”En gang forræder – altid forræder!”

Sådan lød et ofte brugt mundheld, da jeg for mange år siden var ungdomspolitisk aktiv i Konservativ Ungdom. Meningen var ikke til at tage fejl af. Var nogen ”sprunget” - det kunne være til en anden fløj internt, eller måske ligefrem til en helt anden organisation, var man stemplet. Man var en, man ikke længere kunne stole på.

Alle lagde naturligvis gode miner til slet spil og bød vedkommende velkommen hjem igen, hvis de formastelige kom tilbage, og man sagde i særdeleshed altid velkommen til nye medlemmer, også når de kom fra andre partier.

Alligevel lurede forhistorien – forræderiet om man vil – altid i baghovedet. Var man hoppet én gang, var det jo alt andet lige nemmere at gøre det igen, når loyaliteten nu ikke havde været stærkere til at starte med.

Selvom forræderi-mundheldet – som alt andet i ungdomspolitik – er sat på spidsen, så rammer essensen i det noget centralt i den måde, man i politiske partier ser på personer som svigter. Og selvom kynismen kan være udtalt i moderne politik, så sidder følelserne i ’voksenpolitik’ ofte også udenpå tøjet, når det handler om partihop.

For eksempel skulle den gamle socialdemokratiske kæmpe, Per Hækkerup, havde udbrudt ”Føj for helvede!”, da han tilbage i midten af halvfjerdserne kom forbi den konservative partihopper Hans Jørgen Lembourn. Foragten overfor dem, som svigtede bevægelsen og partiet var afgrundsdyb.

Politiske partier er på mange måder som stammer. Det er ”os” mod ”de andre”. Og da politik er et nulsumsspil er forudsætningen for, at ”min stamme” kan få succes, at andre kommer ned med nakken – især de nærmeste konkurrenter i partierne lige omkring.

Derfor er det heller ikke sådan, at fordi man pludselig kommer, efter i mange år at have været for eksempel aktiv Venstre-mand, og siger, at man nu er politisk enig med Det Konservative Folkeparti, og derfor gerne vil skifte parti, at så er fortiden med ét glemt hos ens nye partikammerater.

Selvom alle offentligt siger det modsatte, så tager det ofte år at blive accepteret fuldt ud, hvis man er sprunget fra et andet parti. Og det er på ingen måde sikkert, at man nogensinde bliver det helt.

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Og selvom alle offentligt siger det modsatte, så tager det ofte år at blive accepteret fuldt ud, hvis man er sprunget fra et andet parti. Og det er på ingen måde sikkert, at man nogensinde bliver det helt. Tvivlen og mistroen vil altid være der hos de nye partikammerater. Var det nu reelt politikken, der trak ham eller hende over? Eller var det bare udsigten til bedre chancer for genvalg og fastholdelse af lukrative poster?

Tag for eksempel den nuværende regering. Inden regeringsdannelsen i 2019 blev der talt i krogene internt i Socialdemokratiet om, at der var en grænse for, hvor mange tidligere SF’ere der kunne blive ministre, hvis ikke det skulle give for megen murren i geledderne. Uanset hvor uomtvisteligt talentfulde de alle var, kunne ikke både Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye blive ministre samtidigt, var analysen.

Og det var ikke fordi, nogen havde noget at udsætte på de tres indsats, overhovedet ikke. Alle i Socialdemokratiet mente, at de tre havde gjort det godt i deres nye parti. Alligevel var fortiden bare en hæmsko, som blev bragt frem igen og igen som en begrænsning, når man talte med kilder i Socialdemokratiet.

Og selvom resultatet blev, at to af de tre blev ministre, så var det alligevel så tæt på ”grænsen”, at flere skuffede socialdemokratiske MF’ere efterfølgende hev SF-fortiden frem, når de skulle lukke damp ud over, at de ikke blev ministre i denne omgang.

Men er det ikke muligt at skifte parti på en måde, hvor man ikke er brændemærket for evigt? Jo, det er det. Det afgørende spørgsmål er på mange måder, om man tager et mandat med eller man starter forfra. Tager man mandatet med over, så er tvivlen – arv og gæld om man vil - langt større, end hvis man starter forfra.

Et godt eksempel er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Rosenkrantz-Theil startede sin politiske karriere i Enhedslisten, hvor hun sad i Folketinget fra 2001 til 2007. Efter 2007-valget, hvor hun ikke genopstillede, holdt hun en pause fra politik og meldte sig derefter ud af Enhedslisten. Et par år senere meldte hun sig ind i Socialdemokratiet og søgte opstilling til 2011-valget og blev valgt, hvilket hun har været lige siden. I Socialdemokratiet i dag fylder hendes historie meget lidt, og hendes fortid var ikke i nævneværdig grad en del af ”SF-kvote”-diskussionen.

I denne valgperiode har hele 12 folketingsmedlemmer forladt det parti, de blev valgt for. Alene på de tre måneder, der er gået af i år, har hele fem folketingsmedlemmer sagt farvel - senest Britt Bager, der er gået fra Venstre til Det Konservative Folkeparti.

Om de alle 12 stiller op igen er indtil videre uklart. Hvis de gør, kan mange af dem se frem til fornuftige og måske også ligefrem gode valg. Hvor mange kommunalpolitiske partihopper straffes hårdt af vælgerne, og i gennemsnit får halveret deres personlige stemmetal, så kan man ikke se sådan en effekt nationalt – i hvert fald ikke hvis partihopperen stiller op for et parti i fremgang.

Et pænt valgresultat er dog ikke det samme som, at man med et er accepteret i ens nye parti. Tvivlen og mistanken om opportunisme vil stadig være der. Og det samme vil ikke mindst bitterheden hos de kandidater som missede chancen for valg eller ministerposter, fordi der pludselig kom en kendt ude fra!

Denne kommentar er en opdateret version af denne kommentar, der blev bragt 20. februar 2020.