Benny Damsgaard: KD vejrer morgenluft efter Venstres nedtur

I starten af seneste valgkamp var historien om Isabella Arendts pludselige indtræden som partilederafløser hos Kristendemokraterne en af de store historier. Den øgede opmærksomhed rakte dengang til fremgang for det lille midterparti, men lige netop ikke til valg.

Siden har tilværelsen været mere hård ved Kristendemokraterne. Corona-pandemien har gjort det ualmindelig svært for andre partier end regeringen at komme til orde, og det har været stort set umuligt for partier, som ikke sidder i Folketinget. Alt har handlet om corona, og den normale politiske debat har været væk.

Noget kunne dog tyde på, at det lille midterparti – i det skjulte – har nydt godt af det generelle opbrud i den borgerlige blok og ikke mindst Venstres nedsmeltning. Partiet har det seneste halve år formået at krybe over spærregrænsen i en række målinger – senest Gallup-målingen i lørdags, hvor man lå på 2,2.

Og selvom partiet stadig ligger under spærregrænsen i de vægtede målinger og den statistiske usikkerhed gør, at man reelt ikke med sikkerhed kan sige om partiet er inde, peger pilen alt i alt op ad.

Fremgangen har da også øget optimismen i det lille midterparti som, hvis man spørger dem selv, ser fremgangen i målinger og medlemmer (fra 1900 ved valget til 2300 i dag) som et udtryk for, at partiets mere målrettede strategi er begyndt at virke.

Om fremgangen reelt er udtryk for et aktivt tilvalg af Kristendemokraterne, eller de mere er et udtryk for, at der midlertidigt er hjemløse borgerlige stemmer i omløb, vil tiden vise. Kigger man historisk, er der meget, der peger på det sidste, og at fremgangen derfor vil fordufte igen, når Venstre får bedre styr på sig selv.

Første store test på om Kristendemokraternes nuværende fremgang er holdbar, er efterårets kommunalvalg. 

Benny Damsgaard

Da Venstre nedsmeltede under 3Gi-sagen i foråret 2014 var Det Konservative Folkeparti et af de partier, som fik relativt set mest ud af Venstres massive nedgang (fra over 30 procent til godt 14). Den konservative fremgang forsvandt imidlertid igen hen over sommeren 2014, da Venstre fik ro på og vælgerne igen gik tilbage til det velkendte. Om det samme sker for Kristendemokraterne her i 2021 vil tiden vise.

Der er med sikkerhed ikke noget, der tyder på, at pludselig medvind til partiets kristelige udgangspunkt er forklaringen på fremgangen. Kigger man på Altingets seneste oversigt over de emner, som optager vælgerne, så er kristendom eller religion slet ikke på listen. Og kigger man ud i Europa, er Danmark stadig et af de mindst religiøse lande i Europa. Det politiske svar skal derfor i givet fald findes et andet sted.

Kristendemokraterne definerer i dag sig selv som et ”anstændigt borgerligt” parti, med klare fællestræk til der, hvor Det Konservative Folkeparti lå under Lars Barfoed og Connie Hedegaard. Moderat centrum-højre med relativt bløde mærkesager som en offensiv klimaindsats, aktiv familiepolitik med fokus på mulighed for hjemmepasning og bedre forhold i psykiatrien.

Strategien er da også at udvide vælgeskaren, udover de trofaste religiøst motiverede i Vestjylland, ved at tiltrække moderat borgerlige vælgere fra især Venstre og Det Konservative Folkeparti. Vælgere, som er trætte af det, man hos Kristendemokraterne betegner som et ”kapløb mod højre” i det borgerlige Danmark, og som gerne ser Danmark regeret fra og over midten.

Yngre vælgere i byerne, som har fokus på klimaet og ikke bryder sig om det ekstreme højre, og yngre kvinder med små børn, som ønsker sig mere tid til familien.

Indtil den 1. januar i år var det en position med relativ god plads i det borgerlige Danmark. Simon Emil Ammitzbøll-Billes Fremad-projekt var gået i sig selv, og Venstre var blevet tvunget til at kappe trosserne til De Radikale. Alt dette ændrede sig imidlertid på årets første dag, hvor Lars Løkke Ramussen meldte sig ud af Venstre og i dagene efter startede sit nye politiske netværk.

Lars Løkke Rasmussens kommende politiske parti (og ja, det ender med et parti) vil ligesom Kristendemokraterne være placeret i midten, og har også opgøret med det yderste højre som en central markør.

Og selvom Løkke har et større erhvervsmæssigt og økonomisk politisk fokus, vil de to partier skulle kæmpe om nogen af de samme vælgere. Her står Isabella Arendt og resten af Kristendemokraterne, alt andet lige, overfor en meget svær modstander. De har meget lidt at give af, og Løkkes politiske, retoriske og mediemæssige evner er der meget få, der kan matche i dansk politik.

Første store test på om Kristendemokraternes nuværende fremgang er holdbar, er efterårets kommunalvalg. I dag har partiet 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer (primært i Vestjylland) og et regionsrådsmedlem i Region Midtjylland. Ambitionen til november er solid kommunal fremgang og optimalt en fordobling af repræsentationen. En ambition som skal sættes i forhold til, at partiet kun opstiller i halvdelen af landets kommuner.

I perioden frem mod kommunalvalget planlægger partiet at professionalisere sin organisation yderligere, øge den målrettede annoncering mod unge i byerne og yngre kvinder med børn yderligere og intensivere pengeindsamlingen. Blandt andet arbejder man på at etablere en erhvervsklub i stil med det som både Venstre og Det Konservative Folkeparti har haft i en årrække.

Både et godt kommunalvalg og en forbedret organisation kan dog være forgæves, hvis Kristendemokraterne også ikke formår at få et nyt og forbedret svar på abortspørgsmålet, der er mere i tråd med de nye vælgergrupper, man gerne vil tiltrække. Under sidste valgkamp blev der i den sidste del af valgkampen igen skabt usikkerhed om partiets position på fri abort. En usikkerhed der skyggede for partiets anden politik og skabte tvivl om, hvor stor en rolle religion egentlig spiller for partiet.

Kommer Kristendemokraterne ind ved næste folketingsvalg? Umiddelbart vurderer jeg deres chancer til 50/50 med pil op ad, hvis de vel at mærke formår at komme godt igennem kommunalvalget og får udviklet det gode svar på spørgsmålet om fri abort. 50/50 lyder måske ikke af meget, men det er betydeligt bedre chancer end partiet har haft på det her tidspunkt inden et valg de sidste mange år.

Og selvom Jakob Ellemann-Jensen og Venstre uden tvivl ærgrer sig over den nuværende nedgang i målingerne, så vil et Kristendemokraterne som lige netop ryger over spærregrænsen være langt at foretrække frem for situationen ved seneste valg.

Det borgerlige Danmark har ikke råd til nogen form for stemmespild i 2023, hvis man skal have bare en teoretisk chance for at vinde regeringsmagten.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.