Altinget kårer Folketingets største lokalpatriot

LOKAL: Altinget har fundet de folketingspolitikere, der har stillet flest spørgsmål til ministrene om deres valgkreds. Nummer et distancerer resten med længder. Se listen med Folketingets største lokalpatrioter her. 

Henrik Axel Lynge BuchterMads Gluud JørgensenToke Gade Crone Kristiansen

"Jeg gør mig gerne til vagthund for de nordjyske interesser."

Sådan lød det fra Folketinges største lokalpatriot under spørgetiden med ministrene. Æren går til Rasmus Prehn (S), der er valgt i Nordjyllands storkreds med 5.875 personlige stemmer.

13 spørgsmål har han stillet til ministrene om Nordjylland.

En hædersbevisning
Rasmus Prehn er glad for titlen som Folketingets største lokalpatriot. 

Fakta
Altinget tv holder øje med tv fra Folketinget og har i den proces noteret, når folketingspolitikerne har stillet spørgsmål om deres lokalområde.

Et lokalområde er defineret som der, hvor politikerne er opstillet.

Man skal have stillet mindst tre spørgsmål om sit lokalområde for at komme i betragtning til listen. 

Listen indeholder kun mundtlige §20-spørgsmål, som er stillet til ministrene under spørgetid i folketingssalen.

Udvalgte regler for mundtlige §20-spørgsmål:
  • Spørgetiden med ministrene er om onsdagen, og spørgsmålene skal være stillet mindst tre hverdage forinden.
  • Mundtlige spørgsmål skal være om ministerens holdning eller opfattelse af et offentligt anliggende, og på grundlag af information, der er umiddelbart tilgængelig.
  • Spørgsmålet skal være én sætning, kort og bestemt formuleret, eventuelt skriftligt begrundet og skal kunne læses og forstås i en sammenhæng
Kilde: Håndbog i folketingsarbejde

"Det tager jeg som en hædersbevisning," lyder det fra den socialdemokratiske transportordfører, som påpeger, at han også er en af de mest aktive spørgere i Folketingssalen generelt.

"For mig er det vigtigt i et repræsentativt demokrati at være en repræsentant for sit lokalområde. Jeg oplever, at mange værdsætter mit arbejde," siger han.  

Spørgsmålet er, om det ikke kan blive for lokalt for Folketinget, når Rasmus Prehn eksempelvis stiller transportministeren til ansvar for antallet af parkeringspladser ved Aalborg Universitet. 

"Jeg er med på, at det godt kan blive for småt, men ikke med det konkrete eksempel om parkeringspladser. Det handler jo om, at man ikke har sikret en ordentlig infrastruktur i Aalborg. Derfor må folk parkere på græsplæner og lignende", lyder det fra Rasmus Prehn. 

"Det har ikke været en målsætning for mig at være den, der stiller flest spørgsmål. Det er simpelthen kommet, fordi jeg har en meget tæt dialog med lokale borgere og interessenter", siger den socialdemokratiske ordfører.

Vikar med i toppen
Listen over de største lokalpatrioter domineres af Socialdemokraterne. Hvis det ikke havde været for Pernille Schnoors partiskifte fra Socialdemokraterne til Alternativet, havde socialdemokraterne sat sig på de syv første pladser på listen.

Andenpladsen tager Kasper Roug (S), der er opstillet i Lolland-kredsen. Han var fra november og et halvt år frem medlem af Folketinget som stedfortræder for Astrid Krag.

"Jeg glæder mig til at varetage Lolland-Falsters interesser og i det hele taget arbejde for området her," lød det fra socialdemokraten Roug til folketidende.dk, da han blev kaldt i Folketinget. Og med syv spørgsmål og en andenplads har han gjort sit til at indfri det løfte.

Samme mængde spørgsmål har Kaare Dybvad (S) stillet. Han er valgt i Sjællands Storkreds og opstillet i Holbæk-kredsen. Kasper Roug tager dog andenpladsen, fordi han har haft en måned mindre end de øvrige politikere til at stille spørgsmålene.

Se et sammenklip af de tre lokalpatrioter, hvor de stiller spørgsmål til ministrene ved spørgetiden ovenfor.

Resten af listen kan ses her. Man skal have stillet mindst tre spørgsmål om sit lokalområde for at komme med på listen.

Politiker Antal spørgsmål Storkreds (lokalkreds)
Rasmus Prehn (S) 13 Nordjyllands storkreds (Aalborg Vestkredsen)
Kasper Roug (S) 7 Sjællands storkreds (Lollandkredsen)
Kaare Dybvad (S) 7 Sjællands storkreds (Holbækkredsen)
Bjarne Laustsen (S) 6 Nordjyllands storkreds (Frederikshavnkredsen)
Pernille Schnoor (ALT) 6 Nordsjællands storkreds (Helsingørkredsen (for Socialdemokratiet))
Lea Wermelin (S) 4 Bornholms storkreds (Rønne- og Aakirkebykredsen)
Christian Rabjerg Madsen (S) 4 Sydjyllands storkreds (Koldingkredsen)
Jeppe Jakobsen (DF) 3 Sjællands storkreds (Holbækkredsen)
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00