Chefredaktør: Valgplakaten fortjener ny guldalder

Der var talstærkt fremmøde af bl.a. politisk ordfører Maja Panduro (S), folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) og forhenværende folketingsmedlem Elisabeth Arnold (R), da Dansk Plakatmuseum i Aarhus i dag åbnede udstillingen om den danske valgplakat gennem 100 år.

Chefredaktør Rasmus Nielsen, Altinget, holdt åbningstalen, der hér gengives:

Tak for invitationen til at tale ved åbningen af valgplakatudstillingen. Hvor er timingen fantastisk; ingen ved, hvor mange timer og dage der er til, at valgplakater igen pryder lygtepælene, men det er jo lige op over. Ja, de præger allerede bybilledet på busserne, stationer, gader og stræder ...

Jeg er til daglig udgiver af netavisen Altinget på Christiansborg. Elsker politik, valgkampe, kunst – selvsagt derfor også syntesen: den danske valgplakat.

– Skynd dig langsomt, siger Benny Andersen. Og det skal man gøre, når man cykler forbi en valgplakat. Er den god, fanger man budskabet i forbifarten. Næste gang går man måske forbi plakaten, stopper op, funderer … vækker plakaten også eftertanke, har den nået sit mål: Fanget og fænget vælgerens opmærksomhed.

Har valgplakaten sin berettigelse i moderne tid? Ja, mener forskere. Det kan være svært at måle og påvise, men de siger, at det kan svække et parti og en kandidat, hvis man vælger IKKE at hænge sig op i lygtepælen. Men mange stemmer i sig selv flytter plakaterne nok ikke, vurderes det.

Tænk bare, hvordan aktuelle valgplakater allerede har vakt opsigt. Enhedslisten nægtede i mange år at sætte ansigter på plakaten. Nu lokker listen med tre unge kvindeansigter: Johanne, Pernille, Stine – kom og stem på os!

Nabopartiet, SF, kører også på en plakat tre kvindeansigter. Vi ser formanden Pia Olsen Dyhr som pige, som i dag og manipuleret som gammel. En lang tur gennem velfærds-Danmark.

Og radikale Morten Østergaard siger: Min Ambition: 3 millioner i arbejde. Noget abstrakt, er nr. tre million en kvinde eller mand? Er han jyde? Er hun bornholmer? Ikke en plakat, der vækker følelser.

Stop! siger Konservative. Stop for Nazi, islam, isme. Den har de hørt meget for. Det er ærgerligt for Konservative, for historisk har de været det borgerlige parti med de bedste valgplakater. Se jer bare omkring. F.eks. 1945-plakaten ”Fremad med Folkepartiet – for slægtens fremtid. Stem konservativt.” Man får jo næsten lyst!

---

Der var engang.

Hvis man f.eks. siger navnet Stauning til alle os, der ikke levede i hans tid ... Hvad tænker vi så på? ”Stauning eller kaos” – den berømte valgplakat fra folketingsvalget i 1935. Plakaten, der gerne genoptrykkes, sørger for, at vi husker den gamle kæmpe.

Det er ikke et tilfælde, at jeg nævner en plakat, der er 80 år gammel, for: Alt var jo bedre i gamle dage, var det ikke, kære Gamle By?

Meget var – skal man tro forfatterne til bogen Valget er dit! om den danske valgplakat gennem 100 år – bedre i gamle dage. Professor i statskundskab Peter Nedergaard og leder af Dansk Plakatmuseum hér på stedet, Elsebeth Aasted Schanz, præsenterer og kommenterer en række mindeværdige plakater på tværs af politiske skel. Bogen supplerer den udstilling, der åbner i dag.

Forfatterne taler om valgplakatens guldalder de første 50 år og om valgplakatens forfald de seneste 50.

Vi er gået fra fine, kunstneriske plakater med store følelser og meget på spil til reklamefolkenes mere kliniske, markedsføringskølige forsøg.

---

Hvorfor er valgplakaten især siden 70'erne, efter EF-afstemningen, blevet så stereotype, forudsigelige og kedelige? Vi bliver hverken overrasket eller underholdt. Var det farve-fjernsynet, der også på dette område – med et udtryk fra dengang - ”sejrede ad helvede til?” Tjah, bom bom, mon ikke …?

Nu om stunder samtænkes valgplakaten med Facebook-kampagner og Google-søgninger, og rene tekster eller billedmanipulerede, forskønnede ansigter dominerer den moderne valgplakat.

Den politiske kommunikation er professionaliseret, og det berøver os det personlige, det skæve, det anderledes. Ensartethed og midtbanespil vinder over det risikovillige.

Jamen, der er jo heller ikke så meget på spil længere. Mange er lige, og færre er uden for. Partierne er svære at skelne fra hinanden. Politik bliver personer frem for ideologi. Valgplakaterne bliver derefter. Partiformanden bliver selve budskabet. Og planter sit foryngede ansigt på en kedelig valgplakat.

---

Der ER undtagelser. De kommer gerne fra de politiske ungdomsorganisationer. DSU er især på spil. Udstillingen og bogen viser fine eksempler, bl.a. fra 1987 med Anker Jørgensen i rollen som en forførende James Bond. Der er også en fra valgkampen i 2011, hvor en nøgen, forvirret Løkke ligger over på et bjerg af tomme øldåser. Men VU'erne er nu også blevet sjove og originale til at lave valgplakater.

Blandt moderpartierne viser udstilling og bog, at det er de såkaldte fløjpartier – Enhedslisten og Dansk Folkeparti – der bedst i disse år formår at lave valgplakater, der nærmer sig guldalderens følelser, humor og evne til at flytte holdninger. Dansk Folkepartis plakat ”Gamle Danmark” med et ældre, kærligt par går rent ind, og Dannebrog er naturligvis også altid med. Eller hvad med Bevar grænsen, dit land – dit valg, igen ledsaget af Danmarks flag.

Hvem vinder så kampen om den danske valgplakat gennem 100 år. De blå eller de røde? Man kan godt, med det store udvalg, der vises frem hér, tage et samlet overblik. Jamen, spørg dig selv: Er kunstnere som flest blå eller røde? Så kender du svaret ... De socialistiske partier har haft lettest adgang til kunstnerisk nerve, der kunne klæbes op.

---

Gid mange finder vej til Den gamle By i Aarhus for at opleve valgplakatens gennembrud og fald gennem 100 år. Forældre og børn, lærere og elever får en fin anledning til at tale om folkestyre og partierne – netop som Danmark igen går til valg.

Alle os, der elsker folkestyret og partiernes forskellighed, må så drømme om, at valgplakaten snart genfødes i en ny epoke.

En guldalder, hvor plakaten igen får lov at leve som sit helt eget medium. Hvor der står noget på spil. Hvor Venstresocialisternes røde slangebøsse får en nutidig, mindre aggressiv, men ikke mindre appellerende afløser.

Spindoktorerne og deres reklamelangere skal væk fra plakatpapiret. Det burde bo i hænderne på rigtige kunstnere med frie, selvstændige udtryk, der kan mærkes, smages, lugtes, høres – gennem synssansen, vel at mærke.

Lad os håbe, at partierne de næste ti år evner at skabe plakater, som kommer på museum om 100 år.

Tak for ordet – og tillykke med udstillingen, der hermed åbnes!