Bjørn Nørgaard: Armslængdeprincippet findes ikke længere

INTERVIEW: Armslængdeprincippet kan kun eksistere, hvis der er politikere, som rent faktisk tager kunsten og kulturen alvorligt og indtænker den i deres politikudvikling. De findes ikke længere, mener billedhuggeren Bjørn Nørgaard, som betegner det som “en katastrofe” for Danmark.

Forudsætningen for armslængdeprincippet er, at den kunstneriske diskurs er en del af magens egen diskurs. Det er den ikke længere, og derfor er hele armslængde-debatten irrelevant, mener billedkunstneren Bjørn Nørgaard.
Forudsætningen for armslængdeprincippet er, at den kunstneriske diskurs er en del af magens egen diskurs. Det er den ikke længere, og derfor er hele armslængde-debatten irrelevant, mener billedkunstneren Bjørn Nørgaard.Foto: Scanpix Denmark/Midtjyske Medier
Per Bang Thomsen

Der bliver talt meget om armslængdeprincippet i disse uger.

Striden om DR’s lukning af UnderholdningsOrkestret har sat fornyet fokus på, hvor meget politikerne må blande sig i den kunst og kultur, som det offentlige årligt poster milliarder af skattekroner i.

Men spørger man den verdensberømte billedhugger og professor Bjørn Nørgaard, er det både en forfejlet og helt ligegyldig diskussion, der i den seneste tid har fyldt avisspalterne og nyhedsudsendelserne.

For armslængdeprincippet eksisterer reelt set ikke længere, forklarer han.

Jeg har opgivet at være aktiv i debatten. Jeg har blandet mig meget og siddet med i en masse udvalg, men politikerne gider ikke at lytte til mig.

Bjørn Nørgaard
Billedkunstner

“Forudsætningen for armslængdeprincippet er, at den kunstneriske diskurs er en del af magtens egen diskurs. Det kræver politikere, som er oprigtigt interesseret i kunsten og kulturen, og som tænker den ind i den daglige politikudvikling. De findes bare ikke længere, og derfor er armslængdeprincippet slet ikke relevant i dag,” siger han og fortsætter:

“Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,” understreger Bjørn Nørgaard.

Finansministeriet sætter dagsordenen
Den 67-årige billedhugger og samfundsprovokatør har med sine hesteofringer, skulpturer og kongelige gobeliner været en aktiv del af den hjemlige kunsterverden siden begyndelsen af 1960’erne, hvor Kulturministeriet og Statens Kunstfond blev etableret.

Det politiske mål var dengang at skabe et ministerium, som kunne samle kulturinstitutionerne under ét og styrke kunsten og kulturen i det nyudklækkede Velfærdsdanmark.

Og det var daværende kulturminister Julius Bomholt (S), der med ordene “nok støtte, men ikke styre” lagde grundstenene til det omstridte princip, som siden da er blevet en uundgåelig faktor i dansk kulturpolitik.

0:000:00