille os noget scenarie, hvor vi kan lægge stemmer til det," siger Morten Østergaard.

Ingen kandidatpant i næste valgperiode
Også V og K er imod kandidatpanten, som partierne kalder for en genindførelse af stavnsbåndet. Ligesom V og K mener, at det er problematisk, at folk, der arbejder for danske virksomheder i udlandet, skal betale SU'en tilbage.

Desuden er både V, K, R og DF en del af SU-forliget, og dermed har de vetoret i næste valgperiode.

Thorning holder fast
Hos Socialdemokraterne afviser partiformand Helle Thorning-Schmidt at tage forslaget af bordet.

"Vi håber, at studerende tager til udlandet - ligesom vi håber, de tager job i udlandet, når de er færdige. Men vi vil også gerne have, at de kommer hjem på et tidspunkt for at bidrage til det samfund, som har betalt deres uddannelse. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan rejse ud. Men hvis man ikke kommer hjem nogensinde, skal man betale den uddannelse, som danske skatteborgere har knoklet for at betale," siger hun til Politiken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Peter Skaarup

MF, gruppeformand (DD)
Student (Aarhus Katedralskole 1982)









0:000:00