Dagtilbudsleder: Pædagoger taler selv faget ned. Det er med til at forværre rekrutteringskrisen

Man hører dem mange steder. At man drukner i dokumentation, at man ikke kan holde til mere, at man hele tiden skal passe på sig selv.

Selvfølgelig findes der institutioner, hvor presset er massivt. Der findes medarbejdere, som står med alt for komplekse opgaver og alt for lidt støtte omkring sig. Der findes børn i mistrivsel, familier med store behov og institutioner, hvor man som leder uge efter uge forsøger at få virkeligheden til at hænge sammen med vikarer, ledige stillinger og medarbejdere, der løber stærkere og stærkere.

Det er virkeligt. Og det skal man tage alvorligt.

Men samtidig er vi nødt til at turde stille et lidt mere ubehageligt spørgsmål: Hvornår bliver belastningsfortællingen så dominerende, at den begynder at forme selve forståelsen af faget?

Når man lytter til dele af debatten om pædagogik i dag, kan man næsten få indtryk af et arbejdsliv, der konstant befinder sig på kanten af sammenbrud. 

Anders Jerger

Når man lytter til dele af debatten om pædagogik i dag, kan man næsten få indtryk af et arbejdsliv, der konstant befinder sig på kanten af sammenbrud. Et fag, som mennesker nærmest kun kan holde til i kortere perioder, før de må beskytte sig selv mod det. Og det er måske dér, noget interessant begynder at ske.

For hvem får lyst til at søge ind i et fag, som faggruppen selv beskriver som næsten ubærligt? Hvem får tillid til professionen, hvis fortællingen konstant er, at opgaven ikke kan løses godt nok? Og hvad gør det ved pædagogers egen selvforståelse, hvis man hver dag møder et sprog, der fortæller én, at det arbejde, man står i, langsomt gør mennesker syge?

Det paradoksale er nemlig, at jeg samtidig ser enormt meget faglighed ude i praksis hver eneste dag.

Jeg ser den i medarbejderen, der opdager mistrivsel, længe før den vokser sig stor. I pædagogen, der kan mærke stemningen i en børnegruppe ændre sig, før konflikterne bryder ud. I kollegaen, der bliver lidt længere i garderoben om morgenen, fordi hun kan mærke, at en forælder ikke helt har det godt.

Jeg ser voksne skabe ro, nærvær og fællesskaber midt i helt almindelige tirsdage fyldt med flyverdragter, rugbrødsmadder, børn der ikke vil ind fra legepladsen og alt det kaos, som også er en del af små børns liv.

Det er jo også pædagogik.

Men måske er problemet, at vi er begyndt at tale om almindelig menneskelig og relationel belastning, som om den i sig selv er urimelig. For relationsarbejde er krævende. Det gælder i dagtilbud, på socialområdet, i skolen, i sygeplejen og i ledelse for den sags skyld.

Når man arbejder med mennesker, bruger man også sig selv. Man bliver træt, man bliver følelsesmæssigt påvirket, man kan gå hjem med uro i kroppen efter en konfliktfyldt formiddag eller efter en dag med et barn, man er oprigtigt bekymret for.

Det betyder ikke nødvendigvis, at noget er galt. Det betyder nogle gange bare, at arbejdet betyder noget.

Debatten om at "passe på sig selv" bliver også lidt mærkelig, når den skal oversættes til konkret praksis. For hvad betyder det egentlig? Skal vi engagere os mindre følelsesmæssigt i børnene? Skal vi sænke ambitionsniveauet? Skal vi undgå aktiviteter, der kræver energi?

For pædagogik er jo netop et fag, hvor nærvær, engagement og relationelt mod er en del af selve opgaven. Ikke noget man kan skære væk, uden samtidig at ændre professionens kerne.

Det betyder ikke, at mennesker skal slides op. Tværtimod. Vi skal skabe langt bedre rammer omkring arbejdet. Vi skal have højere normeringer, mere støtte omkring børn med komplekse behov og langt stærkere muligheder for faglig udvikling.

Men der er forskel på at kæmpe for bedre vilkår og på langsomt at komme til at beskrive selve det relationelle arbejde som noget, mennesker næsten ikke bør udsættes for. For så risikerer vi at tale faget ned.

Unge mennesker søger ikke kun mod løn og arbejdstider. De søger også mod mening og følelsen af at blive en del af noget vigtigt.

Anders Jerger

Måske ligger årsagen til rekrutteringskrisen netop i spændet mellem det, faget faktisk er, og den fortælling, der efterhånden omgiver det.

Historisk har pædagogik været båret af en stærk tro på, at det vi gør med børn, betyder noget. At relationer former mennesker. At nærvær, omsorg, leg og fællesskaber kan ændre børns livsbane.

Den tro er ved at forsvinde ud af sproget. I stedet taler vi mere og mere om styring, belastning, dokumentation og overlevelse. Og igen: Noget af det er legitimt. Men hvis det bliver den dominerende fortælling om professionen, så sker der noget med fagets tiltrækningskraft.

For unge mennesker søger ikke kun mod løn og arbejdstider. De søger også mod mening og følelsen af at blive en del af noget vigtigt. Lige nu er jeg ikke sikker på, at vi – i pædagogfaget – er gode nok til at fortælle den del af historien.

Som leder mærker man tydeligt, hvordan manglen på uddannede pædagoger er blevet en permanent præmis, når man skal få rekruttering, drift og koordinering til at hænge sammen.

Men man mærker også, at faglig stolthed smitter, og at nye medarbejdere vokser i miljøer, hvor man stadig tror på betydningen af det pædagogiske arbejde. Og hvordan institutioner langsomt mister energi, hvis fortællingen om arbejdet konstant bliver præget af utilstrækkelighed og afmagt.

Rekrutteringskrisen handler ikke kun om at få flere ind i professionen. Den handler også om at genfinde noget af respekten for faget.

For hvis vi konstant beskriver pædagogisk arbejde som noget, man næsten ikke kan holde til, så risikerer vi til sidst selv at tro på det. Og så bliver det ikke længere bare en fortælling om faget.

Så bliver det selve fagets identitet.