Kommentar af 
Benny Damsgaard

Partihop straffes hårdere i kommunerne end i Folketinget

KOMMENTAR: Før kommunalvalget er mængden af lokale partihoppere ekstraordinært stort. Et lokalt partihop er langt fra gratis, mens et nationalt partihop ikke nødvendigvis skader, skriver Benny Damsgaard.

Efter at de tidligere SF'ere Mattias Tesfaye og Astrid Krag gik til Socialdemokratiet efter SF's nedsmeltning i 2014, er de gået frem i personlige stemmer, skriver Benny Damsgaard.
Efter at de tidligere SF'ere Mattias Tesfaye og Astrid Krag gik til Socialdemokratiet efter SF's nedsmeltning i 2014, er de gået frem i personlige stemmer, skriver Benny Damsgaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpx
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Føj for helvede".   

Sådan skulle den gamle socialdemokratiske kæmpe, Per Hækkerup, angiveligt havde udbrudt, da han tilbage i midten af 70'erne kom forbi et større medieopbud på Christiansborg, som var i gang med at dække den konservative partihopper, Hans Jørgen Lembourn. Foragten over for dem, som svigtede bevægelsen og partiet, var afgrundsdyb.

Der er sket meget i dansk politik siden 70'erne. Ikke mindst er troløsheden stigende hos både vælgere og politikere. I 1990 var det cirka 20 procent af vælgerne, der skiftede parti fra valg til valg. Ved de seneste to valg var det over 40 procent.

I perioden 1953 til 1966 var antallet af MF'er, der skiftede parti i perioden, mellem nul og tre. I perioderne siden 1998 har tallene været mellem tre og ti.

Den stigende troløshed kommer, på trods af at det på ingen måde er gratis at skifte parti – også selvom Per Hækkerups udbrud nok ville høre til sjældenhederne i dag.

Blå bog
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Partihopperen siger ofte farvel til et mangeårigt fællesskab, en identitet og ofte også til nære personlige venner. Samtidigt er det sjældent, at partihoppere bliver fuldt ud accepteret i det parti, som de skifter til.

Langt de fleste partier byder naturligvis nye mandater velkommen, men inderst inde nager tvivlen. Er der nu tale om en reel politisk omvending, eller er det mere ønsket om at kunne fortsætte karrieren som velbetalt folkevalgt, der ligger bag omvendelsen?

Spørger man vælgerne, har de – i hvert faldt ude lokalt – også meget svært ved uden videre at acceptere pludselige partihop. En undersøgelse af 172 partihoppene i kommunerne i valgperioden fra 2009 til 2013 viser, at tilværelsen som kommunal partihopper er højst usikker.

Overordnet set halverer kommunale partihoppere deres chancer for genvalg. Forklaringen er ikke, at partihopperne ikke får mulighed for at møde vælgerne.

Partihoppere bliver opstillet stort set lige så ofte, som partitro bliver genopstillet. Vælgernes dom er dog hård over partihopperne. Hvor 60 procent af de partitro blev genvalgt, gjaldt det kun for 28 procent af partihopperne.

Går man dybere ned i tallene, kan man også se, at chancerne for genvalg meget afhænger af, hvor langt man hopper.

Jo kortere hop, jo højere sandsynlighed for genvalg. Hvor 40 procent af dem, som hoppede til et parti i egen blok, blev genvalgt, gjaldt det kun for 25 procent af dem, som sprang over midten.

Gælder det samme så for folketingspolitikere?

Benny Damsgaard, kommentarskribent

Endnu værre ser det ud for den, der sprang til en ny liste, her var der kun 16 procent af de genopstillede, som formåede at blive genvalgt. 

En central del af forklaringen på de reducerede genvalgschancer skal findes i nedgangen i partihoppernes personlige stemmetal. Ved kommunalvalg er de personlige stemmer altafgørende. Det er ofte ganske få stemmer, der afgør, hvem der får mandaterne nede på listen.

Her står partihopperne med et problem. En opgørelse af de personlige stemmer ved 2013-valget viste, at partihoppere i gennemsnit mister 30 procent af deres personlige stemmer. Og igen, her gælder det, at jo længere man hopper, jo hårdere bliver straffen. 

Så lokalt bliver partihopperne altså straffet af vælgerne. Gælder det samme så for folketingspolitikere? Går det også ud over deres personlige stemmer og deres chancer for genvalg? 

Selvom der er sket en betydelig stigning i antallet af partihoppere i Folketinget, er der stadig langt færre, der hopper nationalt. De færre eksempler gør, at man skal være meget påpasselig med at konkludere alt for håndfast på de eksempler, der er. 

På trods af dette forbehold er der ikke noget, der tyder på det, at det nødvendigvis skader at hoppe parti som folketingsmedlem – tværtimod. Vel at mærke, hvis det parti, som man springer til, klarer sig godt.

Kigger man for eksempel på de tre tidligere SF'ere, der gik til Socialdemokratiet efter SF's nedsmeltning i 2014, er de alle siden gået frem i personlige stemmer.

I 2011 fik Astrid Krag for eksempel 6.461 personlige stemmer som SF'er. I 2015, hvor hun var blevet socialdemokrat, var det steget til 14.898.

Jesper Petersen fik i 2011 som SF'er 4.340 personlige stemmer. Det var i 2015 steget til 6.842, da han stillede op for Socialdemokratiet.

Mathias Tesfaye stillede ikke op til Folketinget i 2011, men i 2015 blev han valgt med flotte 8.545 personlige stemmer, som i 2019 endda steg til hele 15.345.

Næste valg vil vise, om tendensen holder, eller om vælgerne denne gang ligesom Per Hækkerup siger: "Føj for helvede"

Benny Damsgaard, kommentarskribent

Kigger man på en anden tidligere SF'er, Ida Auken, er billedet det samme. I 2011 fik hun 9.114 personlige stemmer for SF. Da hun i 2015 stillede op for De Radikale, var det steget til 10.431.

Samme billede er for en anden gammel radikal, Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Da han blev valgt for De Radikale i 2007, fik han 1.903 personlige stemmer. Da han i 2011 stillede op for Liberal Alliance, steg hans personlige stemmetal til 6.132.

2011 gav dog generel stor fremgang til Liberal Alliance, så derfor skal en del af fremgangen på stigningen findes i partiets generelle fremgang det år.

Der er dog også eksempler på, at partihop ikke har gjort noget godt for de personlige stemmer. Da Naser Khader skiftede fra Ny Alliance til Det Konservative Folkeparti, gik han fra at have fået 7.400 ved valget i 2007 til at få 1.690 i 2011.

Tove Videbæk fik i 2007 hele 7.114 personlige stemmer, da hun det år var opstillet for Kristendemokraterne, men opnåede ikke valg. Hun skiftede i 2008 til Det Konservative Folkeparti og stillede op i 2011 og fik her kun 1.623 personlige stemmer.

2011-valget var dog historisk dårligt for Det Konservative Folkeparti, så en del af forklaringen på nedgangen for de to findes sandsynligvis der. 

Læs også

Uanset hvad tyder tallene på, at partihop i Folketinget ikke nødvendigvis skader chancerne for genvalg/valg – tværtimod. Hvis man vel at mærke stiller op for partier, som enten får mange mandater eller som har fremgang i målingerne.

Næste valg vil vise, om tendensen holder, eller om vælgerne denne gang ligesom Per Hækkerup siger: "Føj for helvede".

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion