Cordua: DF udnytter Brexit

Hele Europa, herunder det danske politiske liv, holder vejret frem til fredag morgen, hvor det står klart, om briterne har kastet sig selv og EU ud i samarbejdets hidtil største krise, eller om man kan tørre sveden af panden.

For briterne vil det under alle omstændigheder føre til omdannelser i Cameron-regeringen, men et nej til EU vil desuden sætte yderligere fut i den danske diskussion om vores forhold til det ubestrideligt kriseramte europæiske samarbejde. Indtil videre har både Dansk Folkeparti og det endnu fuldtonede modstanderparti Enhedslisten med lidt forskellige betingelser varslet, at de ønsker en afstemning om Danmarks fremtid i EU.

Det ligner dog mest en positionskamp, hvor DF tager det gratis stik hjem, det er at markere sin EU-skepsis i en tid, hvor målinger viser, at nye højre-partier, som ønsker Danmark helt ud af EU, vinder frem.

I DF kan de formentlig læse målingerne sådan, at der efter nogle dage med udsigt til et Brexit nu igen viser tegn på, at Remain-fløjen blandt andet med hjælp fra ikoner som fodboldstjernen David Beckham og erhvervsmanden Richard Branson er i front i det meget tætte løb. Som forklaring kan man også pege på, at det modbydelige politiske mord i sidste uge på det yngre Labour-parlamentsmedlem, Jo Cox, kan have flyttet afgørende stemmer i ja-sidens favør.

Domino-effekt
Et ja vil tage presset af DF for at kræve folkeafstemning. Under alle omstændigheder vil DF-lederen, Kristian Thulesen Dahl, ikke få en sådan afstemning, da der er ikke er flertal for det i Folketinget. Forestillingerne om en domino-effekt, hvor landene én efter én melder sig ud, og 'EU braser sammen', lever i hans parti hos flere fremtrædende folk som blandt andet Søren Espersen.

Det er i øvrigt også en udbredt forestilling i kredsen lige omkring LA-toppen med spekulanter/finansmænd så som Lars Seier Christensen og Lars Tvede, der også gerne lufter deres private kaosteorier. Det er en forestilling om en uafvendelig udvikling, hvor EU-projektet uundgåeligt vil ende ud i et ragnarok, og ud af det vil Europas lande – hver for sig – gennemgå en renselse - en katarsis - til gensidig benefice og en velstandsudvikling ligesom i Schweiz.

Samarbejde om fælles regler er noget skidt – selvstændighed og egne regler er godt. Også selvom det strider mod erfaringerne, der viser, at 60 års politisk samarbejde næsten udelukkende har haft positiv betydning for Europas velstandsudvikling.

DF håber på remain
Hos DF håber man – i al fald officielt – på, at briterne på torsdag stemmer for at forblive i EU-samarbejdet. DF sidder med Morten Messerschmidt i den konservative gruppe i Europa-parlamentet, hvor de tilsyneladende befinder sig glimrende blandt ”torier”, der er EU-skeptiske, men som parti knapt så uforsonlige i EU-modstanden, som var tilfældet i den tidligere gruppe, hvor UKIP-frontmanden, Nigel Farage, slår sin folder.

Hvis briterne er ude, så er det ikke godt at vide, hvem DF så ender op med som gruppefæller. Det kan hurtigt blive noget mere farverigt, end situationen i dag, hvor man altså befinder sig i en gruppe, der giver DF lige nøjagtigt den seriøse profil, som passer sig for Danmarks største borgerlige parti.

Modpol til Sydeuropa
Dertil kommer, at hvis UK ikke længere er med i EU, så forsvinder også det politiske benchmark og den ledestjerne, som ikke kun DF, men som også Lars Løkke Rasmussen (V) og øvrige borgerlige partier i de seneste år har henvist til. Det handler om reformer af EU og især begrænsninger på vandrende arbejdstageres muligheder for at få del i diverse velfærdsordninger med børnepenge og så videre. Hvis ikke UK er med, hvem skal så kæmpe den kamp også for Danmark?

I det hele taget er briterne i EU eksponent for et liberal mindset, hvor man er skeptisk over for den administrative tænkning, der historisk har præget de oprindelige EF-lande, hvor fokus er på udbyggelsen af centrale fonde samt tiltagende og omsiggribende politisk regulering. Her har Holland og Danmark sammen med briterne udgjort en modpol til især Sydeuropa.

Hvor det hos mange skeptiske danskere er en udbredt formodning, at briterne og danskerne vil omtrent det samme i EU, så er London-København ikke en politisk alliance, som Danmark hidtil har kunnet bruge til særligt meget.

"Brug-og-smid-væk-diplomati”
Ikke fordi man ikke vil, men fordi danske regeringer har gjort sig den erfaring over tid, at briterne i EU diplomatisk kører deres helt eget løb uden hensyntagen til andre, der deler deres synspunkter.

Man kan ikke lave langvarige alliancer med den britiske regering, hvor man for eksempel støtter hinanden til fælles gavn. Briterne "husker" ikke, at de fik hjælp af Danmark, er erfaringen. Så længe de selv får indrømmelser i Bruxelles, så må Danmark klare sig selv.

Briterne gør brug af et såkaldt ”Brug-og-smid-væk-diplomati”, som det er blevet beskrevet som. Hvis danskerne vil lave diplomatiske alliancer, så er de danske erfaringer siden EF-samarbejdets start, at man taler bedst med tyskerne. En alliance med Berlin – på trods af at man ikke altid deler fælles syn – er en stabil alliance, der giver indrømmelser til Danmark. Det ændrer sig naturligvis ikke, hvis briterne melder sig ud.

I øvrigt er hele spørgsmålet om EU's fremtid også for Dansk Folkeparti en ganske nyttig forhindring for partiet, der kan tjene som forklaringsmodel blandt andet over for de DF-vælgere, der presser på for, at partiet kommer i regering inden så længe.

EU som nyttig hindring
Venstre-regeringen har ikke til sinds at ændre politisk kurs afgørende i forhold til EU og har formentlig heller ikke den store lyst til at lade DF indgå i en regering, medmindre at DF accepterer, at EU-politikken ligger nogenlunde fast som nu.

Da DF har ligget stabilt i målingerne siden partiets fornemme valgresultatet og ikke er utilfreds med at gøre det, så er der ikke umiddelbart tegn på, at partiet ændrer politik. Derfor ligger det heller ikke lige for at se DF i en regering, der holder en uændret kurs på EU-området.

Gratis omgang for DF
For DF er det dermed en gratis omgang, da Thulesen Dahl meldte på Folkemødet i weekenden, at partiet skam er klar til at gå i regering, hvis valgresultatet om nogle år er nogenlunde identisk med det, som man så sidste år med en opbakning til DF på omkring 20 procent af vælgerne og naturligvis et blåt flertal.

Men hvorfor så ikke bare gå i regering allerede nu? Ja, det vil kræve et kompromis, som V-regeringen ikke er interesseret i at lave. Men hvis kaosteoretikerne på højrefløjen i dansk politik får ret, så vil et ”EU i ruiner” om to år ikke længere udgøre en forhindring for DF i regering. Om alle DF’ere tror på dette fremtidsscenarie eller ej, er ligegyldigt. Kristian Thulesen Dahl har købt sig lidt tid, og man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.