Benny Damsgaard: DF og NB har politisk kastreret Ellemann

Udlændingepolitikken styrer stadig dansk politik.

Ikke som tidligere, hvor spørgsmålet var en kampplads mellem blokkene, og udlændingepolitikken red især Socialdemokratiet som en mare. Den flanke har Socialdemokratiet effektivt lukket efter 2015-valget, hvor partiet igen kom på bølgelængde med sine vælgere på udlændingeområdet. Resultatet så vi sidste sommer, hvor vi for første gang siden 2001 havde et folketingsvalg som ikke primært handlede om udlændingepolitik.

I dag er den udlændingepolitiske konflikt i stedet rykket ind i blå blok, hvor især Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har gjort udlændingepolitikken til en slags lakmusprøve på, om man i det hele taget, efter deres mening, kan opfattes som borgerlig.

Klassiske borgerlige markører som individets frihedsrettigheder, lavere skat og en mindre offentlig sektor er gledet i baggrunden og borgerlighed måles nu på, hvor meget man vil stramme udlændingelovgivningen og gerne også ”udfordre” de internationale konventioner.

Tag for eksempel Jakob Ellemann-Jensens udmelding i Avisen Danmark op til Venstres sommergruppemøde. I interviewet proklamerede Ellemann, at der var blevet sat ”spørgsmålstegn” ved hans udlændingepolitiske synspunkter og at det var forkert, hvis vælgerne opfattede ham som mere moderat end sin forgænger. Han gik ikke ind for lempelser. Tværtimod ønskede han at tilbagerulle alle regeringens lempelser – inklusiv at sende de afviste asylbørn tilbage til udrejsecenter Sandholm.

Samtidigt slog Ellemann fast, at det var udelukket at basere en Venstre regering på Det Radikale Venstres mandater. De udlændingepolitiske forskelle var simpelthen for store lød det fra Ellemann, som ellers i foråret havde haft flere hulemøder med Morten Østergaard, og sågar også havde lanceret fælles politiske udspil.

Venstre bestemmer ikke længere selv, hvilken vej de vil gå. Kursen for blå blok udstikkes nu af de 20 mandater i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige!

Benny Damsgaard

Skærer man al spin om baggrunden for Ellemanns udmelding fra, så er det der står tilbage en offentlig politisk kastration. På trods af at Venstre er langt større end alle de andre borgerlige partier til sammen, er det lykkedes Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige at stille så mange ”spørgsmålstegn”, at Venstre er blevet bløde i knæene og har opgivet partiets eneste mulighed for at kunne true regeringen ved næste valg.

Venstre bestemmer ikke længere selv, hvilken vej de vil gå. Kursen for blå blok udstikkes nu af de 20 mandater i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige!

Som målingerne ser ud nu, skal der et totalt kollaps af regeringen eller et radikalt blokskifte til, hvis Ellemann skal blive statsminister ved næste valg. Det første ser på ingen måde sandsynligt ud lige foreløbigt. Og drømmen om det radikale blokskifte er Ellemann og Venstre nu blevet tvunget til at frasige sig. Tilbage står, at regeringen nu sidder endnu mere sikkert i sadlen end før Elleman talte med Avisen Danmark.

I dansk politik opererer man med begrebet ”magtens åg”. En beskrivelse af den betydelige byrde der følger med, når partier får magt og indflydelse og de deraf følgende svære beslutninger. Ellemanns udmelding demonstrerede, at magtens åg på blå side er blevet overtaget af et ”udlændingepolitisk åg”.

Hvor man tidligere som borgerlig statsministerkandidat blev vurderet på ens politiske synspunkter bredt set og ikke mindst ens evne til at trække de afgørende mandater over midten, så er det i dag blevet reduceret til et spørgsmål: udlændingepolitikken. Og hvis man på dette ene politiske område bliver vejet af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og fundet for let, får man med den tykke ende af krabasken, indtil man makker ret.

At ét så relativt lille politisk emne nu styrer blå blok er historisk. Tag for eksempel Poul Schlüter. Schlüter blev statsminister ved at få de afgørende radikale mandater over midten. Resultatet var 10 års borgerligt-liberalt styre som bragte Danmark fri af halvfjerdsernes krise.

Schlüter var på ingen måde enige med Det Radikale Venstre om alt, og slet ikke på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Men man samarbejdede om den økonomiske politik fordi det gav politisk mening og fik Danmark i en bedre retning.

Hvis Fremskridtspartiet dengang i 1982 havde sagt nej til, at Schlüter måtte danne regering med opbakning fra Det Radikale Venstre, fordi de ikke var enige i den radikale udenrigspolitik, var Schlüter aldrig blevet statsminister og halvfjerdsernes krise fortsat.

Lars Løkke Rasmussen advarede mod udviklingen under sidste valg. Løkke ønskede ikke udlændingepolitisk at være underlagt et stadigt mere presset Dansk Folkeparti og især et ultimativt Nye Borgerlige, og var villig til at gå over midten for at blive ”befriet”. Indtil videre har hans efterfølger valgt en anden vej.

Det interessante spørgsmål bliver nu, hvor og om Ellemann og Venstre giver sig næste gang Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige presser ham politisk og truer med at skifte hest til Pape. Bliver det for eksempel i EU-politikken, hvor modstaden hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er blevet langt mere udtalt i år?

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.