Cordua: Dansk Folkepartis sorte tale

Den berømmede danske sommer med regn og kulde er over os, og politikerne har trukket stikket en måneds tid, før efterårets allerede sagnomspundne titanske slag skal slås i dansk politik.

Det handler kort om, hvorvidt Dansk Folkeparti vil give Liberal Alliance tilstrækkelige indrømmelser på topskatten, så Anders Samuelsens flok vil undlade at stemme for et mistillidsvotum, der vælter Venstre-regeringen. Skal det ske, så kræver det også, at regeringen – og LA og K – stemmer for DF's krav om yderligere stramninger i flygtningelovgivningen, der bringer Danmark i yderligere konflikt med de internationale flygtningekonventioner. 

Som der står på frisen, som ”den onde maler” Rasmus Larsen gik og malede inde på Christiansborg i 20’erne, er det som om: ”Alle vil herrer være, men ingen vil sækken bære.” Ingen vil hjælpe Venstre-regeringen uden kontant betaling. Problemet er, at der skal 90 mandater til, hver gang regeringen skal give en indrømmelse. Så nogen må give sig. 

Frustration i DF
Flasken peger især på Dansk Folkeparti, som er blå bloks største parti, men tilsyneladende ikke selv synes, at de mange mandater endnu er omsat i tilstrækkelig grad med politisk indflydelse. I gamle dage skiltede DF glad og gerne med al den politik, de fik igennem. Nu brokker partiet sig højlydt over alt det, man ikke kan få igennem. I 00’erne kunne Thulesen Dahl og Co. fryde sig over, at man fik stor indflydelse egen relativ lidenhed til trods. Nu i 10’erne frustreres man åbenlyst over, at 37 mandater ikke er nok til at sætte sig tilpas igennem. 

Dansk Folkeparti er i meningsmålingerne stadig en stor succes med stabile cirka 20 procent af stemmerne. For mange vælgere udgør DF fortsat det troværdige bolværk mod, at landet ikke oversvømmes af flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Det var DF, der længe krævede grænsekontrol – trods udbredt modstand i det politiske establishment.

Det var også DF, der som de første krævede de nødvendige stramninger i udlændingepolitikken, som man langt ind i rød blok i dag kan se, er fornuftige. DF har en troværdighedskapital hos vælgerne, som man kan tære på. Og der bliver nok ikke gnavet meget af hovedstolen, så længe deres vælgere fortsat oplever flygtningepresset på Danmark som noget, der med tiden udløser dommedag for velfærdsstaten.

Ny sort tale
Nye højtråbende partier har vist sig som konkurrenter til Dansk Folkeparti. Blandt andet Nye Borgerlige, som forsøger at slå sig igennem med hybriden strammere udlændingepolitik end DF og mere håndfast nedskæringspolitik end Liberal Alliance. Man skal altid passe på med at dømme nye opkomlinge ude, men spørgsmålet er nok, om der findes tilstrækkeligt med vælgere, som gladeligt abonnerer på en hårdere kurs mod flygtninge, men også samtidigt omfavner en kraftig beskæring af velfærdsstaten. Jeg tvivler. Partiets chance ligger nok i, at de, hvis de endnu Nye Borgerlige bliver opstillingsberettiget, kommer til at få kontakt med vælgere, som overhører anden del af budskabet. Det kan man ikke udelukke.

Dansk Folkeparti plejer at fylde i medierne om sommeren, hvor man traditionen tro strør allehånde politiske meldinger ud med løs hånd i den nyhedstomme ferietid. Typisk noget med klare forbud, kontante højere straffe eller mere kontrol med det ene og det andet problem. Eller også kræver de penge i statsbudgettet til, hvad medierne nu har identificeret som et problem, som skal løses her og nu. Den forestilling er DF bestemt ikke ene om at opføre, men de udøver kunstarten i særklasse mest skamløst.

Denne sommer blev ellers indledt med noget ganske uvant for de fleste iagttagere af dansk politik: Et DF, der taler sort. I al fald når det gælder partiets forhold til EU, hvor DF (for at gå i regering efter næste valg) nu kræver en ”Folkeafstemning om EU”. Ikke om ja eller nej, men om en aftale, som briterne en eller anden dag ude i fremtiden måtte få forhandlet på plads med EU, og hvor i øvrigt EU også skal acceptere, at de vilkår kan Danmark (og måske også andre lande) tiltræde. 

Mistet tætteste allierede i EU
Det er tydeligt, at Kristian Thulesen Dahl med det også for DF ubehagelige Brexit-resultat nu har fået endnu sværere ved at navigere i forhold til EU. Oprindeligt var DF født som ”en skarp modstander af EU”, som der stod i partiets principprogram. Med tiden blev modstanden til en egentlig EU-skepsis, hvor man dog accepterede selve EU.

Flere af partiets fremtrædende folk så som Søren Espersen og Søren Krarup går dog langt videre og udbreder sig jævnligt med deres forestillinger om unionens nødvendige og forudsigelige kollaps inden for en overskuelig fremtid. Under Brexit-afstemningen var EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth ude at sige, at han håbede på det ene som ”dansker” og det andet, ”hvis han havde været brite”.  

Tilbage står, at DF og alle andre EU-skeptiske partier med briternes forventede udtræden af EU har mistet deres tætteste allierede med hensyn til at få reformeret EU. Og nu skal Morten Messerschmidts partifæller i Europa-Parlamentet ud og finde nye gruppefæller, efter man ellers var kommet ind i den behagelige varme og pæne selskab hos de EU-skeptiske britiske konservative.

Brexit har gjort det sværere
Nu forsøger Thulesen Dahl så at erobre initiativet med sit ”forslag om folkeafstemning for at komme i regering” - at balancere mellem de to synspunkter, som helt sikkert findes i hans parti om ”helt ud af EU” og det andet fata morgana: ”en dansk afstemning om en endnu ikke forhandlet britisk EU-aftale”. Gad vide, hvor mange vælgere, der helt forstår, hvad han mener? Spørgsmålet er i øvrigt også, om EU-modstanden er helt den samme sællert blandt blå bloks vælgere efter Brexit, hvor landets valuta - pundet - er faldet som en sten. De store britiske bankers aktier er faldet med op mod en tredjedel, og investeringerne i landet er sat i stå.

Man må også spørge sig selv om, hvorvidt alle DF-vælgere i det lange løb køber Thulesen Dahls henvisning til uenighed med Venstre om EU-politikken som en legitim årsag til ikke at påtage sig et regeringsansvar og få løst de problemer, som DF selv hævder, at man har hurtige og effektive løsninger på.

Vi får se til efteråret, hvor meget DF foretrækker livet i ren opposition frem for at holde liv i Venstre-regeringen med den indflydelse, som man trods alt kan få for sine 37 mandater.

DF må nok sande, at det med Brexit er blevet lidt sværere at sælge de lette løsninger.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.