Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: Partihoppere bliver aldrig helt accepteret

KOMMENTAR: Kommunalvalget står snart for døren, og hvis troen på ens parti eller placeringen på opstillingslisten er væk, kan et partiskifte virke tillokkende. Partihop er dog en beslutning, som kun de færreste kommer sig helt over.

Mattias Tesfaye, Astrid Krag og Annette Vilhelmsen under SF's formandsvalg i 2012, hvor Tesfaye og Krag endnu ikke havde droppet SF til fordel for Socialdemokraterne. 
Mattias Tesfaye, Astrid Krag og Annette Vilhelmsen under SF's formandsvalg i 2012, hvor Tesfaye og Krag endnu ikke havde droppet SF til fordel for Socialdemokraterne.  Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"En gang forræder, altid forræder."

Sådan lød et ofte brugt mundheld, da jeg for mange år siden var ungdomspolitisk aktiv.

Meningen var ikke til at tage fejl af. Var nogen "sprunget" – det kunne være til en anden fløj internt eller måske ligefrem til en helt anden organisation – så havde vedkommende "krydset Rubicon". Så var man stemplet som én, man ikke længere kunne stole på.

Ja, man lagde naturligvis gode miner til slet spil og bød vedkommende velkommen hjem, hvis de formastelige kom tilbage til fløjen igen, og man sagde i særdeleshed altid velkommen til nye medlemmer, også når de kom fra andre partier. Alligevel lurede forhistorien – forræderiet om man vil – altid i baghovedet. Var man hoppet én gang, var det jo alt andet lige nemmere at gøre det igen, når "troen" nu ikke havde været stærkere fra start.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Selvom forræderimundheldet – som alt andet i ungdomspolitik – er sat på spidsen og langt mere sort-hvidt end virkeligheden, så rammer essensen i noget centralt i den måde, man i politiske partier tænker på, og den måde, man ser på personer, som svigter.

Politiske partier er på mange måder som stammer. Det er "os" mod "de andre". Og da politik er et nulsumsspil, er forudsætningen for, at "min stamme" kan få succes, at andre kommer ned med nakken – især de nærmeste konkurrenter i partierne lige omkring.

Man er ikke nødvendigvis stemplet som "forræder" for evigt, hvis man politisk skifter parti. Det er dog ualmindeligt nemt at blive det, især hvis man tager mandatet med.

Benny Damsgaard

Og til forskel fra, hvad man umiddelbart skulle tro, så er det ikke alene de politiske synspunkter, der binder partier sammen – langtfra.

En amerikansk undersøgelse fra 2018 viste for eksempel, at personer, der – i amerikansk sammenhæng - identificerer sig som "konservative", kun har en relativ lav korrelation med konservative politiske positioner. Det, at man opfatter sig selv som konservativ, er altså ikke det samme, som at man også har konservative synspunkter.

Sammenhængen er næsten lige så svag, når man kigger på relationen mellem politiske synspunkter og partitilhørsforhold. Den amerikanske undersøgelse fandt, at mange demokrater havde ganske konservative politiske holdninger, når man bad dem beskrive deres politiske synspunkter.

Synspunkter, som man normalt ville forbinde med medlemmer af det republikanske parti. Men når man bad demokraterne med de republikanske synspunkter om at beskrive, hvor varmt de støttede op bag det demokratiske parti set i forhold til det republikanske, så foretrak de meget klart det demokratiske parti.

Samme effekt gjorde sig for øvrigt gældende for republikanere med demokratiske synspunkter. Stillet over for valget foretrak de klart det republikanske parti frem for det demokratiske – uanset at de ikke delte partiets synspunkter.

Det er altså ikke alene politikken, der holder sammen på politiske partier. Der er mange flere variable med inde over. Personlig selvopfattelse, historik, traditioner, familie, venner og mange andre. Og derfor er det heller ikke sådan, at fordi man pludselig efter i mange år at have været for eksempel aktiv Venstre-mand kommer og siger, at man nu pludselig er politisk enig med Det Konservative Folkeparti og derfor gerne vil skifte parti, at så er fortiden med ét glemt hos ens nye partikammerater.

I realiteten tager det ofte år at blive accepteret fuldt ud af sin nye "stamme", hvis man er sprunget fra et andet parti. Og det er på ingen måde sikkert, at man nogensinde bliver det helt; for uanset hvad der siges offentligt, så vil tvivlen og mistroen altid være der hos de nye partikammerater. Var det nu reelt politikken, der trak ham eller hende over? Eller var det bare udsigten til bedre chancer for genvalg og fastholdelse af lukrative poster?

Tag for eksempel den nuværende regering. Inden regeringsdannelsen sidste år blev der talt i krogene internt i Socialdemokratiet om, at der var en klar grænse for, hvor mange tidligere SF’ere der kunne blive ministre, hvis ikke det skulle give murren i geledderne. Uanset hvor uomtvisteligt talentfulde de alle var, kunne ikke både Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye blive ministre samtidigt, var analysen hos flere.

Og det var ikke, fordi der var noget at udsætte på de tres indsats, overhovedet ikke. Alle i S mente, at de tre havde gjort det godt i deres nye parti. Alligevel var fortiden bare en blokkerende hæmsko, som blev bragt frem igen og igen, når man talte med kilder i Socialdemokratiet. Og selvom resultatet blev, at to af de tre blev ministre, så var det alligevel så tæt på "grænsen", at en række skuffede socialdemokratiske folketingsmedlemmer efterfølgende hev SF-fortiden frem, når de skulle lukke damp ud over, at de ikke blev ministre i denne omgang.

Men er det ikke muligt at skifte parti på en måde, hvor man ikke er brændemærket for evigt? Jo, det er det. Det afgørende spørgsmål er på mange måder, om man tager et mandat med, eller om man starter forfra. Tager man mandatet med over, så er tvivlen – arv og gæld om man vil – langt større, end hvis man starter forfra.

Tag for eksempel børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Rosenkrantz-Theil startede sin politiske karriere i Enhedslisten, hvor hun sad i Folketinget fra 2001 til 2007. Efter 2007-valget, hvor hun ikke genopstillede, holdt hun en pause fra politik og meldte sig derefter ud af Enhedslisten. Et par år senere meldte hun sig ind i Socialdemokratiet og søgte opstilling til 2011-valget og blev valgt, hvilket hun har været lige siden. I Socialdemokratiet i dag fylder hendes historie meget lidt, og hendes fortid var ikke i nævneværdig grad en del af SF-kvote-diskussionen.

Man er altså ikke nødvendigvis stemplet som "forræder" for evigt, hvis man politisk skifter parti. Det er dog ualmindeligt nemt at blive det, især hvis man tager mandatet med. Den overvejelse bør alle i det kommunale Danmark havde med i baghovedet, hvis man i denne tid går og synes, at græsset og den politiske fremtid ser grønnere ud på den anden side af hegnet.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)