Cordua: Humlebi-regeringen

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regering har ikke mange venner. En ting er, at rød blok og pressen bider den i haserne. Det er forventeligt. En opposition er sat i verden for at opponere, og en (i international sammenligning særdeles statsstøttet) kritisk presse er (statsstøttet med henblik på at være) kritisk over for magthaverne og dem, der gerne vil være det. (Og med Clement Kjærsgaard hos Statsradiofonien får man både irriteret kropssprog, opgivende attitude og himmelvendte øjne med i købet oveni de kritiske spørgsmål.)

Men dertil kommer, at samtlige borgerlige partier falder over deres ben for at finde en anledning til at distancere sig fra V-regeringen. Ikke mindst når den dummer sig, hvad den har gjort her på det sidste, især med smykke-sagen. Det er nok ensomt, men det er sådan, vilkårene er, når man kun har 34 mandater bag sig og gerne vil have magtens gyldne kæder for sig selv.

Ikke godt nok
Det er heller ikke, fordi vælgerne jubler. I januar har en enkelt måling haft Venstre en anelse over valgresultatet, mens de dårligste målinger viser tab på 2-3 procentpoint. Alt andet lige slet ikke godt nok. På den anden side, så er blå blok slet ikke dømt bagud. Ingen nylige målinger viser, at rød blok fører over fire procentpoint.

Og her kan man bare nøgternt konstatere, at alle målinger på blokkene viser en usikkerhed på to procentpoint til begge sider. Det er altså, hvad en god kampagne kan vinde hjem på en halv uge under en treugers valgkamp.

Regeringen regerer, og den gennemfører i store træk den lovede politik, som Venstre gik til valg på.

Jarl Cordua

"Velfærdsnationalstatens beskyttere"
Regeringen regerer ikke desto mindre. L87 (loven med asylstramningerne, red.) udgør bolværket mod de flygtningemasser, alle frygter følger med forårets komme. Ingen synes, det er smukt, og al idealisme tager tælling. Først var det Venstre, som måtte se sin mest flygtningevenlige fløj skalle af. Nu er det så Socialdemokraterne, som sælger ud af den engang højt besungne ”internationale solidaritet”, hvor der blev bygget ”bro fra kyst til kyst”.

S under Mette Frederiksen og Henrik Sass har stemplet ind i ”Velfærdsnationalstatens beskyttere”, hvor man laver lovgivning i det grå område, hvor kun domstolene kan afgøre, om man er gået for langt i forhold til internationale konventioner. En gang et scenarie, der var helt utænkeligt for de politiske duksedrenge fra Danmark. Det er det ikke længere, og det har de også opdaget i udlandet.

I politik betyder det alt at sidde i regeringskontorerne, hvis man vil ændre ting i politik. Alligevel foretrækker flere og flere vælgere de partier, som vægrer sig for at sidde i regering. Det er et bemærkelsesværdigt paradoks.

Jarl Cordua

Nu handler det om integration
Arbejdsmarkedets parter er kaldt sammen til en trepartsforhandling. Kravet er reelle løsninger på at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet, og det konkrete forslag på bordet er indslusningsløn i en eller anden form. Det må gerne hedde noget andet, bare det virker. Løkke-regeringen har strammet nok på denne side af en ny flygtningebølge, og nu handler det om integration.

Hvad Løkke også har signaleret så markant ved ifølge Politiken at hælde integrationsminister Inger Støjbergs (V) forslag til udspil på integrationsområdet ned ad brættet på et koordinationsudvalgsmøde tirsdag, der var udvidet med flere ministre.

Lækage fra K-udvalg
Den måde, som det er kommet til pressens kendskab på - ved lækage, tyder igen på, at nogle Venstre-folk aldrig forsømmer en lejlighed til at udstille Støjberg. Rigtigt eller forkert, så er udenrigsminister Kristian Jensens (V) flok naturligvis blandt de hovedmistænkte.

Motivet kan være to ting, som det tidligere er set i forbindelse med smykkesagen og Jensens pludselige rolle som støttepædagog i Europaparlamentet: 1. Ydmyge Støjberg, som af flere lokale venstrefolk ses som rival til Jensen på lang sigt. 2. Distancere sig fra Støjbergs politik.

Under alle omstændigheder så ligger opgaven nu hos Løkke, der vil bruge indslusningsløn som murbrækker til at få brugbare løsninger på bordet.

Ejendomsvurderingerne
Inden for de næste måneder kommer regeringen med et forslag til ejendomsvurderinger, som tidligere har skabt store problemer på grund af, at systemet indeholdt for mange eksempler på åbenlys uretfærdighed.

Hvordan man end skruer det sammen, så bliver det naturligvis drøn-upopulært hos dem, det i sidste ende går ud over. Men der er nok en bred erkendelse af, at problemet ikke kan blive ved med at blive skubbet foran sig.

Hvis regeringen skal have løst sagen i god tid inden valget, så er tiden ved at være inde. Mon ikke S er interesseret i at lukke en sag, som de ellers vil arve?

Fut i produktiviteten
Senere på foråret vil regeringen med en vækst- og konkurrenceredegørelse sætte mere fut i den manglende produktivitet især i det offentlige. Flere statslige og kommunale områder skal konkurrenceudsættes, og så skal der udarbejdes en 2025-plan for at finde de penge, der skal bruges til en skattereform til efteråret.

I mellemtiden har regeringen i denne uge med vennerne i blå blok afsat 415 millioner kroner til sygehusene, der skal afhjælpe den akutte overbelægning. Det er aldrig upopulært, selvom kritikerne kalder det peanuts i forhold til problemerne.

Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har fjernet eller forenklet 35 procent af reglerne på miljøområdet. En stor sejr for afbureaukratiseringen eller et kæmpe knæfald for miljøhaderne?

Under alle omstændigheder viser det en regering, der får sin politik igennem. 

Imens vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) luge ud i besynderlige punktafgifter på brevordnere, rullegardiner og luften i softice, som generer virksomhederne, men giver lidet provenu til statskassen. Andre ministre laver lovgivning hele tiden, som dag for dag udhuler regeringsgrundlaget, som formentlig vil være udtømt sidst på foråret. Og hvad så?

Historisk svag på papiret
Kan hænde, at det er den mest ”fladpandede og populistiske regering i mands minde”, der er fyldt op med en hel række ”usympatiske” ministre, som det for nyligt blev udtrykt. 

På papiret er regeringen historisk svag. Den kritiseres overalt – også i udlandet. Regeringschefen opfattes af vælgerne - hvis man skal tro målingerne - som en decideret belastning. Vælgerne flokkes ikke just om Venstre i meningsmålingerne, og hvert eneste frafald af en revisorsuppleant bliver af pressen nøje noteret. Er afskalningen i niveauet ”ikke-succesfuld folketingskandidat” eller ukendt byrådsmedlem, så udløser det en gul bjælke på TV 2 News og pæn spalteplads i Politiken og Information.

Men regeringen regerer, og den gennemfører i store træk den lovede politik, som Venstre gik til valg på. Og det burde den jo ikke kunne med kun 34 mandater og et noget større DF. Det er ligesom humlebien med de alt for små vinger til den store krop: Det burde ikke kunne lade sig gøre.

Det burde være selvindlysende: I politik betyder det alt at sidde i regeringskontorerne, hvis man vil ændre ting i politik. Alligevel foretrækker flere og flere vælgere de partier, som vægrer sig for at sidde i regering. Det er et bemærkelsesværdigt paradoks.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.