Kontorchef for presse- og kommunikation til Miljøministeriets departement

Er du klar på at sætte dagsordenen og være proaktiv i forhold til kommunikation af vores ministers politiske ambitioner og resultater og skabe den røde tråd i departementets samlede kommunikation? Vil du stå i spidsen, når der skal formidles om alt fra en rigere natur, mere skov, renere drikkevand og genbrug i et fagligt stærkt miljø, hvor ledelse er i fokus, og hvor samarbejde med interessenterne og inddragelse af medarbejderne står højt på dagsordenen? Så er det måske dig, der skal være vores nye presse- og kommunikationschef i Minister- og Ledelsessekretariatet. 


Om stillingen 

Minister- og Ledelsessekretariatet er organisatorisk placeret i Miljøministeriets departement. Du bliver som kontorchef ansvarlig for den daglige styring, rammesætning og udførelse af departementets overordnede presse- og kommunikationsindsatser, og du skal have lyst til at komme helt ind i centrum af den faglige og politiske proces. Du kommer således til at sætte den strategiske retning for departementets samlede kommunikation og pressehåndtering. I et tæt samspil med departementets afdelingschefer og fagkontorer samt styrelserne sikrer du kommunikation og videndeling – internt og på tværs.  Du skal som kontorchef medvirke til at fastholde og udvikle gode samarbejdsrelationer såvel internt som med eksterne samarbejdspartnere, så du understøtter sekretariatets tværgående funktion.

Minister- og Ledelsessekretariatet består af hhv. et ministersekretariat, der betjener ministeren i forhold til alle opgaver, et direktionssekretariat, der betjener henholdsvis departementschef og afdelingschefer, samt et presse- og kommunikationssekretariat. 

Du bliver den ene af to kontorchefer i Minister- og Ledelsessekretariatet, hvor du får ansvaret for presse- og kommunikationssekretariatet, hvor medarbejderne i presse- og kommunikationssekretariatet refererer til dig. 

Du får personaleansvar for to teamledere og ca. ti medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Du får ansvaret for at levere kontorets resultater på dit område og for større informationsindsatser og dag-til-dag pressehåndtering med høj faglig kvalitet. I en ofte travl hverdag er det dig, der sammen med dine teamledere, prioriterer og sætter strategisk retning. Du refererer til en afdelingschef.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du er en engageret og resultatskabende dygtig leder med en motiverende, anerkendende og inddragende ledelsesstil, ligesom du uddelegerer ansvar og opgaver gennem klare rammer og retningslinjer. For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du sætter strategisk retning med fokus på effektive arbejdsprocesser, som sikrer, at mål og visioner bliver til konkrete resultater. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at skabe resultater inden for kommunikation fra en ledende stilling fra centraladministrationen.

Derudover lægger vi vægt på, at du har:

  • En stærk kommunikationsprofil.

  • Politisk tæft, stærke analytiske kompetencer og med strategisk udsyn.

  • Solid erfaring med politiske processer og politikudvikling.

  • Erfaring med ledelse - og har blik for at udvikle kontorets medarbejdere.

  • Stærke samarbejdsevner, gode kommunikative evner og gennemslagskraft.

  • Høj arbejdskapacitet med et godt overblik og en rolig hånd.

Du vil som kontorchef i Miljøministeriets departement blive del af en stærk ledelsesgruppe, der til stadighed arbejder på at udvikle organisationen med henblik på at understøtte regeringens politik. 

Hvem er vi?

Miljøministeriet har det overordnede ressortansvar for naturbeskyttelse, miljøhensyn og grøn omstilling i samfundet. I ministeriet arbejder vi sammen om at beskytte skove, søer, kyster og de åbne landskaber, og sørger for aktivitets- og oplevelsesmuligheder i forskellige dele af naturen. Samtidig arbejder vi i ministeriet for, at vi kan undgå unødig kemi i bl.a. tøj, legetøj, sæbe og boliger, samt at der bliver taget hånd om andre miljøpåvirkninger, der kan påvirke os i hverdagen. Miljøministeriet samarbejder med en lang række internationale og nationale myndigheder, interesseorganisationer, universiteter mv.

Departementets hovedopgave er at skabe det optimale beslutningsgrundlag for, at ministeren og regeringen kan træffe beslutninger på miljøområdet. Departementet varetager ministerbetjening og den overordnede udvikling, planlægning og administration af lovgivningen på miljøområdet.

Ud over departementet består Miljøministeriet af Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen. Det samlede ministerområde beskæftiger ca. 2.100 medarbejdere i ministeriet. Miljøministeriets koncernledelse består af departementschefen, fire afdelingschefer og to styrelsesdirektører.

Dine løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er indplaceret i løngruppe 1 og ønskes besat på åremål. Hvis du i forvejen er tjenestemand, kan ansættelse evt. ske på tjenestemandsvilkår i lønramme 37.

Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen, og for kontraktansatte er ansættelsesområdet Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Miljøministeriets departement, der har adresse på Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K.

Stillingen er til besættelse senest pr. 1. august 2024.

Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Ida Hannibal på tlf. 2014 7893.

Sådan søger du stillingen

Har stillingen din interesse, så send din ansøgning med CV, eksamensbevis m.m. senest onsdag den 1. maj 2024. Stillingen søges via knappen “Søg dette job” her på siden.

Er du tjenestemand stiles ansøgningen til Kongen.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. 

Miljøministeriet betragter diversitet som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.

I Miljøministeriet er vi 2.100 medarbejdere og næsten lige så mange spidskompetencer, der stiller skarpt på at undgå unødvendig kemi i de ting, vi omgiver os med, og passer på den danske natur, så alle har mulighed for at komme ud og nyde den.


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen








0:000:00